Kærlighed og sex
10. december 2015

Læser-historier om parforhold: Dét skændes vi om

Rengøring, børn, sex og ekskærester er noget af det, I skændes allermest om i parforhold. Det viser de besvarelser, som I læsere har givet os på Facebook, når vi har spurgt: Hvad skændes I mest om – og hvem får ret? Læs alle svarene her!
Af: Nadia Laas Hansen
Parforhold: Skænderi

Her er læsernes historier om deres egne parforhold:

”Min mand og jeg får aldrig rigtig snakket om tingene, hvilket irriterer mig. Når vi endelig skændes – cirka en gang om ugen – så handler det mest om, at jeg roder, og at han altid er den, der rydder op. Vi får aldrig diskuteret færdigt, før en af os går, og det er frustrerende.”
- Anne Katrine

”Jeg synes, at min kærestes ekskæreste bestemmer for meget. Hun blander sig i vores liv, når datteren er hos os. Min kæreste kan godt se, at jeg for det meste har ret, når vi tager det op, fordi jeg er kvinde, og jeg ved, hvordan hun tænker. Det har taget ham seks år at indrømme, at jeg har ret 90 procent af gangene.”
- Katja

Læs også: Dette er nøglen til et lykkeligt parforhold

”Min kæreste og jeg skændes cirka en gang om måneden, og når vi skændes, handler det tit om arbejdstider og børneopdragelse. Nogle gange får jeg det dårligt over, at jeg altid får ret.”
- Henriette

”Vi storskændes sjældent. Men vi diskuterer faktisk ofte. Det forekommer tit i forbindelse med min menstruation. Så bliver jeg nok lidt mere nærtagende og farer op i en spids ved næsten alt, han siger. Og han er træt af det, så han går i forsvar med det samme. Og så ruller lavinen ellers. Jeg får oftest ret. Han tænker vist: Hun får ret, og jeg får fred. For fred det er, hvad han allerhelst vil have. Jeg har det fint med det, for jeg ved jo, at jeg har ret.”
- Michelle

”Han får tit ret, fordi jeg ikke gider skændes og være sur. Jeg har det ret stramt med det, specielt når jeg ved, at jeg har ret. Vi skændes lige nu om vores flytning, fordi han ikke laver ret meget. Ellers er det om vores hund, da han heller ikke tager initiativ til at gå ture med hende.”
- Helle

>> Få hjælp og gode tips til parforhold i sexolog Maj Wismanns websexolog.dk her!

”Hos os er vi stort set enige, om alle beslutninger. Lige bortset fra det at blive gift. Det vil jeg så gerne, men han kan ikke finde ud af at spørge mig. Efter snart ni år sammen, to børn og huskøb, mangler jeg stadig at kunne kalde ham min mand.”
- Fie

”Rengøring skændes vi meget ofte om. På grund af sygdom harjeg svært ved at gøre rent, men jeg får gjort lidt hver dag. Dog ikke nok efter min mands hoved, han mener når jeg går hjemme stort set hver dag, kan jeg også lave hovedrengøring hver dag.”
- Carina

”Vi skændes om alt mellem himmel og jord. Den mest tilbagevendende må være diskussionen om, vi ikke har haft sex i lang tid.”
- Camilla

Læs også: 5 tegn på, at du er i parforhold med den rigtige

”Vores skænderier går på, at jeg synes, det er svært som bypige at være flyttet ud til ham på landet. Alt det besværlige, der følger med ved at være kommet ud, hvor kragerne vender, synes jeg er hårdt.”
- Anna

”Enige om at være uenige. Det er nok det, der beskriver vores diskussioner bedst. Som regel er det noget, der rammer os på følelserne, vi diskuterer. Andre gange er det bare simple misforståelser, som har startet et skænderi. Det er vi ret gode til at finde ud af.”
- Anne Katrine

”Vi skændes hver dag om huslige pligter og børneopdragelse.”
- Sofie

>> Plej dit parforhold - arranger en date-night med din kæreste billigt via earlybird.dk hvor du får store rabatter på restauranter. Klik her!

”I vores parforhold diskuterer vi sjældent. Men når vi gør, vinder han. Det irriterer mig, for det er som regel ikke, fordi han har ret. Han er bare ret god til at lukke diskussionen, så jeg ikke aner, hvad jeg skal sige.”
- Dorthe

”Desværre diskuterer vi for lidt. Jeg har en partner, der bare er stille i stedet for at bidrage.”
- Pernille

”Min kæreste hører ikke, hvad jeg siger, eller tager det ikke alvorligt. Så jeg føler mig svigtet og ikke imødekommet, hver gang vi diskuterer. Det er hårdt. Vi skændes om, hvem der har sagt eller gjort hvad. Jeg hader det og er så dum at hoppe med på vognen, fordi han altid skyder skylden på mig, og nogle gange tager jeg bare imod, fordi jeg ikke orker alle de diskussioner. Andre gange vil jeg heller ikke bare dukke nakken og tage imod. Det er et meget svagt punkt i vores forhold.”
- Rikke

(Vi har anonymiseret besvarelserne, som er skrevet i et spørgeskema på vores facebookside. Husk at like Q på Facebook (klik her), hvor du kan debattere, komme med anbefalinger, bidrage med DIN historie og meget mere.)

Læs mange flere artikler om parforhold i Q - få Q i 3 måneder for kun 99 kroner

https://imgix.femina.dk/abbo_til_web_-_nye_2015.jpg

Læs mere om:

Læs også