Skønhed
11. juni 2012

Tænk dig attraktiv

Lær at elske din krop ved hjælp af positiv tænkning
Af: Gitte Koldtoft
https://imgix.femina.dk/media/35de0ce664b849928ff73b171bc25a29.jpg

Foto: Bo Lynge - Makeup og hår: Ine Larsen - Styling: Charlotte Wisøfeldt

Når du tænker positivt og virkelig elsker dig selv, vil både du og andre finde dig mere attraktiv. 30-årige Malene har i årevis kæmpet med et negativt "kropsimage", som har drænet hende for energi og glæde.

Derfor gav Q hende en session med coach Gitte Koldtoft og stylist Charlotte Wisøfeldt. Her får du deres tips!

Læs også artiklen : 4 kvinder - sådan er vores nøgne krop

Din egen mening er den vigtigste

Hvis du tror på, at du er smuk, så har du ret. Hvis du tror på, at du ikke er smuk, så har du også ret. Hvordan kan det være? Fordi der heldigvis ikke findes en endegyldig sandhed om, hvad skønhed er.

Tænk bare på folks valg af hunderacer. Jeg har en hvid slædehund med en milliard hår og synes, den er smuk. Når jeg løber i skoven, møder jeg ofte en dame med en mexicansk hårløs hund, og hun elsker den. Hende og jeg ville kunne diskutere til uendelighed, hvad der er smukt og aldrig blive enige.

Det vigtigste er ikke, hvad andre synes om dit udseende, men hvad du selv synes. Derfor skal du starte med at ændre hvert enkelt af dine negative overbevisninger til styrkende overbevisninger.

Øvelse - Vær konstruktiv, ikke negativ

Skriv alle de negative sætninger ned, som din hjerne kan finde på at sige om din krop. Nu skriver du en positiv bekræftelse i nutid for hver negativ overbevisning, du har.

Et eksempel fra Malenes liste:
Begrænsende overbevisning: "Min bagdel er for flad."
Styrkende overbevisning: "Jeg kan styrke mine baldemuskler via træning."

Malene fandt ud af, hvilke af de ting, hun var utilfreds med, som hun kunne gøre noget ved. Og hvad hun ville slutte fred med.

Trin 2 - Gør det bedste med det, du har
At acceptere din krop betyder ikke nødvendigvis, at du ikke forsøger at komme i god form, tager makeup på eller spiser sundt. Men der er alverdens forskel på at forbedre det, du har, med udgangspunkt i selvhad frem for et udgangspunkt i selvkærlighed. "Efter jeg selv er begyndt at give min krop positiv opmærksomhed, er jeg også blevet bedre til at tage imod min kærestes søde ord, og det får ham til at give endnu flere komplimenter," fortæller Malene.

Øvelse - Udvælg det du føler dig bedst tilpas i
Hvilket tøj føler jeg mig bedst tilpas i? Sørg for, at du kun har tøj, du kan lide, også selvom det kun er til at have på om søndagen hjemme på sofaen.
Hvad kan jeg gøre med hår og makeup, som fremhæver min skønhed mest muligt? Find tre positive ting ved de ting, du ikke er glad for ved din krop.

Malenes eksempel:
"Jeg er ikke glad for mine store bryster"

Fordelen ved mine store bryster er:
1. De sidder godt og højt.
2. Mange kvinder og mænd fortæller mig, at de er pæne.
3. Jeg har noget at lave en smuk kavalergang af.

Trin 3 - Bevægelse gør smuk
Dit værd som menneske har intet med din vægt eller fysiske form at gøre. Imidlertid er det min erfaring, at det er svært at føle sig optimalt lækker, hvis man er totalt ude af form. "Jeg er ligefrem blevet glad for at motionere, fordi det giver mig så meget energi og glæde, at jeg slet ikke kan huske, hvornår jeg sidst har haft det så godt," afslører Malene.

Øvelse - Hvilken form for motion synes du er sjov?
Hvordan kan du sørge for at bevæge dig 30 minutter hver dag?
Alt tæller: Trapper, gåture, dans osv.

Malenes reaktion:
Jeg har måske ikke fået et helt nyt spejl endnu, men jeg har i hvert fald fået pudset det gamle. Hvis jeg har en skidt tanke, kan jeg i større grad vende det til noget positivt. Jeg spørger mig selv: "Hvad ville Gitte sige til den her situation?" og jeg kan næsten høre hende sige med smil i stemmen "Din fortid er ikke lig med din fremtid".

Konklusion
De værktøjer, Malene arbejdede med, er meget simple. Men at noget er simpelt, er ikke ensbetydende med, at det er nemt. Ja, det er simpelt at spise sundt, motionere og styrke din indre dialog, men er du villig til at foretage de små ændringer, er der basis for at mærke en stor forskel.

Læs artiklen : Så meget bliver vi snydt af billedredigering

Læs også