Alle kroppe er gode kroppe: Se de fantastiske billeder
Redigeret den 3. august 2017 (udgivet første gang november 2016) - af Lindi Winkel
Vi er alle forskellige. Det er vel noget af det smukkeste ved mennesker. Alligevel har det længe været én bestemt form for skønhed, en bestemt slags krop, der har domineret i reklamekampagner og medierne generelt.
Netop det vil en ny kampagne ”All Woman Project” gerne forsøge at ændre.
Video: Se kropsidealerne gennem 3.000 år
Vi skal føle os repræsenteret
Bag kampagnen står Charli Howard, som endte i udenlandske overskrifter, da hendes modelbureau fyrede hende for at være for tyk (hun var en størrelse 32!), og model/blogger Clémentine Desseaux. Ideen med ”All Woman Project” er at udfordre den måde, vi er vant til at se på kvindekroppe i medierne.
”Som forbruger har du fortjent at opleve dig selv repræsenteret i fx modebilleder,” siger Charli Howard til Vouge.
For Clémentine handler det også om at vise, at kvinder er forskellige - og alle smukke på hver sin måde.
”Da jeg voksede op, havde jeg det svært med min krop og følte, at jeg blev nødt til at ændre den til ”det bedre,” siger hun til Vogue.
”Med kampagnen her vil vi vise, at vi er så meget andet og mere end det medierne vil vise – at vi alle er smukke kvinder.”
Læs også: Dorthe Kandi: Din vægt siger intet om, hvem du er
Hvad gør os til kvinder?
Missionen med kampagnen er klar:
"Vi mener ikke, at vores størrelse eller vores hudfarve bør begrænse os som kvinder - eller som modeller. Vi mener, at alle former og etniciteter fortjener at blive repræsenteret i modeverdenen og i medierne. Det mener vi vil kunne hjælpe piger verden over med deres selvværd. ”All Woman Project” stiller skarpt på det faktum, at vi kvinder ligner hinanden mere, end vi tror. Vi har alle ”skønhedsfejl” og ingen af os er perfekte – og det gør os ikke mere eller mindre smukke. I stedet for at retouchere disse ”fejl” væk, bør vi favne dem," skriver de i deres manifest, og slutter med:
"Det er ikke vores ydre, der definerer os som kvinder. Det gør vores styrke og vores karakter."
Læs også: 7 måder du måske "body-shamer" dig selv
Store ambitioner
I deres seneste kampagne har "All Woman Project" taget hele konceptet et skridt videre og på de smukke billeder ser vi både unge, ældre, slanke, kurvede - og alt derimellem. Og så har grundlæggerne gjort selve projektet til en velgørenhedsorganisation, og er nu ved at indsamle penge til at tage ud på amerikanske skoler for at lære de unge om kropskærlighed - og skønheden i at vi alle er forskellige.
Tjek selv flere af deres smukke billeder å projektets Instagram-profil her.
Vil du være en del af kampagnen?
Med billederne, du kan se i galleriet herunder, vil "All Woman Project" vise deres version af, hvordan kvinder kan ser ud, men de inviterer samtidig alle til at være med ved at dele billeder på fx Instagram og tagge dem med#iamallwoman.
Se flere af de fantastiske billeder i galleriet her: