Selvudvikling
21. august 2012

Spiseforstyrrelser: Når maden bliver din fjende ...

Drejer hele din verden sig om kun om at spise? Eller kaster du op for at holde kiloene fra kroppen? Er dit forhold til mad med til at begrænse dig? Så ved du måske, hvordan det er at ha’ en spiseforstyrrelse.
Af: af Lonnie Kjer
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2012/august/spiseprim.jpg

foto: All Over

Tankerne kredser kun om mad. Kroppen, vægten, spisningen, kontrollen eller mangel på samme styrer dit liv. Så er du måske en af de over 75.000 danskere, der har en spiseforstyrrelse. Og så har man ikke talt alle dem med, der holder deres sygdom hemmelig eller endnu ikke selv har opdaget det - at maden er blevet en fjende. Uanset om det er fordi, du intet spiser eller ikke kan kontrollere indtaget af dét, du spiser. Den første gruppe har vi 'altid' kendt til. Den sidste er den absolut største og oversete spiseforstyrrelse. Og så er der dem midt imellem.

Når man spiser for meget
"Jeg har bulimi, jeg glemmer bare at kaste op"- joken kender du måske. Det sjove går helt og aldeles af, når man hører om overspisning - Binge Eating Disorder (BED) - som faktisk er en slags bulimi, hvor den syge spiser og spiser, men ikke kaster maden op efterfølgende eller bruger afføringsmidler. Som i andre spiseforstyrrelser handler det rigtig meget om mangel på selvværd, og selvom både mænd og kvinder rammes, er der forskel på, hvordan de rammes. Kvinder overspiser hyppigere som reaktion på negative følelser, og mænd er i højere grad tilbøjelige til at misbruge alkohol og stoffer. Fælles for overspisere er, at de spiser store mængder mad - hurtigere end normalt - og uden at være sultne i fysisk forstand.

Anoreksi og bulimi
Helt modsat er det for anorektikeren, der helt bevidst begrænser sit indtag af mad, træner hårdt, vejer maden og vænner kroppen til ikke at spise - kaster op eller indtager medicin, afføringsmidler eller vandrivende tabletter for konstant at tabe sig. Anoreksien kan føre til knogleskørhed, manglende menstruation og frugtbarhed, hårtab, dårlige tænder og - for de allersygeste - hjertestop.
Bulimikeren - der ofte kommer af med maden ved at kaste op efter et måltid - kan også opleve problemer med negle, hår og tænder, fordi de overspiser og efterfølgende kaster op og dermed ødelægger emaljen på tænderne og forstyrrer kroppens vitamin-balance.

Spiseforstyrrelse for mænd!
Megareksi er nærmest det modsatte af anoreksi, for her handler det kun om at blive stor - med muskler! De træner overdrevet og spiser proteinrig mad for at nå deres mål, og det er primært en spiseforstyrrelse, der rammer mænd. Sygdommen associeres med brug af anabole steroider og ikke at finde som selvstændig diagnose i det officielle diagnosesystemer. Det damme gælder Ortoreksi, hvis 'ofre' er ekstremt optaget af at spise helt korrekt og sundt.

Sådan genkender du en spiseforstyrrelse!
Hold øje med dine veninder, dine døtre, din mor og alle dem, du kender. Der kan være masser af signaler, før vægten begynder at gå den ene eller anden vej …

  • Hyppige slankekure
  • Vedvarende ønske om at blive tyndere - trods normal vægt
  • Overdrevent fokus på mad, krop og vægt
  • Overdreven motion
  • Dårlig trivsel og isolation
  • Lavt selvværd og søgen efter accept
  • Utilfredshed med eget udseende
  • Fokus på mad og slankekure
  • Overdreven og øget motion samt gentagne slankekure og vægtsvingninger
  • Ønske om slankepiller, selvom vægten er normal
  • Ændrede spisevaner og modvilje mod at spise sammen med andre
  • Vægttab
  • Toiletbesøg lige efter et måltid
  • Røde øjne, skader på tænderne, sår på knoer, håndryg og i mundvigene

Læs også