Kvinde, det må du ALDRIG gøre!
Foto: All Over
Forstil dig følgende: Solbrændt 45-årig kvinde med langt flagrende hård, et par plus kilo på hoften iklædt stramme shorts ryger en hjemmerullet cigaret med lidt fjolletobak. Hun nyder aftensolen efter, hun har kørt sin teenager til Roskilde Festival. Hun er stolt at sin unge og fik da også pralet lidt på Facebook med arvingens flotte 12-tal.
Nu har hun netop luftet sin hund ved stranden, hvor de sammen fik en kort svømmetur i havet og tænker tilbage på en herlig dag, der begyndte med brunch: Et par store krus sort kaffe, ciabattabrød, ost og pandekage med honning.
Om lidt vil hun med et glas rødvin og et par saltlakridser sætte sig ind foran computeren og tjekke de sites ud, hvor hun har en datingprofil. Det kunne være skønt med lidt uforpligtende mandligt selskab mens hun har hjemmet for sig selv.
Hvad tænker du? Er det skønt, skørt eller forkert?
Overtræder kvinden forbud og uskrevne regler? Som f.eks. at hvis du er over 40 år, så er det slut med langt hår og korte skørter. Er du kraftig, skal du skjule din krop i løse gevandter. Og du skal i alt fald undgå solen. Du må ikke køre din teenager til Roskilde Festival, for så er du en curlingforælder, der skader dit barn, som ikke lærer, at livet er hårdt og fyldt med modgang.
Omvendt skaber du et præstationssamfund med lavt selvværd, når du praler med dit barns høje karakterer offentligt. Du må ikke tage din hund med på stranden, måske den tisser i havet. Du må ikke være doven og blot køre bil og sidde foran computeren, og slet ikke hvis du kombinerer det med kaffe, rødvin og slik. Det er ikke politisk korrekt, når kvinder står ved deres seksuelle behov og søger dem dækket - evt. med flere skiftende partnere. For ifølge meningspolitiet kan man godt være billig, selvom man er "gammel".
Og hvad med det hvide brød? Fy fy skamme skamme, fy fy slut, forbudt!
Vi lever i en verden af regler og forbud. Vi bliver konstant bombarderet med råd om, hvordan vi skal opføre os om, hvad der er korrekt i forhold til vores sundhed og kost, men mange af rådene er ikke andet end nedbrydende fordomme, sejlivede myter og ikke videnskabeligt baserede "fakta".
I dette nummer af Q rydder vi op i nogle af de myter, der hersker på fødevareområdet, og hjælper dig til at blive mere afslappet i forhold til din mad. Sandheden er, at størstedelen af vores madvarer ikke kun er sunde eller usunde. Ligesom de mange råd og meninger om, hvordan vi skal opføre os ikke er enten sande eller falske.
Vi skal ikke holde hinanden nede. Vi skal ikke begrænse hinanden, fordi vi ikke er ens i alder, udseende, kondi eller måde at være forældre på eller har forskellige seksuelle behov…
Jeg er nysgerrig efter at høre din mening om forbud og regler - som både samfundet og vi selv opstiller. Skriv til mig på lizl@q.dk
Detox Kit til stresset hud!Køb det i
SHOPPEN!