Læger advarer mod naturmedicin
foto: all over press
Naturlægemidler og kosttilskud er ikke nødvendigvis uskadelige, bare fordi de er "naturlige". Der rapporteres et stigende antal tilfælde af alvorlige bivirkninger i forbindelse med indtagelse af naturprodukter, hvoraf nogle har været yderst alvorlige og livstruende.
Især leveren, hvor hovedparten af lægemidlerne nedbrydes, er udsat for giftpåvirkning, og der er rapporteret om tilfælde af både akut og kronisk leverbetændelse, udvikling af skrumpelever, leversvigt og levertumorer.
I en artikel i Ugeskrift for Læger advarer danske leverlæger mod naturmedicin med en liste på 40 naturprodukter, som mistænkes for at kunne give leverskader. Det skriver skriver Berlingske.
- Vi vil opfordre lægerne til at være opmærksomme på disse produkter, fordi de kan have alvorlige bivirkninger, og mange patienter fortæller ikke selv om naturmedicin og kosttilskud, fordi de oplever det som sundt og naturligt, siger Claire Jacobsen, læge ved Medicinsk Afdeling på Køge Sygehus, der sammen med to kollegaer har gennemgået faglitteraturen efter tilfælde af leverskader i sammenhæng med naturprodukter.
Stadig flere af danskerne tager naturlægemidler eller kosttilskud. Rundspørger viser, at omkring halvdelen af os bruger dem dagligt. Der er 103 godkendte naturlægemidler i Danmark og 1.700 kosttilskud.
Se listen på naturprodukter der kan være skadelige på b.dk her.
Læs også " Kan børn få alternativ behandling?" på Mama.dk.
Eller læs en guide til alternativ behandling til børn på Mama.dk.