Selvudvikling
31. juli 2014

Sådan bliver du bedre til at sige fra!

Kender du det med at sige ja til noget, som du dybest set ikke har lyst til – fordi det enten er lidt pinligt at sige nej eller fordi du er bange for at såre nogen? Få her sundhedscoachens seks gode råd til at blive en bedre nej-siger…
Af: af Malene Fich Weischer
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/august/sig-nej-prim.jpg

foto: All Over

Det kan blive en hel livsstil. Altid at være hende den søde og velvillige, der glad stiller op for at hjælpe. Med en flytning, en kage, en fest, et arrangement, et lyttende øre, en kop kaffe… Og helt ærligt: Hvem har ikke også lyst til at være både sød og hjælpsom?

Men lysten til at hjælpe andre kan hurtigt komme til at tage overhånd - især, hvis du ikke er så god til at sige fra. Og det er der rigtig mange af os, der ikke er. Resultatet er som regel, at opgaverne vokser os over hovedet, og at vi får mere og mere svært ved at finde tid til de ting, der rent faktisk betyder noget for OS.

Det problem har de også i USA, skriver websitet Huffingtonpost.com, som har bedt sundhedscoachen Jennifer Maffett om at komme med gode råd til, hvordan du bliver bedre til at sige fra:

1. Bliv bedre til at prioritere
Brug tid på at tænke over, hvad der egentlig er vigtigt for dig, og skriv det så ned på en prioriteret liste. Hvad vil du gerne beskæftige dig med derhjemme? På arbejdet? Hvad gør dig glad? Hvad betyder noget for dig? Når du så bliver bedt om at være med til noget, så brug listen aktivt til at vurdere, hvad du egentlig har lyst til at bruge din tid på. Det lyder måske simpelt med sådan en liste, men den kan faktisk være rigtig svær at lave, hvis det skal gøres ordentligt. Men prøv. Det kan være en stor hjælp at støtte sig til den i situationer, hvor du lige trænger til at blive husket på, hvad du egentlig har mest lyst til at bruge din tid på.

2. "Nej, men tak fordi du spurgte"
Når nogen beder dig om hjælp, er det fordi de respekterer dig og din indsats. Derfor fortjener de også et svar. Mange har en tendens til at lade være med at svare, fordi de i bund og grund ikke bryder sig om at skuffe folk, men du skuffer dem mere ved slet ikke at svare. Husk på, at man sagtens kan sige nej på en pæn måde. Hvis du ikke har tid, så har du ikke tid. Måske bliver du også spurgt om at hjælpe med noget, du faktisk ikke er særlig god til. Så er det jo også fair at sige det. Hvis du føler for det, kan du jo også sagtens sige, at du ikke har mulighed for at hjælpe lige med dét, men gerne vil hjælpe på en anden måde.

Mest vigtigt er det, at du ikke står og finder på en eller anden akavet løgn. Folk skal føle, at du respekterer dem.
Så respekterer de også dit nej. Men lyver du for dem eller prøver at undvige et svar, så kan det virke enormt sårende og respektløst.

3. Nogle gange skal du også sige ja
At leve sit liv betyder også, at man er en del af en mængde sociale relationer og i forholdet til de mennesker, der står én nært, skal man selvfølgelig ikke altid sige nej. Det ville være egoistisk. Indimellem skal man selvfølgelig kunne sige ja til ting, også selvom det måske ikke lige passer allerbedst med ens egne prioriteter… Men det skal kun være, når det er nødvendigt. Gør du det, vil et nej til andre ting også blive respekteret langt mere.

TEST DIG SELV: Er du ved at brænde ud?

4. Øv dig!
Skriv en masse sætninger ned, hvor du siger nej til folk på en pæn måde, og gå rundt og sig dem højt derhjemme. Bare til dig selv. Men få dem øvet igennem, så de ligger på ryggraden. Så er det ikke så svært at sige dem, når det bliver alvor.

5. Sæt dine egne grænser
Gør op med dig selv, hvor dine grænser går. Som regel har man jo en rimelig god idé om, i hvilke situationer, det er, at man har svært ved at sige fra. Gør op med dig selv, hvad du vil være med til i disse situationer, og hvor din grænse går. Øv dig også på dette. Jo mere bevidst, du er om dine egne grænser, jo nemmere bliver det for dig at sige nej.

PSYKOLOG METTE HOLM: Sig nu fra, kvinde!

6. Acceptér at folk kan blive vrede
Endnu en ting, som du kan øve derhjemme i al stilhed er, at fortælle dig selv, at det er okay engang imellem at sige nej til ting. For det er det. Et godt eksempel er, at når man er på flyvetur, får man altid at vide, at man selv skal til iltmaske på, før man begynder at hjælpe andre med at få den på.

Vi vil alle sammen gerne være gode mennesker, som giver en hjælpende hånd og gerne redder verden, og det er alt sammen rigtig, rigtig fine og gode drømme. Men du bliver nødt til selv at være okay for at hjælpe andre. Hvis du er ved at knække under presset fra alle de ting, du skal gøre for andre, så vil du før eller siden blive nødt til at give efter for presset. Og stress og sygdomme er ikke noget at spøge med. Så husk at passe på dig selv. Du er også vigtig.

Mailcoaching med psykolog Kisser Paludan

Lær at styrke dit selvværd og skabe din egen lykke. • Psykologen Kisser fokuserer på dine mål og motivation i livet samt din personlige udvikling. • Få din besvarelsen inden for 7 hverdage.

Pris: 800 kr

Se mere her

Læs mere om:

Læs også