Skønhed
17. august 2016

Skønhed: 8 produkter der skal på køl

Cool down!
Af: Ahn Line Andersen
Skønhed

De fleste af os har hele skønhedsarsenalet stående på badeværelset. Det er praktisk, for så er det hele samlet ét sted.

Men faktisk er der flere produkter, der har det langt bedre i mørket i køleskabet, hvor temperaturen er kølig og stabil:

1. Naturlige produkter

De fleste produkter indeholder konservering, som øger holdbarheden og forebygger ophobning af bakterier, men der har gennem de seneste år været fokus på parabene-fri produkter, og hvis du netop foretrækker meget rene eller ligefrem økologiske produkter uden konservering, skal de helst på køl, direkte efter du har åbnet dem. På den måde holder de længere.

2. Parfume

Du kan nemt cutte et godt stykke af levetiden af din parfume, hvis du opbevarer den på badeværelset. Parfumer skal generelt opbevares køligt, da varmepåvirkning kan gøre den ellers dejlige duft harsk før tid.

3. Øjencreme

Det kan være yderst effektivt at applikere noget koldt på huden under øjnene, hvis man har tendens til puffy øjne, da det kølige element får blodkarrerne til at trække sig sammen, hvilket reducerer tilstrømningen af væske til vævet. Du får derfor endnu mere ud af din øjencreme, hvis den opbevares køligt.

4. Ansigtsmasker

Hvis du har tendens til tør hud og rødme, kan det føles lindrende med en ansigtsmaske. Gel-masker, der ofte bruges til at fugte og berolige, har det bedst på køl, da du dermed øger maskens egenskaber, som f.eks. nedtoning af rødme i huden.

5. Aktive ingredienser

Nogle produkter indeholder såkaldte aktive ingredienser. For disse gælder det, at renheden og effekten i højere grad bevares, hvis de kommer på køl, efter de er åbnet. Hold f.eks. øje med ingredienser som retinol, vitamin C, peptide og hydroquione.

6. Produkter med metal-applikatorer

Nogle produkter har medfølgende applikatorer lavet af metal, som afkølet kan forbedre produktets egenskaber. Det gælder f.eks. visse typer af produkter til øjenområdet, som har roll-on-applikatorer.

7. Eyeliner

I dette tilfælde handler det mere om praktik end holdbarhed. Det kan nogle gange være temmelig udfordrende at tegne en lige streg med en øjenblyant, men hvis du smider den i køleskabet ti minutter før du skal bruge den, er spidsen nemmere at arbejde med.

8. Læbestift

Du har måske prøvet at åbne en læbestift, som er delvist smeltet. Det undgår du, hvis du opbevarer den i køleskabet. Det er samtidig nemmere at lægge læbestiften, når den er mere fast i konsistensen. Har du en læbestift med på farten, så undgå at have den i bukselommen, hvor der ofte er varmt. Er skaden sket, så smid den på køl. Efter lidt tid genvinder den sin oprindelige konsistens.

Læs mere om:

Læs også