"Scandinavia's Next Topmodel" søger kurvede deltagere
Når kanal 4 blænder op for en ny sæson af Danmarks Næste Top Model, bliver det på mange måder anderledes, end vi kender det. I år er det nemlig Skandinaviens næste topmodel, som skal findes. Og ikke nok med det - programmet søger kun deltagere, som er størrelse 42 eller derover.
Læs også: Model tager kampen op mod "plus size"-begreb
Går du med en modeldrøm i maven - og opfylder du følgende krav, så send din ansøgning afsted HER:
- Du er mellem 18-25 år - Du er min. størrelse 42 i tøj
- Du har karisma, udstråling og personlighed
- Du brænder for at slå igennem som en plus size model
5 hurtige om "Scandinavia's Next Top Model"
1. Hvorfor viser I en sæson med større modeller end I plejer?
”(..) Det er simpelthen på tide, vi giver de unge piger nogle alternative idealbilleder. Jeg er derfor stolt af, at vi nu med Topmodel går aktivt ind i den debat, der huserer i modeverdenen. Vi vil være med til at vise, at skønhed har mange former. Tag bare vinderen af America’s next Top Model, plus-size modellen Whitney Thompson, der netop har bevist, at man ikke behøver at være en size-zero for at være Topmodel. Vi vil hylde kvinder i al deres mangfoldighed og i det hele taget vil Kanal 4 i fremtiden gå mere aktivt ind i de debatter, som er aktuelle for kvinder i dag,” skriver Maiken Wexø blandt andet i en pressemeddelse. Hun er programdirektør på Discovery Networks Danmark.
Læs også: Video: 6 "almindelige" kvinder genskaber ikoniske bikiniforsider
2. Er der mange, som har meldt sig som deltagere indtil videre?
”Der har været ret stor interesse for den nye udgave af Topmodel. Jeg har generelt fået rigtig meget positiv respons omkring det kommende program, og folk er helt vilde med, at der nu bliver sat fokus på kurvede kvinder. Når det er sagt, så er det selvfølgelig en udfordring, at det desværre ikke er alle kvinder, som sætter pris på deres krop, hvis de bruger str. 42+, hvilket jeg synes, er super ærgerligt. Når jeg sidder med ansøgningerne og videoerne af de tilmeldte, ser jeg jo, at de er fantastisk smukke, og det ville jeg ønske, at de også selv kunne se,” lyder det fra Lisa Lents, caster på programmet.
3. Kan man være med uanset størrelse – bare man er minimum str. 42?
”Ja. Vinderen af "Scandinavia's Next Topmodel" vinder en kontrakt med det internationale modelbureau MILK som har stor succes med deres Curve-modeller, og derfor er det vigtigt, at modellerne bruger som min. str. 42. Det handler selvfølgelig om at bureauet skal kunne booke vinderen ud til kunder efter programmets afslutning. Vi er alle bygget forskelligt, så proportionerne skal være rigtige, hvilket bliver vurderet til den personlige casting,” siger Lisa Lents.
Læs også: Opgør med kropsideal: Nu er det modebranchens tur
4. Hvordan tror/håber du, at seerne tager imod konceptet med plus size modeller?
”Folk er meget positive omkring det nye koncept. Vi gør vores bedste for at caste den bedst mulige top-6 fra Danmark, Sverige og Norge, og så håber vi selvfølgelig, at det bliver et godt program med gode budskaber til unge piger med modeldrømme,” fortæller Lisa Lents.
5. Hvordan kommer programmet til at forløbe?
”Der er 6 piger fra hvert af de 3 lande, der skal bo sammen i en luksuslejlighed i Portugal, og så skal de ellers igennem en masse photoshoots, runways, make-over etc., som vi er vant til at se det i Top Model,” afslører Lisa Lents.
Optagelserne til programmet kommer til at foregå i Portugal fra slutningen af maj til midten af juli.