Kærlighed og sex
23. april 2013

”Der var én der sagde, at jeg havde en rigtig pæn pik”

Glæd dig til fire nøgne sandheder: Lars, Jon, Uffe og Jan kaster figenbladet og fortæller ærligt, hvordan de har det med deres krop. Hvad tænker danske mænd om kønsbehåring, metroseksualitet og ”størrelsen”?
Af: Tine Bendixen, FEMINA - Redigeret af Isabella Hindkjær, NewsDesk
https://imgix.femina.dk/media/b002cdfe231d42d78d153cb4c0702c05.jpg

Foto: Ditte Capion, Claudi Thyrrestrup

Lars, 33 år og programmør:

"Jeg deler bodyscrub med kæresten"

- Hvornår føler du dig mest sexet?

- Når jeg har fået trænet, lige er blevet klippet og har fået skægget trimmet, har jeg det rigtig godt med mig selv og føler mig sexet og super glad, hvis jeg kan få lov til at vise det til nogen.

- Gør du noget for at tage dig bedst muligt ud?

- Helt sikkert. Jeg er måske lidt halvfeminin på den måde. Jeg kan godt bruge længere tid på tøj og sko end min kæreste. Det joker vi af og til med. Men kvinder bruger generelt mere tid på udseendet - uanset om min kæreste skal ud eller ej, begynder hun HVER dag med bad og makeup. Det er fedt, at hun gør noget ud af sig selv, men jeg får også lidt dårlig samvittighed.

- Hvad har du på toilethylden?

- Masser af produkter. Min kæreste og jeg deler også nogen. Bodyscrub. Desinficerende sæbe, for ikke at få røde knopper, for jeg barberer mig i skridtet og sådan lidt rundtomkring, jeg skal helst ikke have for meget hår. Det er pænere og mere behageligt og føles rigtig dejligt og blødt, når man lige er barberet. Min kæreste gør det også. Det er noget med, at det ikke skal blive for vildtvoksende og "uterligt" ... man tænker over HELE sin krop. Ikke bare det, der umiddelbart er synligt, når man har tøj på.

- Hvad betyder "størrelsen"?

- Jeg tror, den er vigtigere for os mænd, end den er for kvinder. Det er noget rent æstetisk: At det måske ville være pænere med større "grej". Der ligger en lille frygt for at blive negativt vurderet, hvis nu de andre har væsentligt mere at vise frem. Så jeg husker mig selv på, at udseende og funktion er yderst vigtigt, og her ved jeg af mange erfaringer, at jeg er i den gode ende, selv om længde og tykkelse kun er en smule over middel, hvis man tager målebåndet frem. Jeg har noget at byde på. Men den lille narcissist i mig vil selvfølgelig være "den bedste" og have den flotteste krop med den største pik.

Jan Bentzen, 50 år, arbejder i slikkoncernen Toms:

"Det er jo ikke sjovt at få hår i munden.."

De sidste 12 år har jeg levet som naturist, men jeg har sådan set aldrig været bange for at vise mig frem. Det har altid føltes naturligt. Sådan noget som at tage tøjet af over for kvinder har jeg altid været meget afslappet over for. Jeg er ikke bange for at vise det, jeg har. Jeg har boet på naturistcamp og tager til arrangementer med andre naturister. I forhold til min alder synes jeg, jeg har en fin krop. Og jeg har indtryk af, at folk synes, jeg er "en flot fyr." Det siger de i hvert fald.

- Gør du noget særligt for at se bedre ud?

- En gang imellem. Jeg føler mig vel mest sexet, når jeg er klædt på til at gå i byen og har lidt voks i håret. Og så har jeg altid været barberet forneden. Jeg var 24 år, da jeg startede på det, og jeg har gjort det lige siden. Min daværende kæreste syntes, det var sjovt. Jeg synes selv, det er meget behageligt. Det er også en fordel på mit arbejde, for jeg går til daglig et sted, hvor der er meget varmt, og man sveder ikke så meget forneden ...

- Det handler vel også om det erotiske?

- Selvfølgelig. Det var årsagen, da jeg begyndte på det, og det er det måske også i dag. Det er ikke så sjovt at få hår i munden ...

- Hvad betyder "størrelsen" for dig?

- Jeg ikke noget at skamme mig over, for jeg er fuldt tilfreds med mit lem, som i stiv tilstand er 18 cm langt og pænt tyk. De kvinder, som jeg har været sammen med i mit liv, har nydt min pik og dens størrelse, og det gør mig da glad. Alle mænd vil gerne have en stor pik - det betyder bare meget for mænd - men det er ikke nødvendigvis sådan, at alle kvinder nyder en stor pik, det ER jo ikke størrelsen, der afgør, om man er god til tilfredsstille en kvinde. Kvinder har faktisk noget af det samme med deres krop, som mænd har med "størrelsen". Mange kvinder går op i, hvordan de ser ud i en seksuel situation. De vil gerne have store bryster, der ikke hænger. Nogle går også meget op i, hvordan deres kusse ser ud - bryder sig ikke om, at de små skamlæber er for store og hænger udenfor. Personligt synes jeg, det ser godt ud.

- Hvordan reagerer kvinder på din krop?

- De lægger mærke til, at jeg altid er brun, lige meget om det er sommer eller vinter. Og det er NATURLIGT brun. Ikke solarium.

Jon Ungermand, 35 år og tømrer:

"Jeg har seks piercinger i pungen"

- Jeg dyrker ikke sport, men jeg har det fint med min krop. Som tømrer bevæger jeg mig dagen lang, og jeg tror, mit fag er godt for mit udseende.
Jeg vejer måske et par kilo for meget, men jeg er meget tilfreds med det hele ... jeg kan ikke komme i tanker om noget, der plager mig.

- Du er tatoveret?

- Ja, på brystet over hjertet står min datters navn og fødselsdag. Jeg har altid godt kunnet tænke mig en tatovering. Min far har mange, og da jeg fik min datter, skulle hun ligesom sidde tæt på hjertet.. Det er fint at bruge kroppen til udsmykning. Jeg har også seks piercinger i pungen. Mange piger siger: "Se mine piercinger i brysterne." Så kan man lige stikke den med: "Jeg har seks piercinger i pungen." Det havde de ikke lige set før ...

- Gør du noget særligt for dit udseende?

- Jeg går til kosmetolog en gang om måneden for at få ordnet ansigtet. Så i stedet for at have ét langt øjenbryn, har jeg to. Jeg får også ansigtsmassage, og det er en rar følelse. Jeg er rigtig meget ude i vejr og vind og laver meget gips-arbejde i mit job, det får huden til at tørre ud. Så er det meget skønt lige en gang om måneden at blive masseret og forkælet lidt i ansigtet.

- Barberer du dig på kroppen?

- Kun på pikken og pungen. Og en gang imellem, hvis ryggen begynder at ligne en angorasweater, kan jeg godt lige få den vokset hos kosmetologen. For det er nok det, jeg har hørt MEST fra kvinder: At mænd med hår på ryggen er det mest usexede i verden.

- Hvad falder kvinder for ved dig?

- For det meste får jeg bare at vide, at jeg er en drengerøv! Men LIGE på området omkring "størrelsen" har jeg faktisk fået komplimenter. De kvinder, jeg har været sammen med, har sagt, at den havde en god størrelse, og der var endda én, der sagde, at jeg havde en rigtig pæn pik. Og den var ikke skæv. Det havde jeg ikke hørt før! Men der ligger bare meget mandighed i, at man skal have en ordentlig pik.

- Er kvinder mere optaget af krop end mænd?

- Det begynder at udligne sig. Tendensen er, at mænd skal være metroseksuelle. Gøre meget ud af sig selv. Men jeg tror stadig, kvinder går mere op i deres krop end mænd, fordi det påvirker dem mere psykisk: "Uh, nu ser jeg lidt for tyk ud!" De dér super skinny, narkomanlignende modeller, de sammenligner sig med, er ikke normale. Jeg tænder på normale kvinder. De må gerne have KVINDEFORM.

Uffe Jakobsen, 30 år, radiograf:

"Jeg trækker maven ind!"

- Jeg er nok meget bevidst om, at jeg ikke er guddommeligt udformet, men generelt er jeg godt tilfreds. Jeg er lidt tyndbenet og lidt vel slank og ikke specielt muskuløs. Jeg har ligesom erkendt, at det er min kropsbygning. Det maskuline ideal er heldigvis ikke så hårdt pumpet som tidligere, hvor det var meget muskuløst og bodybuilder-agtigt. Det er mere metroseksuelt, handler mere om at have en slank, markeret krop og et modent udtryk i ansigtet. Det er mere nuanceret. Og dér, hvor JEG er maskulin, er i min modenhed og veltalenhed i visse situationer. Det er det, jeg kan leve lidt højt på, frem for på min kropslige bygning.

- Hvad kan du lide ved din kropsbygning?

- Jeg er meget glad for mine hænder, som jeg synes er lidt maskuline i det. Og ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt synes jeg, jeg er lidt heldig, for jeg har en slank og sund krop.

- Gør du noget for at tage dig ud fra din bedste side?

- Jeg trækker maven ind!

- Hvordan reagerer kvinder på din krop?

- Det ved jeg faktisk ikke. Jeg var lige ved at sige: Med overbærenhed ... jeg tror, de synes, den er middelmådig. Min kæreste er glad for den, som
den er, men jeg kunne godt forestille mig, at hun kunne tænke sig, at jeg gjorde lidt mere ud af den.

- Hvornår føler du dig mest sexet?

- Det gør jeg vel ... når min kæreste og jeg er tæt på hinanden fysisk og rører ved hinanden og bekræfter hinanden og hinandens kroppe. Med kærtegn. Ved at mærke hinanden. Intimitet handler om noget andet end udseende. Jeg synes i det hele taget, min kæreste er den smukkeste i verden. Enhver synes vel også, at den, man elsker, er den smukkeste i verden - uanset hvordan vedkommende ser ud.

- Barberer du din kønsbehåring?

- Jeg HAR været der. Men hvis man fjerner det hele, ser det faktisk mærkeligt ud, synes jeg. Nu barberer jeg kun noget af det. Jeg har behåring fra navlen og ned, og det kan jeg faktisk godt lide. Det er måske lige den streg af maskulinitet, min krop kan præstere!

- Hvad betyder "størrelsen"?

- Det er ikke noget, jeg går i koma over, men et eller andet sted betyder det selvfølgelig noget for mig og min selvfølelse. Jeg synes faktisk, jeg er tilfreds.

- Kunne du tænke dig at lave om på noget?

- At komme af med topmaven! Men den er arvelig ...

Caroline Henderson: Jeg er stadig skidegod i sengen

Fingrene væk fra Oliver Bjerrehus

Hvor godt kender du din orgasme?

Læs også