Træning og kost
29. juli 2011

35 måder at tabe dit mavefedt

Mavefedtet er noget, der irriterer de fleste, men der er mange måder til at blive det kvit
Af: Juliane Olsen, Alive.dk
https://imgix.femina.dk/media/cfb60accf4af469fb5fb6c774759d448.jpg

En flad mave er noget de fleste kvinder sukker efter. Er det også et højt ønske hos dig, og føler du ikke, at du når nogen vegne med din nuværende kurs, så læs her hvad diætist og forfatter til bogen "Spis maven flad", Charlotte Hartvig, råder dig til at styre udenom, og hvad du skal gøre.

1 Lav fedtfattig marinade
Lav hjemmelavet marinade på olivenolie, basilikum, sojasovs og alverdens krydderier og lad altid være med at købe færdige marinader.

2 Drop burgeren
Med flad mave-konceptet handler det om at droppe hvedemel - og derfor heller ingen burgere. Det er altså burgerbollen, der gør forskellen. Heller ikke hvis den er lavet på grahamsmel, er du sikker på at undgå overflødige kalorier. Lav i stedet hakkebøffen med grøntsager og kald det en burger, men bollen er du nødt til at droppe.

3 Thaimad
Thaimad, som jo er fyldt med gode grøntsager, har kun én ulempe, og det er risene. Husk at servere din thai-mad med brune ris, når du laver den derhjemme.

4 Lav pizza af pandekager
Hvedemel går hurtigt i blodet, men der sker noget mærkeligt med tortilla-pandekager, for det går langsommere i blodet end rugbrød. Tag derfor en sådan pandekage og lav den til en pizza.

5 Lav frikadeller på rugmel
Problemet med frikadeller i forhold til at holde maven flad er indholdet af hvedemel. Lav dem i stedet på rugmel, og hvis du kan lide grøntsager kan man godt lave selve farsen med lidt grønt.

6 Lav lasagnen med færre plader
Problemet med lasagnen er igen hvedemelet i pasta-pladerne. Køb derfor en grov udgave, brug få plader og lad det øvrige indhold fylde.

7 Drop rasp
I stedet for rasp kan du tage rugmel og blande med krydderier, salt og peber, som du laver en type krebinetter eller karbonader. Det samme kan man også gøre ved fisk.

8 Lav en fedtfattig torskeret
Kog en suppe på torsk og smag den til med hvidvin. Hvidvinens kalorier forsvinder undervejs under tilberedningen. Tilføj fisk til sidst, så den ikke bliver overkogt. Du kan også lave en lækker muslingesuppe.

9 Brug fedtfattig ost
Ost er en kilde til kalk, så 30+ ost kan sagtens gå med i madlavningen. Osten er ikke meget mager, men heller ikke fuldfed, så den kan godt bruges.

10 Vælg sundt kød til din rugbrøds-mad
Det er en god ide at spise proteinrig kost til alle former for vægttab, så vælg noget kød du må spise meget af. Undgå rødt i store mængder - det vil sige alt kød fra landjorden: Kalve-, svine- og oksekød. Så fjerkræ og fisk er de bedste løsninger, når du vil opnå flad mave.

11 Brug gerne mayonnaise
Du må godt få monoumættede fedtsyrer, og det findes i en del typer af mayonnaise, der dermed har et indhold af rapsolie. K-salat bruger for eksempel altid rapsolie.

12 Drop ikke kødet
At tabe mavefedt drejer sig om mest mæthed per kalorie, og det giver kød. Derfor er det også tosset at bytte det ud. Du behøver derfor ikke at skære kødmængden ned.

13 Behold bare cheddar
Hvis retten skal bruge cheddarost, så tag det bare med, og tænk ikke på din kur. Alfa og omega med henblik på om du taber dit mavefedt er nemlig kulhydrater.

14 Undgå light dressing
Light dressing er meget uheldigt i forhold til mavefedt, for gode olier bliver erstattet med kulhydrat.

15 Trim fedtet i din kyllingesalat
Brug et magert mælkeprodukt i din kyllingesalat. Bland den med olivenolie for at øge smagsoplevelse, fordi den indeholder gode fedtstoffer.

16 Spis din morgenmad op
Mysli baserer sig på alverdens former for høvlede og ristede nødder, og det er derfor vigtigt at spise meget protein om morgenen, så hvis du har lavet dig en proteinholdig morgenportion, er det godt at spise op. Spis aldrig en kulhydratmorgenmad, hvis du vil af med mavefedtet. Hvis du starter dagen med cornflakes, så er blodsukkeret på slingrekurs allerede fra morgenstunden.

17 Lav en ordentlig smoothie
Smoothie kan blive til det værste eller det bedste. Brug blenderen til at lave noget, der er rigt på protein og gode fedtstoffer og tilsæt derfor skyr, fromage frais eller kvark og højst 100 gram frugt. Tilføj macademia-olie for at give smag.

18 Drop hot wings
Der er næsten ikke noget kød på en hot wing, men mest skind dyppet i brødmasse. Der er heller ikke noget protein på en vinge og kun ti gram reelt kød. Så kyllingevingen er ikke en fødevare, hvor du får en hel masse valuta for pengene.

19 Vær ikke fedtforskrækket med din dip
Du behøver ikke frygte, at din kur bliver saboteret af den dip du bruger til din agurk eller gulerod. Du kan for eksempel bruge en pesto, og den kan sagtens være baseret på olivenolie.

20 Køb nødder i skal
Mandler, hasselnødder, cashew, Macademia-nødder er gavnlige. Noget kan tyde på, at skallen har en positiv effekt, så den brune hud er god at spise med.

21 Spis broccoli rå
Det er mest optimalt at spise broccolien rå, for så skader mikronæringsstofferne så lidt som muligt. Det smager godt finthakket i en salat, så giv den en omgang i foodprocessoren og lav en bulgur af broccoli. Krydr den med citron, olie og hvidløg. Du må heller ikke smide stokken ud, når du spiser grøntsagen.

22 Spar på risen
Du må gerne få brune ris, men det skal være i begrænsede mængder.

23 Drop kartoffelmosen
Kartoffelmos består grundlæggende af kartofler, som er ikke er gode for dig, når du vil droppe kulhydraterne og komme af med mavefedtet. Så denne form for aftensmad må du stryge fra din madplan.

24 Lav en sund iste
Hvis du selv laver en rigtig te, køler den ned og giver den lidt citronsaft, så har du en iste, der er fyldt med antioxidanter, og som er godt for din organisme og dit vægttab.

25 Fyld tallerkenen op med frugt og grønt
Fyld tallerkenen godt op med grøntsager - måske omkring en tredje- eller fjerdel med kød og resten grøntsager. Det er nemmere at undvære kartofler, pasta og ris, hvis man har to slags af grøntsager, der grundlæggende forskellige: den ene smagsvariant er frisk og syrlig og den anden stærk og varm. Det kan være en chili- og tomat gryderet kontra en agurk og blomkåls-salat eksempelvis.

26 Spis chili
Chili øger forbrændingen, men om det også gør det i et omfang, der batter, er ikke helt bevist. Studier hvor chili er kombineret med grøn te kan påvise et bedre vægttab, men der findes ikke noget kontrolleret studie. Derfor kan du stadig bruge chili i din mad og håbe på en forskel.

27 Tjek din ost
Der kan være noget om, at bløde oste er bedre end hårde. De bløde oste har også et lavere indhold af tørstof, men osten kan også være blød og rigtig fed. Tjek dog altid kalorie- og fedtindholdet.

28 Server eddike til
Bruge alt det eddike du overhovedet vil. Det har en god smag og nogle studier tyder på, at det kan give det samlede måltid et lavere glykæmisk indeks, hvilket er påvist med citron. Det er derfor også en god ide at lave dressing med eddike og f.eks. olivenolie, citron og hvidløg.

29 Spis rejer som snack
Rejer er nem og lækker frokost: Køb en bøtte friske rejer, tilsæt et skvis citron og et strøg mayonnaise eller halv avocado, eller spis dem som et mellemmåltid hurtigt optøet fra fryseren.

30 Du må gerne drikke light
Light cola er tilladt, hvis du slet ikke kan bekæmpe sukkertrangen. Noget skal man jo gøre med sin søde tand. Den er et uskadeligt valg i forhold til rosiner, frugter, som leverer en masse kulhydrater, så det sker der ikke noget ved at drikke.

31 Brug sukkerfri ketchup
Få altid den sukkerfri ketchup på hylden, så du undgår kulhydrater.

32 Skyl bønnerne
Bønner har et indhold af toxiner, som afgives med skyllevandet, og derfor er det altid vigtigt at huske at skylle bønnerne inden brug.

33 Brug mørk chokolade i din mad
Du kan sagtens bruge mørk chokolade som smags-pifter i din mad så længe den er sukkerfri. Det skal være en god kvalitet og med en høj kakao-procent. Det er et brugt krydderi i det mexicanske køkken - især i en ret som chili con carne.

34 Ost til morgenmad
Ost er meget proteinholdigt, og kan derfor være en god start på din dag. Du kan f.eks spise rugbrød med ost til morgenmad.

35 Spis krydret kød med salat
For at gå uden om brødet med det farlige indhold af hvedemel, så kan det være en god måde at starte dit vægttab på ved at spise kylling- eller oksekød pakket ind i nogle gode salatblade og lade det være din sandwich.

Læs mere på femina.dk, hvor der er ti gode råd til at komme af med maven

Oestrogen.dk giver dig genvejen til at opnå en flad mave

Læs også