Så meget afslører din sexlyst om dig
Foto: All Over Press
Det siger din sexlyst om dig
Det kan være svært at have tid og overskud til at være intim med sin partner efter en lang dag med arbejde, indkøb, børn, tøjvask og tusind andre ting, der skal klares i hverdagen.
Men har du heller ikke lyst til sex, når der endelig er tid til det?
Ifølge sexolog Cecilie Lolk Tommerup, der har skrevet bogen "Lyst til mere lyst", kan en manglende lyst til sex skyldes rigtig mange ting.
- Lyst er et symptom på, hvordan du har det. Og har du ikke lyst, er det som regel et tegn på, at der er noget, der ikke spiller i dit liv, siger Cecilie Lolk Tommerup til Alive.dk.
Lytter du til forventningerne?
Har du generelt ikke specielt meget lyst til sex, er det derfor oplagt at give hele dit liv et gennemtjek.
- Vil du have mere lyst, så skal du kigge på dit liv generelt. Bor du det rigtige sted, har du det rigtige arbejde, er der konstant rodet derhjemme, lever du med den rigtige mand, eller har du venner, der suger al din energi? Du kan naturligvis heller ikke kaste det hele over på din mand, hvis det er ham, du har problemer med. For du kan jo spørge dig selv om, hvad du bidrager med, forklarer Cecilie Lolk Tommerup.
Du skal også overveje, om du selv gerne vil have mere lyst, eller om du vil have lyst, fordi omgivelserne har forventning til det.
- Det er okay at sige, at du har det fint med at have sex en gang om måneden, hvis det passer dig godt, siger Cecilie Lolk Tommerup.
Gode råd til mere lyst
Sexologen siger også, at vi skal acceptere, at der er perioder i vores liv, hvor vi har mindre lyst til sex.
- Lysten går op og ned - acceptér det. Hvis du har et urealistisk billede af lyst, så bliver du skuffet. Spørg dig selv, hvad du har lyst til. Og gør det klart for dig selv, hvordan du vil have jeres sexliv ser ud, siger hun.
Cecilie Lolk Tommerup giver følgende råd til, hvordan du kan arbejde på at få din lyst igen:
- Prioriter og hav fokus på jeres parforhold og din lyst. Skærp dine sanser ved at lære din krop at kende, f.eks. ved at smøre den ind i mandelolie efter et langt bad. Styrk jeres forhold og nærhed ved at have øjenkontakt og være tætte - husk at have tid til det.
- Tag dig selv seriøst. Hvis du har et ønske om, at jeres sexliv skal se ud på en bestemt måde, så tænk over, hvor det ønske stammer fra, og hvordan I kan opnå det.
- Arbejd på at få kærlighed til din egen krop. Væn dig til den og accepter den ved at kigge på kroppen som den er.
- Der er ingen nemme tricks til at få mere lyst. Du er nødt til at lave den grundige gennemgang.
- Tænk over dit parforhold. Nedbryder eller opbygger I hinanden, og taler I pænt til hinanden? Det kan være ganske skadeligt at grine af hinanden, selvom det er kærligt ment.
Læs på Femina.dk om, hvorfor sex er så sundt