5 anderledes råd til god søvn
Vi kender til rådene om at dæmpe lyset inden sengetid, droppe løbeturen om aftenen og skippe aftenkaffen.
Men hvad nu hvis det heller ikke hjælper på søvnproblemerne? Huffington Post har her samlet fem anderledes søvnråd, der måske kan give dig en skøn nattesøvn:
1. Kvit cigaretterme
Nikotin virker stimulerende på kroppen, og det kan gøre det sværere at sove godt. Faktisk er det fire gange mere sandsynligt, at rygere ikke føler sig veludhvilede efter en nats søvn sammenlignet med ikke-rygere, har forskning vist.
Herudover kan rygning også fremprovokere lidelser som søvnapnø og andre vejrtrækningsproblemer, hvilket også kan forringe søvnen.
Og du behøver faktisk ikke være nervøs for din søvn, hvis du dropper cigaretterne. Søvnproblemerne varer nemlig ikke ved.
- Den effekt er væk efter tre dage, udtaler Lisa Shives, som er læge og søvnekspert ved Northshore Sleep Medicine.
2. Læs en godnathistorie
Det kan godt være, du allerede læser godnathistorier for dine børn. Men du burde faktisk også gøre det for dig selv.
Få din partner til at læse høj eller lyt til en god lydbog, og det må gerne være en, du kender godt, så du lytter, og samtidig stille og roligt kan falde i søvn, foreslår Lisa Shives.
Afslappende musik kan også have samme gode effekt.
TEST DIG SELV: Er du ved at brænde ud?
3. Brug dufte
Dufte som lavendel, kamille og ylang-ylang aktiverer den bagerste del af hjernen, hvilket får dig til at slappe af, og det forbedrer din søvn.
Bland nogle få dråber olie med din yndlingsduft med vand og sprøjt lidt på din pude inden sengetid.
4. Smid hunden ud af soveværelset
Katte kan være ganske aktive sent om aftenen og i de tidlige morgentimer, og hunde klør sig højlydt, kan snorke og vandrer ofte rundt i soveværelset.
En undersøgelse fra Mayo Clinic Sleep Disorders Center har faktisk vist, at halvdelen af de adspurgte kæledyrsejere bliver forstyrret i løbet af natten af deres kæledyr. Derfor bør du måske overveje, om du skal smide de urolige dyr ud af soveværelset, så du selv får en god nats søvn.
- Men hvis dit kæledyr sover godt og stille, og det er hyggeligt for dig at putte med hunden eller katten i sengen, kan det være fint nok at lade den blive, siger Lisa Shives.
5. Bliv i sengen
- I lærebogen står der, at hvis du ikke kan falde søvn inden for 15 minutter efter at være vågnet, skal du gå ud af sengen. Men jeg spørger mine patienter: 'Hvordan har du det i sengen?' For hvis de ikke er urolige eller angste, så råder jeg til at blive i sengen, i mørket, og trække vejret dybt eller visualisére noget, forklarer Lisa Shives.
Hun understreger, at det er en rigtig god idé at gå ud af sengen, hvis man føler sig stresset i kroppen og ikke kan falde til ro. Lav noget afslappende med så lidt belysning som muligt, fx lidt yoga eller massage af fødderne, til du falder til ro igen.
Kilde: Prevention.com