Jakob Olrik: Er din erotiske muskel blevet for slap?
foto: Privat
Vi går så sindssygt meget op i at træne alt muligt. Vi træner kroppen; kæmper med fitnessmaskinerne for at få sixpack og høje baller. Og så læser vi aviser, vi holder vores mentale styrker intakte ved at sætte os ind i politiske holdninger og tage på kurser og ekstrauddannelser. Sundhedsmusklen træner vi også; vi går på kure, blender grønsager og forkaster heroisk det hvide onde brød.
Jakob Olrik: Undgå onsdagsrulleren
OM JAKOB OLRIK
Jakob Olrik blev for alvor kendt i programserien "I seng med DR2". Herefter gik det stærkt som fast sexekspert i "Go´ Morgen Danmark" (sommeren 2010), debattør og klumme skribent for Politiken og EB.
Tidligere har han været med til at etablere og været rektor for sexologuddannelsen samt kognitiv parterapeutuddannelsen, der begge stadig har til huse i Wildersgade i København.
I 2010 udkom hans første bog "Mer´og bedre sex". Og 2013 bogen "Kvinde, kend din mand".
I starten af 2015 skyder han hul på sin store Danmarksturne med navnet "Kvinde, kend din mand".
Men hey, hvad med den erotiske muskel? Husker vi også at træne den, eller er den slap som en gummitarzan-arm?
Jeg oplever, at mange har et anstrengt forhold til at træne den side af sig selv.
Følelsen af at være alene
Mange vælger at droppe erotikken til 'den rette dukker op'. Og det kan tage noget tid. Nogle år. Og når man i mellemtiden ikke vil gå i seng med 'de forkerte' og ikke vil kysse nogen, man alligevel ikke skal giftes med, så kører den ene bus efter den anden forbi én ved busstoppestedet. Reglerne for, hvad der gør 'den rigtige' til 'den rigtige', bliver stadig strengere, og den erotiske muskel forbliver slap og utrænet.
Og så er der dem, der gør det modsatte: Kysser alle de kan komme i nærheden af, går i seng med alle, og i det hele taget kaster sig rundt i høstakken som evighedssingler, der konstant er på jagt efter nålen. Den ene seksuelle oplevelse overtages af den næste. Der er ikke tid til at fordøje. Eskapaderne bliver til præstationer uden kontakt til hjertet, uden dyb tilfredsstillelse.
På den måde havner disse to typer samme sted: De føler sig i bund og grund dybt alene.
Hvis vi træner vores erotiske muskel, vil vi ikke føle os alene!
Den erotiske muskel er energi og livsglæde
Vores erotiske muskel er ikke bundet op på præstationer, situationer eller set ups. Det handler ikke om, hvor mange vi kan nå at kysse, eller hvor mange vi går i seng med, eller hvem der er den rigtige for os i et forhold.
Den erotiske muskel er bundet op på vores væsen. Den er en del af os, den er en del af DIG, det er energi, livsglæde, åbenhed og optimisme.
Og vi kan enten vælge at gemme vores erotiske side væk, spærre den inde, eller vi kan vælge at slippe den ud og græsse frit!
Og bare rolig, den er ikke farlig! Kære kvinde, bare fordi du har en kæreste, kan du godt kigge op fra indkøbsposerne og sende stråler ud, uden at dit indre vilddyr går amok og vil have sex med fem mænd på én gang. Din erotiske udstråling er ikke farlig og utæmmet. Det er bare en del af dig og din livsgnist.
Og kære mand; din værdighed forsvinder ikke, fordi du flirter med en der "er under din standart". Slap dog af. Vi er sgu da alle lige!
>> Få en bedre forståelse for parforholdet med parterapeuten Peter Kongshaug. Download lydbogen her.
Drop den indre fejlfinder
For mig at se, træner vi vores muskel ved at droppe den negative mentalitet. Drop den indre fejlfinder, der tænker: Han/hun er ikke god nok til sådan en som mig. Jeg synes han/hun er kedelig, grim, for tyk/tynd eller for forkert.
Drop forestillingen om, at der er noget, der er in og yt. Hvis vi ikke dropper den indstilling, slagter vi vores erotiske muskel og bliver til en flok vatpikke og primadonnakontrolfreaks.
Hallo. Du går ikke efter én kvinde, du går efter kvindeligheden!
Du går ikke efter én mand, du går efter mandligheden!
Se det smukke i ALLE kvinder og i ALLE mænd. Find det smukke og erotiske ved ethvert menneske. Det er positiv energi. Alle er sexede, lækre og søde på hver sin måde.
>> Køb Jakobs bog "Kvinde, kend din mand" her
Lad dit erotiske væsen leve
Luk op! Flirt! Du skal ikke giftes med dem, du flirter med. Du skal ikke (nødvendigvis) i seng med dem. Du træner bare din erotiske muskel og åbner dig kropsligt og åndeligt.
Lad dit erotiske væsen møde andre erotiske væsner.
Det vil sætte bål og brand i gaderne, og lad for pokker bare flammerne rase!
Kærligst fra Jakob
Artiklen indeholder affiliate links