Selvudvikling
17. september 2012

Køb et smykke – og red tigernes liv!

Livet står på spil for disse nuttede hvide tiger-trillinger. For der mangler penge til udvidelse af deres nuværende indhegning. Det har fået designer Thomas Bickham i gang med det helt store redningsprojekt…
Af: Malene Fich Weischer
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2012/september/tiger-prim.jpg

foto: Jacob Helbig

Man kender det jo godt fra én selv. At man falder over noget, som bare er så nuttet og kært, at man har lyst til at gøre snart sagt hvad som helst for dem eller det. At man slet ikke kan bære, at der kan ske dem noget ondt. Nogenlunde sådan havde Thomas Bickham det, da han mødte de tre små hvide tigerunger, som er kommet til verden i Næstved Zoopark.

Mangler penge
Tigernes skæbne er nemlig uvis: Skal parken beholde tigerne, er de nødt til at udvide deres anlæg - men der mangler penge til det. Derfor er Zoopark løbende i kontakt med andre zoologiske haver og privatpersoner, som forhåbentligt vil kunne overtage tigerne hvis ikke pengene rejses. Allerhelst vil de selv beholde tigerne, men frygter at de i sidste instans må aflive dem på grund af pladsmangel.

Sagnomspundne arvinger
Tigerungerne er efterkommere af den næsten sagnomspundne indiske tiger Mohan, som i 1951 blev fanget af Prince Rewa Maharaja Singh, efter at han havde jagtet den i månedsvis. Alene derfor er de meget sjældne, men dertil kommer, at de også er trillinger og at to af dem har nogle meget sjældne farver.
Men det er ikke den eneste grund til, at Thomas Bickham nu har designet et smukt, smukt halsbånd, som kun sælges i tre eksemplarer, for at rejse penge til et nyt anlæg til de små tigerunger.

Vær til stede i nuet
"Jeg var så heldig at få mulighed for at komme helt tæt på tigrene, da jeg var på besøg i Næstved, og det var en enestående og fantastisk oplevelse at være i nærkontakt med så unikke og vilde dyr", fortæller Thomas Bickham til oestrogen.dk og fortsætter:
"Jeg tror, at mennesker, som har været tæt kontakt med et dyr - truet eller ej - ved, at det er den direkte vej til en oplevelse af at være 100% til stede i nuet."

Arbejder med pels til hverdag
At det så netop er Thomas Bickham, der har sat sig for at redde tigerungerne, er der imidlertid mange, der anser som temmelig ironisk. Udover at han tidligere i sin karriere blev kendt i programmer som Big Brother, Hit med sangen og De fantastiske fem, så driver han nemlig til dagligt et designfirma, hvor han primært arbejder med pels. Af samme årsag er tigerhalsbåndene også lavet af pels. - Om end fra mink.
"Fordi jeg arbejder med pels som hovedmateriale, så bliver jeg i mange menneskers øjne en koldblodet skruppelløs dyredræber", fortæller Thomas Bickham om sin anden bevæggrund til at støtte op om tigerne.

Dobbeltmoral?
"Jeg oplever en dobbeltmoralsk holdning til pels, ofte bygget på menneskers uvidenhed. Jeg ser jo hvordan dyresags-forkæmpere (og deres husdyr) spiser kød. De går med lædersko, bælter, går til fodboldkampe, hvor bolden er lavet af læder osv osv. Og jeg synes, det er påfaldende, at de ikke selv ser ironien. Jeg respekter, at vi har forskellige holdninger, men mener godt at man kan have en kærlighed for dyr og pels på samme tid!"
"Tigerne selv spiser også kød for at overleve. Både i naturen og i fangenskab. Det er en del af den naturlige cyklus. Og så er der da i øvrigt også det element i det, at mink, som halsbåndet jo er fremstillet af, bruges til blandt andet til fremstilling af biodiesel og gødning: Så på den måde er der meget bæredygtighed forbundet med pelsavl. Så man kan ikke stille det så ensidigt op, som nogen gør, synes jeg."

På dyrenes præmisser
For Thomas Bickham handler det om, at dyrene har det så godt, som muligt, mens de er i live.
"Jeg går op i dyrevelfærd generelt, og i særdeleshed at de dyr, som lægger pels til mine produkter, har levet så værdigt et liv som muligt hos de avlere, de er opdrættet hos. Derfor har det i sammenhængen med tigerungerne også betydet rigtigt meget for mig, at Næstved Zoopark, hvor ungerne er, udemærker sig ved så vidt muligt at etablere sig på dyrenes præmisser. Det betyder at de giver mere plads til dyrene, og gør meget ud af at give dem så naturligt et reservat som muligt", slutter Thomas Bickham af.

Har du lyst til at give et bidrag til udvidelsen af ungernes anlæg, kan du enten købe et af de tre, eksklusive smykker, som Thomas Bickham har designet i samarbejde med Mads Heindorf.
Eller - hvis din pengepung minder lidt mere om vores - støtte med et mindre beløb via Næstved Zooparks hjemmeside.


Halsbåndet til støtte for tiger-trillingerne findes kun i tre eksemplarer. Det er lavet af safirer, guld, perler og diamant, og det koster 500.000 kr.
Køber du et halsbånd vil du blive indskrevet på en æresplade i Næstved Zoopark, ligesom du vil få et certifikat som dyrenes protektor. Desuden vil du modtage et billede af tigerungerne med et poteaftryk.

Få mere information her

Læs også