Sådan redder du dit parforhold i julen
Foto: All Over
Glæden, lykken og tosomheden har mange aspekter, men det kan være svært at finde dem i parforholdet. 40 procent af alle ægteskaber ender derfor med skilsmisse, og januar er den måned, hvor de fleste går fra hinanden, ifølge skilsmisserådgivningen parforholdsraad.dk. Håbet om at finde tilbage til det gode parforhold brister altså, når forholdet ikke glider i juletiden, hvor hygge og nærvær er i højsædet, og viljen til at kæmpe går derfor i stykker.
"Vi oplever lige nu en masse mennesker som virkelig håber, at julen gør en forskel for deres parforhold. Desværre er det jo ikke julen, der gør en forskel i sig selv. Der skal kæmpes, tales og laves en plan for, hvad der skal til for at julen redder parforholdet. Hvis det bliver grebet rigtigt an, så er julen og de kærkomne fridage jo en oplagt periode at finde tilbage til hinanden, men det er nødvendigt med en klar aftale om, hvordan det skal gøres", siger Mette Haulund, der er stifter af parforholdsraad.dk.
Kan ikke løses på en uge
Det er nemt at håbe på, at den anden part bliver mere omgængelig, nærværende og talende, når bare juledagene kommer, men det er nemmere og mere givtigt at ændre på egen adfærd, så det er her, at du selv skal sætte ind.
Samtidig er det også vigtigt, at du forholder dig til, at et parforhold, der ikke har fungeret længe, næppe bliver helt fantastisk i løbet af en uge. Julen kan bruges til at få sat en positiv proces i gang, hvor du igen og igen oplever lysten, nærværet og de små lykkelige øjeblikke.
"Det er dit ansvar at få det parforhold, du drømmer om - og du får aldrig mere tid til det, end den tid du tager dig", siger Mette Haulund.
Hvis du vil opleve, at dit parforhold bliver bedre i løbet af julen, så reflekter over og lav nogle af nedenstående opgaver:
- Fortæl din partner, at du har et håb om, at I finder tilbage til hinanden.
- Fortæl, hvad det er for et parforhold, du gerne vil have, at I har.
- Tænk over og fortæl din partner, hvordan du kan bidrage til succes?
- Tal ud fra egne følelser og behov, i stedet for at fortælle hvad din partner skal gøre / ikke gøre.
- Gå forrest. Lad være med at vente på, at din partner ændrer adfærd.
- Lav en fælles plan for, hvordan I får tid til at prioritere hinanden.
- Prioriter parforholdet højere end julearrangementer.
- Planlæg ting, der gør dig glad.
- Spørg din partner, hvad du kan gøre for ham / hende.
- Prioriter din partner mindst 15 minutter hver dag.
- Start hver morgen med at tænke på tre ting, der gør dig glad.
- Fortæl din mand om dine positive tanker og følelser.
- Kys hver dag.
LÆS OGSÅ: 7 veje til at bevare kærligheden