Ekspert: Skønhed kommer ikke indefra
Skønhed kommer indefra. Eller hvad? Spørger man sociolog Emilia van Hauen er holdningen, at det er noget værre vås. For hvad vi gør
med vores udseende, er et aktivt valg. Et valg, der er afgørende for vores overlevelse. Sådan groft skåret.
Skønhed kommer ... hvorfra?
Alt tøjet sidder underligt, og uanset hvor mange løstsiddende, sorte kjoler du hopper i, føles det stadig forkert. Og håret? Den usamarbejdsvillige høstak, den har du opgivet. Ud ad døren og af sted. Selv om klokken kun er otte om morgenen, er dagen allerede startet skævt. Du føler dig forkert. Der findes dem (faktisk ret mange - og måske du selv er én af dem?), der siger, at skønhed kommer indefra. Men er det ikke kun en halv sandhed? For kan det ikke, til en vis grad, lige så godt være omvendt - eller i det mindste være en vekselvirkning?
Jo, mener sociolog Emilia van Hauen, der er ved at være godt træt af den slidte talemåde, der måske i virkeligheden godt selv kunne trænge til en makeover.
OM EKSPERTEN
Emilia van Hauen er sociolog, trendrådgiver, foredragsholder og kommentator.
Hun beskæftiger sig med tidsånden i samfundet og har speciale inden for moderne livsformer, trends og tendenser.
Hun er desuden forfatter til flere bøger, senest bestselleren "Farvel Egofest. Og goddag til formål og fællesskaber".
"At skønhed kommer indefra, er simpelthen ikke sandt. Betydningen af æstetik bliver generelt undervurderet, selv om vi i vores kultur virkelig dyrker den. Din fremtoning, måden, du bærer dig selv på, er ekstremt kommunikativ. Og det er naivt at tro, at det ikke forholder sig sådan. Og desuden en meget dårlig strategi at efterleve, da det berøver os nogle muligheder for at opgradere os selv," siger Emilia van Hauen og uddyber:
"Viser du med dit ydre, at du sætter pris på dig selv, vil andre behandle dig derefter. Det er stadig tabubelagt at gå op i sit udseende, og det kan undre, når æstetik har en direkte indvirkning på vores velbefindende. Det kan både give energi, øge vores handlekraft og ændre vores emotioner basalt set. Så det betyder naturligvis noget, hvordan vi ser ud."
Dømmer du?
Kan du selv sige dig fri for at dømme andre på deres ydre? Uanset hvor politisk ukorrekt det er, er det vel kun naturligt, at udseendet, på kort sigt ganske vist, afgør, om du bliver en succes. Heldigvis kan lækkert hår og en skarp hjerne sagtens kombineres. Men der er stadig noget galt i måden, vi anskuer skønhed på, mener Emilia van Hauen.
"Skønhed har altid ligget til det kvindelige køn, og netop derfor har det lavstatus, fordi der stadig er forskel på opfattelsen af kønnene. Det er f.eks. mere i orden at være en drengepige end en tøsedreng. En kvinde, der gerne vil være succesfuld, adopterer derfor stadig de maskuline træk ved f.eks. at forsøge at fremstå mere intellektuel."
1000 tak, men ...
Tabuet omkring interessen for vores eget udseende findes alle vegne. Kig blot rundt i din egen kreds af veninder. Vi skal helst være lækre på en tilfældig måde: "Det her lækre hår og den her sirlige makeup? Det brugte jeg knap fem minutter på," siger din veninde. Og den gudesmukke kjole hun smyger sig i?
Den lå tilfældigvis øverst i skabet den morgen. Det samme gælder, når vi modtager komplimenter. Hvis du er som de fleste, tager du ikke de søde ord ind ukritisk, men opstiller en række undskyldninger, der lukker luften ud af komplimentet.
Køn og dum?
Men hvorfor er det egentlig så forkert at gå op i sit udseende?
"Tanken er, at hjerne trumfer krop. Det handler om forestillingen om, at er du smuk, så er du nok også dum. Derfor skal vi helst være smukke på en henkastet måde. Det bliver betragtet som værende overfladisk at gå op i sit udseende, men det kan sagtens kombineres. Det behøver ikke være enten eller," siger Emilia van Hauen.
I miljøer, hvor man arbejder med æstetik, er det ofte mindre ugleset at gå op i sit ydre. Sådan er det dog ikke i alle brancher.
"I den akademiske verden er det ofte sådan, at hvis du ikke viser, at du gør noget ud af dig selv, så virker du på en måde mere troværdig," siger sociologen.
Så er dén dag ødelagt …
Mens undertegnede skriver denne artikel, ærgrer hun sig flere gange over, at det absolut skulle regne i morges. Håret er fladt. Og bukserne strammer i øvrigt. De nye sko klemmer på venstre fod på anden tå mod venstre. Det er slet ikke optimalt. Hvorfor netop den følelse kan ødelægge en hel dag, er da besynderligt. Men det er forklaringen langtfra.
"Vores udseende afspejler vores personlighed. Så det kan påvirke følelserne, hvis vi udadtil fremstår som noget, vi ikke føler, vi er. Du ville f.eks. også føle dig utilpas, hvis du gik rundt i bikini på jobbet. Vi undervurderer hele tiden det ydre, men sandheden er, at overfladen afspejler din værdisætning," siger Emilia van Hauen, der forklarer, at det at kigge på noget kønt ganske enkelt påvirker humøret på samme måde som den effekt, der ligger i at spise. Vi bliver mætte.
"Vi tiltrækkes af det sunde, da det sikrer vores overlevelse. Sådan er naturen indrettet. Og det sunde er oftest det smukkeste. Det er den biologiske forklaring. Man kan derfor sige, at æstetik er en overlevelsesstrategi for mennesket. Så ikke at turde gå op i det ydre er på flere måder overfladisk."
Idealer til alle
Heldigvis er der ikke kun ét ideal. Det handler om at turde vise, hvem vi er. Tag f.eks. den amerikanske sangerinde Beth Ditto. Hendes BMI er langt over middel, men det forhindrer ikke store dele af modebranchen i at betragte hende som et stilikon.
"Det handler om at turde vise sig frem i den version, man selv synes bedst om, at turde fejre sig selv. Det gør Linse Kessler f.eks. Hun ligner det ideal, hun drømmer om, og det er grundlæggende det, det handler om, nemlig at dyrke sin egen æstetik. Vise, hvad der er smukt ved lige netop dig," siger sociologen.
Vi skal dog ikke glemme det indre. Og måske heller ikke underkende vekselvirkningen mellem det mentale og fysikken. Det er klart, at en god selvfølelse kan give et spark energi til det, du udstråler, og måden, du dermed tager dig ud på, men det er vel de færreste, der ikke får det skønt af en tur i frisørstolen.
"Det virker jo at købe et par nye sko eller se en flot udstilling. Der ses en forskel i livskvaliteten, når vi gør noget, der tilfredsstiller øjet. Et eksempel er Kræftens Bekæmpelses kurser, hvor kemoramte kvinder lærer at lægge en flot makeup," siger Emilia van Hauen, der understreger, at vi helt basalt er seksuelle væsener, der har brug for at blive set.
Skønhed fra Shoppen. Og så på tilbud! SeHER!