Drop de spidse albuer!
foto: All Over
Man kender det jo godt. Ikke fra sig selv, selvfølgelig, men når nu drømmejobbet ligger lige dér foran én, og der er alt for mange om buddet, træder den indre konkurrenceånd frem, og som en bulldozer pløjer man sig igennem alt og alle for at nå sikkert i mål. Ikke umiddelbart så charmerende. Og det er heller ikke dét værd. Vejen til drømmejobbet er nemlig ikke brolagt med nyspidsede albuer. Tværtimod.
Opfør dig ordentligt
Det handler om at opføre sig ordentligt. Og du kan sagtens være tjekket og målrettet imens, lyder det fra karrierecoach Mette Høy Søndergaard, der opfordrer os til netværke på den rigtige måde.
"Hvis du vil mødes med respekt og omsorg, så opfør dig på samme måde selv, vær generøs, og vær aldrig bange for at hjælpe andre, mens du hjælper dig selv," siger hun.
Vi er dus med hinanden
Vi møder nemlig de samme folk igen. I supermarkedet, i fitnesscenteret, i institutionen, når vi henter vores børn - alle vegne. Og det er en del af vores kultur, at alle taler med alle, direktøren møder rengøringskonen, og at vi alle sammen er ligeværdige. Uanset titel og erfaring.
"Og det er jo også sådan, at dem, du møder på vej op ad karrierestigen, møder du sandsynligvis igen en anden gang, og langt de fleste mennesker vil faktisk gerne hjælpe og give gode råd, hvis du spørger dem."
Alt hvad du giver, kommer tilbage
Så du behøver ikke holde kortene tæt til kroppen, være konstant fremme i de højhælede eller være den absolut hurtigste hele tiden. Tænk i stedet for på din karriere som en stige, og vær et ordentligt menneske. Det kommer som regel godt igen, lyder rådene fra Mette Høy Søndergaard.
"Man skulle jo helst ikke befinde sig midt i en krigszone, når man forsøger at planlægge sin karriere, og man kommer længere ved at tænke mere strategisk og langsigtet i stedet for hele tiden at tænke, hvordan man selv kommer hurtigst frem," siger hun.
What's in it for me?
For at søge job er ikke det rene sololøb. Du afskærer dig selv fra alt for mange muligheder ved at holde fast i kun at være din egen lykkes smed.
"På den lange bane lønner det sig at være venlig og autentisk og hele tiden overveje, om det, man gør, er ok. Og er du bange for at blive afvist, hvis du inviterer til en samtale med en person, der måske kan hjælpe dig frem, kan du tænke over, om du selv ville afvise, hvis rollerne var byttet om. Og det ville du selvfølgelig ikke," siger coachen.
Fyret - og så videre
Og selv efter en fyring er det vigtigt at tænke over sin adfærd. Også selvom man er skuffet, såret og ked af det. Er du hende, der smækker med døren og stortudende forlod arbejdspladsen, eller er du hende, der er afklaret og stærk og går med løftet pande?
"Vi skal huske på, at det at miste sit job er en stor sorg for de fleste mennesker, men man kan godt tænke på sin efterskrift alligevel. Tak for det gode samarbejde, der forhåbentlig også har været, og demonstrer din afklarethed. Måske skal I arbejde sammen igen en anden gang.
Læs også artiklen "Find dit hverdagsmod"
Læs "Sæt skub i din karriere"