Hypnose - har du levet før?

"Jeg var vel en prinsesse", tænkte jeg, da jeg havde sagt ja tak til hypnose og en slags 'trip down memory lane'af en helt anden slags, end man er vant til, kan man roligt sige. For er det ikke dét, de altid er, når man ser tv-programmerne om folk, der er blevet ført tilbage i tiden af hypnotisøren? Prinsesser, riddere eller noget endnu bedre.

Og jeg skal da indrømme, at skuffelsen også ville være enorm, hvis det viste sig, at jeg var 'bare' var en drikfældig, pensioneret sømand med hang til unge piger, når man nu kunne have været dronning eller noget, der ligner. Det er ligesom noget andet, ikke? Men jeg var i hvert fald åben og positiv, da jeg lagde mit liv i hænderne på hypnoterapeut Charlotte Bang, en almindelig regnfuld mandag eftermiddag i Vanløse. Man har jo ikke rigtig noget at tabe, tænkte jeg …

I trance til toner
Lokalet var, som jeg forventede. Ingen forstyrrende elementer, men et lille rum med en stol, der skulle blive min den næste halvanden time. Og så er der vist noget med alternative behandlere og meditativ musik. I hvert er jeg, de seneste tre gange, jeg har været på dén slags besøg - hos en håndlæser, en clairvoyant og nu hos hypneterapeuten - blevet budt velkommen af de samme toner. Og det giver måske ret god mening. For selvom det er næppe er musikken, man ville lytte til derhjemme, synes deres udsendte nu nok at kunne mærke den beroligende effekt - ikke mindst, da jeg virkelig kunne holde frikvarter, smække bene op i læder- og lænestolen, lukke øjnene og bare lade mig guide.

Ubevidstheden er din ven!
For det er lidt dét, der sker. Terapeuten fortæller mig i hvert fald, at hun faktisk vandrer med mig på min tur tilbage til fortiden. At hun går med i en slags trance. En anelse beroligende, faktisk, når man nu ikke aner, om hypnose virker - og i så fald - om jeg nogensinde kommer ud af den igen. Det kommer jeg, garanterer Charlotte bang og afliver en af myterne omkring hypnose.

"Og jeg kan heller ikke lokke dig til at fortælle mig alt muligt, du ikke har lyst til at dele med dig. Det er dig, og dig alene, der bestemmer farten og indholdet," siger hun.

"Tilstanden minder om, når du er lige ved at falde i søvn, og der giver du jo heller ikke dit kontonummer væk til hvem som helst, bare fordi du ikke er helt vågen. Og det er altså det ubevidste sinds fornemmeste opgave er nemlig at passe på os."

Klar til afgang!
Ok. Så godt, så langt. Lad os komme i sving. Af sted på hvide heste, i store rober, til store baller på fine slotte. Jeg er allerede klar til festen, men vil så gerne kunne huske det hele bagefter. Det er ligesom idéen med det hele, forklarer jeg terapeuten.

"Jeg kan ikke vide, hvor meget du husker, når du vågner igen, men jo mere du fortæller mig undervejs, jo mere vil du kunne genfortælle efterfølgende," fortæller hun.

"Og hvis du falder rigtigt i søvn, så vækker jeg dig altså."

Det bliver der nok brug for, tænker jeg, da selve seancen går i gang og jeg allerede er godt på vej i drømmeland. Helt uden et svingende pendul foran mig eller den mindste af hokus pokus omkring dét fag, der da også bruges flittigt af behandlere landet over. Og sikkert ikke uden grund.

… øjeblikket er mit!
Med dybe, intense åndedrag, guidet af Charlottes rolige monotone stemme, får jeg virkelig pulsen ned, hjertet slår taktfast, og jeg forsøger at tillade mig selv at smide kontrollen for en stund og lade hende bestemme lidt for at kunne lykkes med hypnosen.

"Ånd ind, pust ud, slap af … tillad dig at føle dig roligtog fredfuldt - for dette tidspunkt er dit. Lige nu er der ingen steder, du behøver gå hen. Intet andet du behøver at gøre. Ingen bekymringer. Din ro forstærkes. Du slapper af, føler fred."

De ord kan altså anbefales. Jeg kan godt li' ord, og jeg synes, de var smukke. Og så må jeg indrømme, at jeg var meget træt under besøget og måske ikke var den sværeste i verden at få til at småmeditere lidt for en tiltrængt stund. Men alligevel. Jeg slappede i dén grad af og havde det yderst behageligt.

Velkommen til min planet!
"Det er fint det er fint. Alt ubehag forsvinder, og nu tager jeg dig på en rejse… og hvis du hører en lyd, skal du bare slappe endnu mere af. For evigt, for evigt, for evigt…"

Og så skulle vi altså være på vej. Der blev beskrevet billeder og fornemmelser for mig, som jeg selv skulle 'opdage'. Lys, farver, blomster, musik dufte, dyr, mennesker - alt dét var at finde på denne nye - min egen - planet.

Det er altså lige præcis dér, man skal holde fast i afslappetheden og det åbne sind, for det er så nemt at lade sin indre sort-hvide skeptiker komme til orde her. Hvis man er vant til at se billeder for sit indre blik, er det måske ret nemt at forestille sig ting. For andre kan det være noget mere besværligt, fortæller Charlotte.
Det giver mening.

Kom nu, trance!
Men hvornår er det virkelighed, hvornår er det fantasi, dét man oplever. Helt ærligt?

"Ja, det ved jeg heller," fortæller Charlotte selv.

"Men nu er jeg jo helt overbevist om, at vi har levet før, så jeg behøver ingen beviser. Og hvis tingene virker, og man kan afhjælpe et problem du har i dette liv ved at gå tilbage til et tidligere, ja hvad er så problemet," spørger hun.

Og det kan der da være noget om. SÅ jeg lader mig guide videre. Eller forsøger på det. Og jeg kan godt forestille mig billederne. Forestille mig, ikke se dem direkte. Mere en slags fornemmelse af at søge og lede efter noget og insistere på at finde noget. Og jeg føler mig ekstremt afslappet og svævende og er uden tvivl i en slags meditativ tilstand, hvor alt andet lukkes ude.

"Det her må være en god form for meditation at få en bedre nattesøvn på," tænker jeg og fortryder næsten, at jeg ikke valgte sådan en slags hypnose.

På med ja-hatten!
Nysgerrigheden vandt nu alligevel, og jeg forsøger at vandre rundt på den planet, hun siger, jeg befinder mig på. En rolig stemme, der taler til mig og forsøger at guide mig. Måske har man alligevel set for mange tv-programmer og film eller forestillet det sig for meget, for jeg ikke fornemmelsen af at være 'væk' eller være i decideret trance.

Samtidig mærker jeg en helt og aldeles gennemført rolig fornemmelse i hele min krop. Og en hjerne, der arbejder og leder, leder … leder. Og lader sig guide med i det små. I hvert fald ser jeg bjergene, solen, folkene. Hører stemmerne og musikken. Og er alligevel i tvivl om, hvorvidt det er min egen ønskeforestilling omkring eventuelle tidligere liv, der dominerer og viser vejen.

And the answer, my friend …
Måske sov jeg lidt. Måske drømte jeg lidt. Måske var jeg faktisk i trance. Jeg ved det ikke. Prinsesse for en dag blev jeg i hvert fald ikke. Men det var alt andet end en ubehagelig oplevelse. Nærmest det modsatte.

Og lyset, roen og stemningen fornemmede jeg. Charlotte Bangs sammenfatning og analyse af trancen efterfølgende kunne bedre sætte brikkerne sammen for mig og give mig et billede af en slags opdagelsesrejse med mig selv som hovedperson - set udefra. Men hvad der var drøm, ønsketænkning eller mere eller mindre pålidelige fakta - dét aner jeg simpelthen ikke. Og måske er det også helt ligegyldigt?