Lizl Rand: Kan man være autentisk i høje hæle og fuld makeup?

For nogle måneder siden var jeg vidne til et ubehageligt selvsving på Facebook, hvor en række kendte meningsdannere (= kvindelige kommentatorer) delte nedladende og hånlige kommentarer om en anden kvinde. Eller rettere en navngiven kvinde, som de fleste kender, da hun er tidligere studievært, har udgivet en række bøger og gjort karriere som direktør i en større medievirksomhed. Det vil sige, at omtalte person rent karrieremæssigt har gjort det godt.

Udseende over indhold?

Alligevel blev hun mobbet pga. en video, hun havde lavet, der fortæller om en selvhjælpsbog, der udgives i USA. Jeg har valgt ikke at sætte navne på aktørerne, da jeg ønsker fokus på emnet i stedet for en popularitetskonkurrence om, hvem man bedst kan lide af de kendte. De rasende på Facebook havde stirret sig blinde på denne kvindes udseende, der ikke umiddelbart er alderssvarende. Hun ligner på ingen måde det, man fordomsmæssigt forbinder med en kvinde 50-plus. Hun har en slank talje, langt lyst hår, stor barm, går i høje sko og stramme kjoler, der sidder som på de unge modeller i reklamerne.

Denne kvinde har aldrig lagt skjul på, at hun har fået indopereret brystimplantater, bruger ekstensions i håret og får forskønnende injektioner og slankende behandlinger samt lever sundt og dyrker motion for at holde sin krop. Det er hendes valg, hendes tid og hendes egne penge. Og det har i min optik intet med hendes talent eller hendes budskaber at gøre.

Men snakken på Facebook gik på vedkommendes udseende, og at hun ikke kunne være autentisk med sine bøger og holdninger, når hun så sådan ud. Således skrev en af de mest fulgte meningskvinder på Facebook bl.a.:

"Kære alle unge kvinder på vej ud i erhvervslivet eller bare på vej ud i livet, alle jer som måske er på lidt usikre ben og kigger efter kvindelige erhvervsfolk, I kan identificere jer med og se op til, jeg har noget GODT at sige til jer: Der er flere veje. Der findes en sund, god og skøn autentisk vej, som hverken behøver at indeholde plastikbryster, botox, restylane eller falske smil. Det viser sig, at man kan få en ganske glimrende karriere uden at blege sit røvhul og uden at være tynd som et mål i sig selv."

Selviscenesættelse

Fordømmelserne nærmest snublede over hinanden i kommentarsporet, og opdateringen blev delt og liket. Mens jeg læste, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om mænd ville diskutere på den led. Forestil dig, at en kendt mand havde lavet en video som reklame for sin bog, og andre mænd så kritiserede ham for at have en for trænet overkrop til, at man kunne tage hans bog seriøst?

Jeg kunne ikke lade være med at reagere. Og skrev:

"Forstår ikke, hvad dit råd til unge kvinder har med omtalte video og person at gøre? Og skal man se ud på en bestemt måde for at være autentisk? Kh. Lizl, der farver hår, bruger makeup og næsten altid går i høje hæle (på nær i skoven)."

Min kommentar fik mange likes, og jeg fik tilmed private beskeder fra kvinder, der takkede og roste mit mod for at turde stå op mod meningsdannerne. Selv turde de ikke. Og det er synd. For det jo sundt, at vi forholder os til vores selv-iscenesættelse.

>> Hvornår var du sidst tilfreds med dig selv? Se den rørende video her

Makeup og autenticitet

Dove kørte i foråret en kampagne med makeup- fri mandag, fordi de ønskede at støtte op om, at kvinder skulle føles sig smukke uden brug af makeup. Selv om jeg hylder den gode vilje bag, så endte det alligevel med, at det var fotos af lutter skønheder, der blev delt - redigeret med et forskønnende filter. Og egentlig synes jeg, det er noget fis, at man ikke må tage sig ud fra sin bedste side, når man deler et foto af sig selv. Er man mere autentisk, fordi man ikke har mascara på? Er det ens sande ansigt, når man kan se et par karsprængninger eller en bums?

Som så mange andre blev jeg også opfordret til at vise "mit sande jeg" - så uden filter, uden makeup, uden vinderposering og krops-befordrende tøj at gemme mig bag viste jeg, hvordan jeg så ud en lørdag morgen til træning. Men jeg følte nu ikke, at dette var MERE mig. For er jeg mere ægte, når jeg sveder i Fitness World, end når jeg er på mit kontor i stiletter eller er ude og holde foredrag og har sat håret? Eller er jeg mest autentisk, når jeg sidder i pyjamas foran pc'en og skriver dette?

Du ser ikke angst nok ud!

For et par år siden udkom jeg med bogen "Kom stærk ud af din angst" - en personlig beretning om at ligne en succes udenpå og være bange indeni. Det var min private fortælling om at leve med angst igennem ti år. En lidelse og sorg, som jeg ikke delte med andre, fordi jeg ikke havde overskud. Først da angsten ikke længere rasede, og jeg ikke længere var i proces, havde jeg lyst til at lukke omverdenen ind og dele mine erfaringer.

Både nu og da jeg udkom med bogen, fik jeg masser af respons - bogens budskab har været vigtigt. Men jeg har også mødt fordomme, når jeg skulle give interviews til andre medier om bogen. En journalist kunne ikke lade være med hele tiden at omtale mine høje sko og mit pæne kontor og tillægge mit tøj og mine omgivelser værdi som angstfremkaldende og noget, der skabte mindreværd hos andre, fordi det i hendes optik var så perfekt.

>> Jakob Olrik: Kære kvinde, drop nu det perfekte look!

... Og dine ben er for lange

Jeg måtte nærmest forsvare og forklare, at vi jo hver morgen har et valg i forhold til f.eks., hvilke sko vi tager på. Jeg valgte et par højhælede, fordi jeg kan lide dem - mens hun så valgte sine gummisko.
En fotograf kom i diskussion med sin redaktør om, hvilket billede der skulle bruges til at illustrere interviewet med mig i en avis. Fotografen havde valgt et helfigurs-foto, hvor jeg står ved havnen med vand og sol i baggrunden. Redaktøren mente, at jeg havde for lange ben på det foto!

På et onlinemedie fik jeg kritik for, at jeg havde for velsiddende nyklippet hår og fik forklaret, at det derfor virkede falsk, når jeg sagde, at det ligger i tiden at være autentisk. Og en fotograf fra en stor avis ville kun skyde fotos af mig, hvor jeg kiggede bedrøvet ned - selv om jeg fortalte, at det faktisk var en stærk og positiv historie, jeg havde udgivet.

Jeg lignede åbenbart ikke en med angst, fordi jeg ser glad ud, går i høje sko, har lange ben og et pænt kontor og har skabt mig en karriere? Og jeg kan ikke være autentisk, fordi jeg går til frisør og forsøger at se så pæn ud som muligt på fotos?

Uanset makeup, tøj, skønhedsfif, motion og hvad vi ellers gør, så er vi os selv hele tiden. Og om vi viser fotos af os selv uden makeup eller med, så er det stadig en selvpromovering. Også når vi peger fingre af andre og siger: "Jeg er mere autentisk end hende dér…"