Fuldkorn er et hit!
Rugbrød og havregryn samt anden mad med fuldkorn sættes stadig oftere på de danske spiseborde. I foråret købte danskerne over en fjerdedel flere varer med fuldkornslogo - 26 procent - end i samme periode sidste år.
Det viser tal, som Fuldkornspartnerskabet har offentliggjort. Samtidig viser tallene, at danskerne spiser stadig flere fuldkornsprodukter i stedet for hvede. Især rugbrød og havregryn er populært. Dermed har forbrugerne lyttet til Fødevarestyrelsen, som anbefaler, at voksne danskere spiser mindst 75 gram fuldkorn om dagen. I Fuldkornspartnerskabet samarbejder Fødevarestyrelsen med flere firmaer samt foreninger som Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen og Hjerteforeningen.
Til denne udvikling siger Lisa Bolting, chefdiætist ved SlankeDoktor.dk: "Det er med stor glæde, vi kan konstatere, at der spises mere fuldkorn i Danmark end tidligere. Fuldkorn er sundt for vores almindelige velvære men især fordi, du bliver lettere mæt, jo mere fuldkorn du spiser, og dermed har du også lettere ved at reducere din vægt, hvis dette er et ønske."
Kilde: www.bt.dk