Kend din hudtype: Hvilken creme skal du bruge?
Udgivet første gang 12. marts 2015. Foto: Shutterstock
Den kan være fedtet eller tør. Eller måske begge dele på en gang.
Huden i ansigtet er en delikat sag, som kan være kilde til en hel del frustrationer, fordi vi bare gerne vil have, at den skal se sund og pæn ud.
Du ved allerede, at der findes cremer til diverse aldringstegn som rynker og pigmentpletter, men måske har du ikke tænkt over, at det bliver nemmere at få en flot hud, hvis du sætter dig ind i dens behov.
Ja, det lyder som slagstale fra diverse hudplejeproducenter, men det kan faktisk godt betale sig at sætte huden under lup.
Hvilken hudtype har jeg?
Ifølge hudplejeekspert Laura Bonné, der er indehaver af klinikken Amazing Space i København, spiller genetikken en afgørende rolle, når man ser på, hvordan den enkeltes hud arter sig.
Det handler f.eks. om, hvor meget fedt og talg huden danner, om huden har en stærk struktur, eller om den er tynd og sart.
Når det handler om hudpleje og hudtype, er der masser af fokus på anti-aging, men hvor skal man starte, når man skal finde de rigtige produkter?
- Som udgangspunkt skal du pleje huden efter dens egne behov og balancer, men i takt med at huden ældes, kan man supplere med enkelte produkter, der udskyder ældningsprocessen.
- Det kan f.eks. være en serum med vitamin A, der virker udglattende, eller en maske med glycolsyre, der har en opstrammende effekt på bindevævet," lyder rådet fra Laura Bonné.
Men er en creme ikke bare en creme, kan man spørge lidt firkantet. Laura Bonné er klar i mælet. Og svaret er nej.
- Det kan skabe slemme ubalancer både at fejlbehandle eller overbehandle huden. F.eks. kan huden dehydreres, eller porerne kan blive tilstoppede, hvis du henholdsvis bruger en for let eller for fed creme. Og det kan på sigt føre til betændelse og en aknelignende tilstande," siger hudplejeeksperten.
Læs tegnene og find ud af, hvilken hudtype du har, og hvilken creme DU skal investere i for at få det bedste ud af din hud.
Sart hudtype
Kendetegn: Lav fedt-produktion, tynd overflade, ofte lys hud, ofte synlige kapillærer, fine porer, tåler dårligt solen, blusser let op, ofte tendens til overfølsomhed.
Sådan skal du pleje huden: Brug milde produkter uden unødvendige tilsætningsstoffer for at forebygge allergi/ overfølsomhed. Rens kun med milde renseprodukter (gerne creme, mælk eller olie) og beskyt huden mod vind, kulde og sol.
Anvend en frostsikker creme om vinteren for at undgå sprængte kapillærer. Undgå aktive cremer til denne hudtype, der let vil få huden til at blusse op.
Tør hudtype
Kendetegn: Lav fedt-produktion, mat overflade, fin struktur, små porer, ofte fine linjer ved øjne og mund, ofte pergamentagtig overflade, ofte indkapslede hvidlige såkaldte milier, der ligner talgknopper, men kommer af udtørring, huden føles stram efter badet, indtil der påføres creme.
Sådan skal du pleje huden, når du har denne hudtype: Det er en nem hud at pleje, når blot den får en god fugtighedscreme og renses med milde og ph-afbalancerede produkter.
Vælg gerne cremer frem for lotion og særligt om vinteren en frost- og kuldebeskyttende creme. Supplér med plejende olie under din ansigtscreme eller i stedet for creme om natten.
Eksfoliering vil stimulere den tørre hud, som hvis ikke den er velplejet kan syne trist eller mat i overfladen.
Hvad betyder krukkesymbolet på din creme? Her er seks mærker, du skal kende
Normal hudtype
Kendetegn: Afbalanceret fedt-produktion, ingen tilstopninger i porerne, ingen tørhed, små porer, jævn, stærk og fin struktur.
Sådan skal du pleje huden: Rens og plej huden dagligt, men på simpel vis. Brug lotion om sommeren og creme om vinteren.
Guide: Sådan fjerner du nemt hudorme
Kombineret hudtype
Kendetegn: Varierende fedtproduktion i forskellige ansigtszoner, varierende porestørrelse i forskellige ansigtszoner, delvis eller periodevis blank i overfladen, tendens til tørhed og tilstoppede porer/urenheder i enkelte hudområder.
Sådan skal du pleje huden: Den mest normale af alle hudtyperne, som både kan virke tør, men samtidig fedte eller få tilstoppede porer.
Rens med let skummende produkter om sommeren, men skift til et mildere renseprodukt i den kolde del af året og vælg skin tonic, der desinficerer/afbalancerer hudens overflade og får porerne til at trække sig sammen.
Anvend plejende fugtighedslotions eller creme, men uden tilstoppende fedtstoffer(mineralske og petrokemiske olier).
Brug aldrig fed creme om natten, da huden skal kunne udskille sine overskydende fedtstoffer og affaldsstoffer under hvile.
Fedtet hudtype
Kendetegn: Højt fedtproduktion, grov struktur/tykkere hudoverflade, synlige eller store porer, tendens til lettere blank overflade, tendens til urenheder og tilstoppede porer.
Sådan skal du pleje huden: Fedtet hud opstår, hvis talgkirtlerne har en permanent forhøjet produktion af naturlig hudolie kaldet talg. For meget talg giver tilstoppede og forstørrede porer samt en grovere hudstruktur.
Rens med let skummende produkter og vælg skin tonic, der desinficerer og får porerne til at trække sig sammen. Anvend plejende fugtighedslotions uden tilstoppende fedtstoffer(mineralsk olie/petrokemisk/paraffin/vaseline olie eller lanolin).
Brug aldrig fed creme om natten, da huden skal kunne udskille sine overskydende fedtstoffer og affaldsstoffer, men anvend i stedet en regenererende serum med vitamin A, der afbalancerer talgproduktionen.
Dehydreret hudtype
Alle hudtyder kan opleve dehydrering, og derfor må man ikke forveksle dehydreret hud med den tørre hudtype.
Dehydrering er blot en tilstand, hvor huden er drænet for væske, hvilket kan skyldes indre væskemangel, for meget kaffe, alkohol, ophold i aircondition, for meget sol, manglende hudpleje, forkert hudpleje, der vasker fugten ud af huden.
For at normalisere dehydrering må man drikke rigeligt med væske samt pleje og beskytte huden optimalt efter hudtype og behov.