Kærlighed og sex
5. april 2011

Mænd laver mindre og får mere ros

Mænd får mere ros, selvom de ofte er mindre flittige viser dansk undersøgelse.
Af: af Marie Tromborg, alive.dk
https://imgix.femina.dk/media/76c7b8ed128a4605a543fa318be837f7.jpg

foto: all over press

Kvinder forbereder sig en del mere end mænd. Men mænd får mest ros og anerkendelse. Det viser en undersøgelse blandt danske hhx-elever, som Center for Ungdomsforskning ved Aarhus Universitet (Cefu) står bag.

Godt hver tredje kvinde møder velforberedt op til timerne, det gælder kun for 25 procent af mændene.

Samfundet forskelsbehandler
Alligevel oplever drengene at få mere ros. En tredjedel af de drenge, som ikke forbereder sig hver uge, oplever, at de tit får ros af læreren, mens det kun gælder en femtedel af pigerne.

- Der er en klar forskelsbehandling af drenge og piger igennem hele deres opvækst. Samfundet forventer forskellige ting af hhv. piger og drenge og de forskelle fortsætter gennem hele livet, siger cand.mag. Rikke Brown fra Cefu til alive.dk.

Gælder også for voksne
Tendensen kan overføres på det danske arbejdsmarked. Det bekræfter arbejdsmarkedspsykolog Einar Baldursson.

- Problemet er lige så velkendt som det er irrationelt. Efter alt at dømme gælder for både mænd og kvinder, at de overvurderer mænds resultater, men undervurderer kvinders, siger han.

Og det er ikke den eneste årsag til, at mænd får mere ros og anerkendelse for deres præstationer end kvinder, der præsterer det samme.

- Tidligere måtte kvinder slås med fordomme på arbejdsmarkedet, nu slås de med at være det nye flertal, som automatisk vurderes til at være mere gennemsnitligt. Desuden har kvinder en tendens til at overopfylde forventninger og de krav, der bliver stillet - det gør dem mere ens, siger Einar Baldursson.

Virker fremmende og hæmmende
På Cefu har man får nylig også undersøgt, hvordan tendensen påvirker unge, når de skal videre i livet efter deres gymnasiale uddannelse.

Blandt alle mandlige studenter fra 2006 er der en klar tendens til, at man enten er videre på en lang videregående uddannelse eller er faldet igennem.

- Det siger jo noget om, at rosen og anerkendelsen virker fremmende på nogle, men for andre giver et misvisende billede af egne evner, siger Rikke Brown.

Læs også: 5 karriereråd af kvinder til kvinder

Læs også