Træning og kost
14. marts 2012

Inden du bestiller din første spabehandling

Hvilken type behandling skal du vælge, hvor meget tøj skal du have på? Få guiden her
Af: Charlotte Rachlin
https://imgix.femina.dk/media/d994b801f4564cf58ac3029707261bcf.jpg

Foto: Hanne Fuglbjerg, Getty Images og PR

Der findes mange forskellige spa'er i de fleste større byer, og det kan være svært at vælge, hvilken spa der passer til dit temperament. Find derfor ud af, hvilke spa- og wellnesssteder der findes, og hvad de står for. Spørg din omgangskreds, om der er nogle spacentre, som de kan anbefale. Du kan også tjekke, om de er kvalitetssikrede via Wellness Danmark. Se mere på VisitDenmark, og find gode tilbud på spabehandling .


Vælg den rigtige behandling
Før du skal bestille tid, er det en god idé at tjekke, hvilke behandlinger der tilbydes. Tjek fx på internettet. De fleste spa'er tilbyder ansigtsbehandlinger, kropsbehandlinger og total-behandlinger. Der tilbydes også forskellige former for massage. Mange spa'er tilbyder også forskellige bademuligheder, f.eks. jacuzzi, saltbade, oliebade, koldbade og fodbade.

Tidsbestilling
Når du har besluttet dig for, hvilken behandlingsform du ønsker, skal der bestilles tid. Kontakt spastedet og fortæl, at det er første gang, du skal have en behandling. Fortæl, hvilken behandling du har valgt, og stil så de spørgsmål du evt. har omkring behandlingen. Hvis du kun ønsker en spaterapeut af samme køn som dig, så sig det nu. Husk at informere om forskellige hudsygdomme, for højt eller lavt blodtryk, allergier mm.


Typiske spa-spørgsmål

  • Skal jeg smide trusserne? Det må du helt selv om. Der er ingen behandlinger, som kræver, at du skal smide trusser eller bh. Men husk at medbringe ekstra undertøj, da det kan blive meget beskidt. SpaTerapeuten er uddannet i håndklædehåndtering, som betyder, at håndklædet skal dække bryst og underliv.
  • Skal jeg skifte foran SpaTerapeuten? Nej. De fleste SpaTerapeuter vil forlade kabinen, mens du skifter. Skulle dette ikke ske, kan du sagtens tillade dig at bede om, at din behandler forlader kabinen.
  • Hvorfor skal jeg være der i god tid? For at sikre, at du får fuldt udbytte af behandlingen, er det vigtigt, at du ikke er stresset, når du går i gang med behandlingen. Mange steder anbefaler, at man kommer 30 min. før og har så et afslapningsområde, som de tilbyder, man starter i.
  • Skal jeg have taget et bad, lige inden jeg kommer? Nej, men god hygiejne er en selvfølgelighed. Dvs. tag et bad om morgenen, inden du skal til behandling.
  • Skal jeg være nybarberet på mine ben? Nej, det behøver du ikke.
  • Vil jeg få rejsning? Nogle mænd oplever en rejsning i starten pga. berøring. Men SpaTerapeuten ved, at det ikke er seksuelt, og under den videre behandling vil rejsningen falde, når kroppen vender sig til massagen og berøringen.

> Læs også : Guide til de bedste kropsbehandlinger i Danmark

Spa-ordbog

Aromatiske olier Velduftende urte- og blomsterolier blandet med basisolier.
Clay Mask/Mud wrap Lermaske, nogle steder bruges varmetæppe som wrap, andre bruger varme gazebind.
Deepcleansing Dybdeudrens.
Destress Afstressning
Detox Udrensning af affaldsdepoter og lymfekirtler mm.
Exfoliering Fjernelse af døde hudceller.
Hotstone massage Massage med varme lavasten.
Manicure Håndbehandling
Pedicure Fodbehandling
SPA Salus per Aqua (latin, som betyder "helse gennem vand")
Spirulina Blå/grøn alge, som virker udrensende og opstrammende.
Thai balls Massage med varme urtebolde.
Thalasso En behandlingsform med alger og vand.
Tørpolering Fjernelse af døde hudceller med tør handske.
Wrapping Indpakning med bl.a. varmetæpper, gazebind, bananblade mm.
Æteriske olier Rene blomster- og urteolier.

> Læs også : Q tester healingmassage

Læs også