Selvudvikling
8. august 2013

Fedmeoperation virkede ikke - men det var drømmen værd

117 kilo. Det sagde vægten, da Karina lagde sig på operationsbordet for at få et nyt liv. Med udsigten til 50 kilo mindre at bære rundt på, et godt helbred og en fremtid uden nedladende blikke. Sådan gik det bare ikke.
Af: Lonnie Kjer
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/august/kakiprim.jpg

Foto: Lea Meilandt Mathiesen

"Jeg kender følelsen af tomhed og smerte. Men jeg ved ikke, hvorfor det gør ondt, og hvorfor her er så tomt."
Så simpelt, sørgeligt og nærmest poetisk kan det siges, når Karina Algren skal forsøge at sætte ord på den sygdom, der har ædt hende op gennem mange år. Mens hun selv blev større og større.

OVERSPISNING

Eller Binge Eating Disorder (BED) er den hyppigste og mest oversete spiseforstyrrelse.

Sygdommen kaldes også bulimi uden udrensning.

Som anorektikere og bulimikere har overspiserne et lavt selvværd, hvor sygdommen bliver en måde at beskytte sig selv på.

Gastric Bypass, som er en kikkertoperation, der formindsker mavesækken.

Den operation har omkring 13.000 danskere fået i løbet af de sidste fem år.

Hovedet skal helbredes …
Karina er overspiser. Syg. Ædt op af sin sygdom. Fordi hendes sygdom findes i hendes hoved i langt større grad end i hendes krop. Og fordi en fedmeoperation langt fra løste hendes 27 år gamle vægtproblem.
"Det må og skal i være hovedet, jeg skal helbredes," siger Karina Algren og slår ud med armene i Aarhus-lejligheden, der efter eget udsagn er lige så rodet som hendes hoved.

Sarkasme som våben
"Jeg ved, at selv hvis jeg havde tabt de halvtreds kilo, jeg var blevet stillet i udsigt, så havde problemerne været der alligevel … det kan jeg jo mærke," siger Karina, mens hun undskylder, at hun græder. Hvad hun gør i resten af interviewet. Hvis hun altså ikke griner højt og hjerteligt og krydrer sin fortælling med god, jysk sarkasme og selvironi.
"Det bliver jeg sgu nødt til for at holde det hele ud," siger hun, tørrer øjnene, griner igen og skruer tiden tilbage til aftenen før, hvor hun var anderledes kæk, da hun foran et kæmpe publikum gav den gas som frontfigur i dét coverband, hun synger i.

På scenen uden selvværd
Som hun står der på scenen, er det svært at forstå, at hendes selvtillid og selvværd ikke får et kæmpe boost af publikums begejstring. Og det gør det da også. Et stykke ad vejen, i hvert fald. Faktisk lige præcis til hun opdager to yngre kvinder, der peger, snakker og griner højt. Ikke med - men af - hende.
"Jeg brugte de første tyve minutter på at hade dem, og så besluttede jeg mig for at mene, at de sikkert var misundelige, fordi jeg kan synge," fortæller Karina, for hvem det er hverdagskost med den slags bemærkninger.

Farvel for alvor …
Havde pigerne vidst, at præcis sådan nogle oplevelser fire år tidligere fik Karina til at kaste håndklædet i ringen, sådan for alvor, havde de måske tænkt, før de talte.
En aften efter et andet spillejob hilser Karina nemlig af med resten af bandet og ved med sig selv, at det var et rigtigt farvel. Farvel til vennerne og farvel til nederlag og mindreværd.
"Jeg elskede at synge, men jeg fik det sådan, at hvis jeg ikke engang kunne dét mere, kunne det hele være ligegyldigt. Intet var alligevel, som det skulle være," siger hun alvorligt og tørrer øjnene. Igen.

"Jeg fandt mig selv med barberbladet og pilleglasset i hånden. Og stoppede kun, fordi min var på det tidspunkt levede, og jeg kunne bare ikke gøre det mod ham. Men det var dér, jeg for første gang overvejede for at blive opereret. "
Ikke for at blive tynd og ultralækker. Men i håbet om at blive en af flokken. En helt almindelig kvinde.

GASTRIC BYPASS

Der er blevet lavet 7646 nye operationer på grund af fedmeoperationerne.

Komplikationerne er oftest tarmslyng, spisebesvær, mavesmerter, opkast og diarré. En fedmeoperation koster 65.000 kr., hvis du selv skal betale.

Amerikanske undersøgelser viser, at det ikke 'betaler' sig at operere en fed.

Tomrum, kaos og kvaler
Dét var hun, da hun som barn var aktiv sportsdanser, indtil sygdom satte en stopper for hobbyen, og den nødvendige medicin - måske - gav hende et nedsat stofskifte. Egentlig har hun ikke det store behov for at bruge hverken børnesygdommen eller mobningen i folkeskolen som undskyldninger for sin spiseforstyrrelse.
"Jeg aner det simpelthen ikke. Jeg ved bare, at jeg har været overvægtig siden mit 13.år, og at det har taget mig mange år overhovedet at nå til en erkendelse af, at jeg faktisk er syg. At min overvægt er en sygdom på linje med alkoholisme, narkomani og anoreksi," siger hun.

Mad, mad, mad
Og så ved hun, at det første hun tænker på om morgenen er, hvad hun skal spise, og det første hun tænker på, når hun har spist er, hvornår - og hvad - hun skal spise til næste måltid.
Og selvfølgelig kender hun 'reglerne'. Anbefalingerne. Lige så godt som hun kender Atkinskuren, hvidkålskuren, Rigshospitalets kur, Nupo-pulveret og kalorietælleren og alle de andre.

"Der findes jo ikke en overvægtig i Danmark, der ikke godt ved, hvad man skal gøre. Hvis man altså kunne. Det er sgu da det, der er problemet. Jeg har en veninde, der er anorektiker og bulimiker, og for os er det præcis samme mekanisme, når vi enten kaster os over maden - eller netop ikke gør det, "forklarer hun.

DEN TYKKE ER TABEREN

"Glem alt om, at det er det indre, der tæller. Det er en floskel, for når du er fed, er du dømt ude af det gode selskab. Vi regner simpelthen ikke med, at en tyk kan være en succes, og man skal være en enorm stærk overvægtig, hvis man bare skal køre med klatten, " siger sociolog og fremtidsforsker, Birthe Linddal Jeppesen.

Tomrum og kaos
Fordi de begge skal deale med et tomrum og et følelsesmæssigt kaos, så de skal styre deres indtag af mad eller - i Karinas tilfælde - sørge for at køre mad ind. Med dårlig samvittighed til dessert. For dén trives i bedste velgående hos Karina.
"Jeg har det selvfølgelig elendigt, når jeg har spist, men imens jeg spiser, har jeg det jo godt. Jeg straffer mig selv, og jeg kan bare ikke styre det, Jeg har brug for hjælp."

Svagt lys for enden af tunellen
Hjælpen lå umiddelbart lige til højrebenet, da hun søgte råd og vejledning hos sin læge, der opfordrede hende til at skrive ned, hvad hun spiste og tilbød hende vægtkontrol. Men psykologhjælp var der ikke noget af, for hun 'var jo ikke syg, men tyk.'
"Man anerkender simpelthen ikke overvægt som en sygdom, og det er dér, problemet er. Selvfølgelig kan jeg skrive ned, hvad jeg spiser og gå til vægtkontrol igen og igen, men jeg har brug for at finde frem til løsningen på mit problem, og til dét behøver jeg altså en god psykolog. Det har jeg bare ikke råd til, og der er ingen hjælp at hente hos det offentlige."

Tyk og alene
Det var der til gengæld, da hun blev indstillet til den Gastric Bypass-operation, der skulle have ændret hendes liv. For endelig, endelig, endelig … var der en reel chance for, at hun ville få et bedre liv som gevinst. Fire måneders hård kamp på Nupo-pulver gav bonus. Minus 12 kilo. Lige præcis nok til, at der blev givet grønt lys til en operation
"Jeg var ved at blive sindssyg, og midt i det hele døde min far. Pludselig så jeg det bare som en chance for at få det godt … ikke lykkelig og tynd, men måske slippe for de følgesygdomme, som min mor døde af år tilbage.

Karina var ved at dø af skræk. Alene. Uden kæreste eller forældre.
"Jeg havde indstillet mig mentalt på, at det her var en begrænset periode, og derefter ventede noget godt, men jeg tror ikke, jeg havde løbet risikoen, hvis jeg havde haft mand og børn.

Læge: Glem skylden!

Når det kommer til svær overvægt, ved eksperterne ikke nok om, hvordan man fastholder et vægttab, og - mindst lige så vigtigt - hvorfor de tykke er blevet tykke.

Nogle bliver let overvægtige, mens andre spiser urimelige mængder uden mad uden at tage på, siger dr.med. og medlem af Det Etiske Råd
Lotte Hvas er klar i spyttet, når hun taler om de overvægtiges problem:
"Det er meget komplekst, så man skal lade være med entydigt at give de tykke selv skylden for deres overvægt," siger hun.

"Der kan være masser af forklaringer på deres problem. Psykiske problemer, fx, men der er sandsynligvis også en biologisk forklaring, fordi stresshormoner i kroppen kan medføre en ubalance og vægtstigning, så kroppen så at sige polstrer kroppen som beskyttelse. Det er ikke den overvægtiges skyld alene."

Før operationen
Så godt som uforberedt mødte hun op på sygehuset dagen før, slaget skulle stå. Efter i flere timer at have ledt efter det tøj, der vejede allermindst. For en tur på vægten ville have det afgørende ord, og 500 gram for meget kunne gøre forskellen på et ja eller nej til operationen.
"Hvor lidt tøj kan man egentlig være bekendt at tage på i november måned," skraldgriner Karina, der nåede første mål, blev endelig godkendt til operation dagen efter og blev på sygehuset, fordi hun var bange for at fortryde.
Nu var det nu! Farvel til overvægt, mindreværd, dumme kommentarer, dårligt helbred - og slik! Men den sidste ting i baghovedet stilede hun direkte mod sygehusets kiosk og købte en pose yndlingsslik, som hun nød i fulde drag …

Operationen, der ikke virkede
Posen har hun endnu. Og de 117 kilo. Og skammen, mindreværdet og usikkerheden. Operationen virkede ikke på Karina, og kiloene raslede aldrig af hende, som hun var blevet stillet i udsigt. Ingen ved hvorfor, men hun tror ikke længere på, at hun kommer ud af sin spiseforstyrrelse. Det er ikke det samme, som at hun har opgivet eller lader stå til. Faktisk tværtimod. Men hun affinder sig med sin situation og er glad for livet, på trods. Men ikke uden den daglige kamp.

Mellem kampen og drømmene
"Det nemmeste i verden ville være at gi' op. Hvis jeg ikke kæmpede en indædt kamp hver dag, var jeg her slet ikke længere, " siger Karina og indrømmer, at hun tror, livet som anorektiker på flere måder er lettere end for overvægtige.
"Det er mere acceptabelt at være anorektiker, for det er synd for dem, som det er synd for narkomanen. Når du er tyk, er du bare sølle og svag. Men husk, at der gemmer sig en historie bag hver eneste skæbne. En, der har mødt nogle bump på vejen og mistet fodfæstet. Som jeg mistede mit, og som jeg mistede mine drømme. "

Pigen, der ville være værd at elske
De er der nu stadigvæk. Godt gemt væk, men alligevel. Og livet er blevet lidt bedre. Hun er blevet lidt stærkere, holder af livet og vil gerne være her rigtig længe.
"Jeg ville ønske, jeg havde fået noget psykologhjælp, men jeg synes faktisk, operationen var alle drømmene værd alligevel. Drømmen om at blive fri af skammen og mærke fornemmelsen af at være værd at elske. Det drømmer jeg stadigvæk om. Og der er jeg ikke endnu."

Selvudvikling fra Shoppen! Se her!

Læs også