Dødalvorligt teater ...på den sjove måde!

Vivian er professor. Godt begavet. Succesfuld. Og så er hun dødssyg af kræft. Dét forholder hun sig til, mens vi følger hendes vej direkte mod afslutningen. Og hendes tanker om livet og alt dét, hun glemte - og gemte - bag akademikerens køligt analyserende maske.

"Hun dør, og det får publikum at vide med det samme, og så tager vi den ligesom dér fra" fortæller Sue Hansen-Styles i en kort pause mellem prøverne og den sidste finpudsning inden premieren i næste uge.

WIT

Margaret Edson skrev WIT i 1995 på baggrund af sine egne erfaringer fra et studiejob som sygeplejer for kræft- og AIDS-ramte.

Da forestillingen rykkede ind på Broadway i 1998, valgte The New York Times at trykke en del af teksten fra stykket.

Dette gav forestillingen så meget fokus, at det udløste en debat om, hvordan patienter behandles og omtales af hospitalsvæsenets læger og plejepersonale.

Det gode liv … med mangler
Finpudsningen er for sent for hovedpersonen. Men nu, hvor læger og plejere braser ind på hendes stue i tide og utide og gør hende til et nummer og et tal i statistikken, bliver det mere end svært for Vivian at holde livet ud i strakt arm.

"Hun er så fantastisk klog og dygtig, men hun har glemt at sige ja til alt dét, man normalt siger ja til. Børn, kærlighed, familie og venner, " fortæller Sue.

"Men hun har elsket sit liv alligevel og bare fyldt det med masser af arbejde, og dét gør hun altså op med nu, hvor tiden er ved at rinde ud."

Sjov alvor
Lyder det deprimerende? Måske, men det er altså langt fra én lang tåreperser, du vil opleve, når WIT skydes i gang på Bådteatret. Tværtimod, faktisk.

"Selvfølgelig er det trist, at vi ved, hovedpersonen skal dø i løbet af de næste to timer. Men det er også sjovt. Hun er sjov og bruger sin fine form for humor gennem hele forløbet," siger Sue og forklarer, at WIT nogenlunde kan omskrives og oversættes til dansk med 'humor på et akademisk og intelligent måde'.

Og selvom WIT følger hovedpersonen i den allersidste tid, handler forestillingen egentlig mere om livet end om døden. Om, hvordan vi skal leve livet, inden det er for sent.

"Jeg håber og tror, at publikum både vil grine og græde, men jeg håber allermest på, at forestillingen kan gi' anledning til debat," fortæller Sue.

Sue Hansen-Styles

Skuespiller og teaterleder

Grundlægger af Foreningen Why Not Theatre Company

Autodidakt skuespiller

Bor i Danmark og er danskgift.

Har over 20 års erfaring som professionel voiceover og har lagt stemme på engelsk til dokumentar film, TV/radio reklamer, e-læring projekter osv til kunder over hele verden heriblandt Novo Nordisk, Mærsk, Danske Bank, Lego, Elizabeth Arden og IBM.

Tal om døden
For døden som tabu må vi gerne give slip på, hvis man spørger skuespillerinden. Den skal tales om. Som forestillingen gør det på en 'in your face-agtig' facon.

"Vi træder så varsomt omkring alt det tunge og det svære. Vi er alle sammen ramt af kræft og død på en eller anden måde, men så snart det bliver alvorligt og konfronterende, har danskere en tendens til at blive lidt konfliktsky og gemme sig bag ironi og humor. Også selv om vi har et ry for at være enormt åbne."

Åbenheden mærkede Sue selv under sin research til forestillingen. Her kontaktede hun flere kvinder, som selv har været igennem et slidsomt kræftforløb, og de bekræftede hendes 'mistanke' om lukketheden omkring så alvorlig en sygdom.

"Faktisk fortalte kvinderne mig også, at det nærmest var første gang, de rigtigt fik sat ord på deres forløb og talte ærligt om det. Folk er berøringsangste, når det handler om cancer, men vi skal huske på, at der inde bag sygehustøjet og det skaldede hoved gemmer sig en hel historie og et helt menneske. Der er så meget, vi ikke ved," fortæller hun.

Det simple er det store ...
Og hun er selv blevet klogere. Både på sygdommen og på livet i forbindelse med forestillingen.

"Jeg har aldrig været bange for at dø, men jeg tænker lidt mere over nu, og jeg synes, jeg er blevet klogere under forløbet med forestillingen. Og i virkeligheden er overskriften, at man aldrig må glemme de enkle ting. Det er dem, der er de store ting. Et smil. Et venskab. Og - størst af alt - kærligheden."

Peter Dupont Weiss iscenesætter, og på scenen står Sue Hansen-Styles, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Eira Pryce, Miriam Yeager m.fl.
Forestillingen spiller 6. - 22. marts 2014 på let forståeligt engelsk.

Se mere på: www.baadteatret.dk og www.whynottheatre.dk og www.teaterbilletter.dk

Plakat København - 50x70 cm.
299,00 DKK