De fleste af os bevæger sig nok
Foto: All Over Press
De fleste af os er gode til at tage trappen, cyklen eller løbe en tur i det daglige. Det viser den første undersøgelse DTU Fødevareinstituttets har lavet af, hvor mange skridt danskere går hver dag.
Lidt over halvdelen af voksne danskere går mindst 10.000 skridt hver dag og bevæger sig dermed tilstrækkeligt, mens en fjerdedel rører sig for lidt.
Fysisk aktivitet fremmer fysisk sundhed, og personer, der går mindst 10.000 skridt om dagen hver dag, er slankere og har lavere blodtryk end dem, der bevæger sig mindre. Man går for lidt, hvis man går mindre end 7.500 skridt per dag.
Hvert fjerde barn rør sig for lidt
Undersøgelsen viser også, at børn i alderen 5-14 år i gennemsnit tager 13.395 skridt per dag. Der er ikke forskel mellem drenge og piger. Lidt over halvdelen af alle danske børn når op på det anbefalede niveau for børn, der er 12.000 skridt per dag for piger og 15.000 for drenge.
Undersøgelsen af børn viser ligesom for voksne, at lidt over en fjerdedel har et aktivitetsniveau, der er for lavt, fordi de er inaktive eller let aktive. Næsten hvert tiende barn kan betegnes som direkte inaktive. I undersøgelsen af børns aktivitetsniveau er der ikke taget højde for cykling, som der er i undersøgelsen af voksnes aktivitetsniveau. Indregnes cykling vil det øge andelen af børn, der bevæger sig tilstrækkeligt.
Der er i undersøgelsen ikke forskel mellem køn og uddannelsesgrupper, men det gennemsnitlige antal skridt per dag er 1.200 skridt lavere blandt overvægtige end blandt normalvægtige.
Del af større undersøgelse
Undersøgelsen er en del af Den nationale undersøgelse af danskernes kostvaner og fysiske aktivitet 2007-2008. I undersøgelsen blev 229 voksne og 49 børn udstyret med skridttæller. Undersøgelsen er den første med danske skridttællerdata fra en repræsentativt udvalgt gruppe.
Hvilke motionsformer er bedst for dig? Tjek osteogens store motionsguide ud.
Trænger du til nyt motionstøj, så køb det i oestrogen.dk-shoppen