Træning og kost
22. oktober 2013

5 myter om kvinder og styrketræning

Ligestillingen har sat sig på kroppen. Nu er den ideelle kvindekrop ikke længere tændstiktynd – men stærk og robust. Læs 5 myter om kvinder og styrketræning her
Af: Eva Nitschke
https://imgix.femina.dk/media/websites/qmag-dot-dk/website/egangsbilleder-2013/oktober/2013-43-styrketraening-p.jpg

foto: Shutterstock

Den nye tendens ses i vores fitnesscentre og på flere og flere stærke kvindekroppe, der kræver at blive accepteret som kvindelige, også med store, stærke muskler.

Myte 1: Jeg kommer til at ligne en kvindelig udgave af Arnold

Angsten for at komme til at ligne en oppustet bodybuilder med tyrenakke, svulmende overarme og enorme lægmuskler er ren fantasi. Muskelvæksten fremmes primært af det mandlige kønshormon testosteron, og vi kvinder har 20-30 gange mindre testosteron end mænd. Så der skal umenneskelig meget træning til, før en kvinde kommer til at ligne en (pumpet) mand. De meget store kvindelige bodybuildere har taget de ulovlige anabolske steroider for at se ud, som de gør. Så grib bare fat i vægtene og klø på.

> Galleri: 10 Kvindelige skønheder der i virkeligheden er mænd

Myte 2: Mine muskler bliver til fedt, hvis jeg holder op med at træne

Nej, det sker ikke, da fedt og muskler er to forskellige "byggesten" i din krop, og muskler kan ikke blive til fedt og heller ikke omvendt. Det, der kan ske, hvis du stopper med at styrketræne, er, at dine muskler vil tilpasse sig de nye betingelser uden træning og simpelthen svinde ind, fordi der ikke er brug for muskelstyrken mere. Hvis du så samtidig spiser lige så meget mad, som da du trænede, vil du tage på. Og den ekstra vægt vil sætte sig som fedt. Så det er simpelthen en kombination af, at musklerne svinder ind og et overindtag af energi, der kan få os til at tænke, at muskler bliver til fedt.

Myte 3: Maskiner er bedre end vægte

Det er lige omvendt. I en maskine trænes typisk kun få muskler ad gangen. Derudover giver maskinerne meget støtte til kroppen, så kroppen ikke skal stabilisere sig selv. Derfor bruger man ikke så mange muskler, og man kan let få en dårlig holdning. Træning, der stiller større krav til balance og stabilitet, er meget mere effektiv. Træning med f.eks. frivægte træner samtidig nervesystemet og bevægelser, som man bruger
i hverdagen, og kaldes derfor også for 'funktionelle øvelser'.

> Kom i dit livs form og brug kun 15 min om dagen

Myte 4: Man taber sig ikke, når man styrketræner

Man går ikke nødvendigvis ned i vægt, når man styrketræner. Tværtimod vil nogle måske opleve, at vægten stiger, fordi muskler vejer mere end fedt. Når man opbygger større muskler, kræves der energi. Hvis din krop har en større muskelmasse, forbrænder den flere kalorier. Når du styrketræner, skal du skifte badevægten ud med målebåndet. Vil du se mere tonet ud, handler det om at reducere mængden af fedtvæv.

Myte 5: Man får små bryster af styrketræning

Når du styrketræner og træner brystmusklerne, så reducerer du fedtvævet, og mange frygter, at man derved reducerer omfanget af brysterne. Men sådan fungerer det ikke. For ganske vist reducerer du fedtvævet, men samtidig bygger du brystmusklerne op. Så du får ikke små bryster af styrketræning, men derimod mere faste bryster. Og det er jo ikke så dårligt.

Læs mere om:

Læs også