Nyskilt kvinde: Dét burde jeg ikke have gjort!
foto: Shutterstock
Når man står midt i en skilsmisse kan det være svært at tænke ret meget længere, end at det hele er den andens skyld. Især, hvis der ikke ligefrem er tale om en venskabelig skilsmisse.
Sådan var det også for den amerikanske skribent Sloane Bradshaw. Hun blev skilt, og det var hans skyld. Mandens, altså. De havde været sammen i 10 år og alligevel lukkede han hende ude, begravede sig i arbejde og endte med at være utro med en anden kvinde. Hvordan kunne han gøre det?
Gennem de første måneder efter separationen var Bradshaws tanker fyldt med et mantra, der gik på "Hvordan kunne han gøre det?". Både hun og veninderne var enige om, at det var helt ubegribeligt, at han havde forladt hende på den måde, fortæller hun i en blog på det amerikanske site YourTango.com.
Men så sneg en anden form for eftertænksomhed sig ind. For havde hun virkelig været den blide og opofrende hustru, som hun selv bildte sig ind?
Nej.
Det havde hun på ingen måde været. Dét hjalp en terapeut hende efterfølgende med at indse og på YourTango har hun skrevet de 4 indsigter, som hun kom frem til - for, som hun skriver, måske det kan hjælpe andre, inden det også ender i skilsmisse for dem. Du får dem her:
Læs også: Barn efter skilsmisse: Dét burde mor og far ha' gjort!
1. Børnene kom altid først
Det er nemt at elske børn og de elsker dig hurtigt tilbage. Det kræver ingen anstrengelse. Sådan er det ikke med ægteskaber. De kræver hårdt arbejde. Men hver gang mit ægteskab krævede noget af mig, så fløj jeg af sted til den nærmeste bamsebutik eller museum med ungerne.
Som regel ville jeg endda planlægge udflugterne, så min mand ikke havde mulighed for at være med - han ville jo også bare ødelægge den gode stemning. Jeg fortalte mig selv, at det var ok, for han ville jo alligevel også hellere arbejde og virkede ofte så gnaven, når vi var sammen til familieting.
Om aftenen valgte jeg som regel at ligge og putte med ungerne i stedet for med ham, og skød skylden på at han gik sent i seng og oveni købet snorkede. Men resultatet var, at vi aldrig havde noget alenetid sammen og aldrig gik ud uden børnene - måske lige på nær en enkelt gang om året, når vi havde bryllupsdag.
2. Jeg satte ingen grænser i forhold til mine forældre
De var ofte på besøg. Nogle gange kom de uanmeldt og gik bare ind. De hjalp os i huset med ting, som vi aldrig havde bedt dem om, som f.eks at lægge vores vasketøj (forkert) sammen. Vil holdt også ferie med dem. De rettede på vores børns opførsel foran os. Min egen frygt for at gøre dem vrede eller kede af det gjorde, at jeg aldrig fik sat en grænse og bedt dem om ikke at krydse den mere. De få gange, jeg tog et opgør med dem, holdt det ikke særligt længe. Min mand var med andre ord ikke bare gift med mig, men med hele min familie.
Læs også: Nyskilt mand: Dét burde jeg have gjort
3. Jeg kastrerede ham
Jeg troede, kærlighed handlede om ærlighed, men som vi alle ved, så kan sandheden også såre. Efterhånden, som vi slappede mere og mere af (eller blev mere og mere dovne) i vores parforhold, så holdt jeg helt op med at pakke sandheden ind. Jeg havde intet filter overfor mine veninder, min mor, mine kollegaer. Jeg kritiserede ham hele tiden.
I stedet for at støtte ham og hans ego, så trådte jeg på det hele. Jeg nedgjorde ham. Sagde, at hans job var ligegyldigt og at hans venner var nogle bumser. Jeg rettede på ham, når han ikke gjorde tingene på min måde. Nogle gange talte jeg til ham, som jeg ville tale til et barn. Jeg styrede vores families økonomi og han måtte stå til regnskab for hver en øre, han brugte.
Selv i sengen kunne han ikke gøre noget rigtigt, og jeg holdt mig bestemt ikke for god til at fortælle ham det. Efterhånden, som vores forhold blev værre og værre, ledte jeg oftere og oftere efter fejl, så jeg kunne stadfæste, at jeg var mere værd end ham. Til sidst havde jeg ingen respekt tilbage for ham, og jeg gjorde et stort nummer ud af, at han var klar over det og følte det hver eneste dag.
4. Jeg gad ikke lære at skændes ordentligt
Jeg ved, det måske synes mærkeligt, at der skulle være en rigtig måde at skændes på, men det er der. Jeg prøvede at holde freden i hjemmet nogenlunde intakt ved at lade være med at sige noget om de ting, der virkelig gik mig på. Men som det jo sker, så voksede alle de små ting og fik mig fra tid til anden til at flippe ud i gigant raseri-anfald. Det var på randen af vanvid.
Efterfølgende ville jeg altid retfærdiggøre mit vilde udbrud med, at man kun kan forventes at stå model til så og så meget. Men når jeg kigger i bakspejlet, var jeg virkelig skræmmende i alt mit raseri, og tog alt for meget fejl.
Læs hele Sloane Bradshaws blogindlæg her.
