Vi hylder alle størrelser og kropsformer
”Overvægt er også lig med risiko for flere sygdomme, så jeg synes ikke vi bare skal normalisere det at være overvægtig. Der er flere overvægtige nu pga vores kost og vores ændrede vaner. Vigtigt at informere om at det er meget vigtigt at spise sundt. Specielt for et blad som jer der når ud til så mange mennesker. Det synes jeg ikke rigtig I gør mere”.
Sådan skrev en kvinde på Facebook, da vi lagde en video op, der handler om at være glad for din krop uanset om den har de såkaldte idealmål eller ej.
Vores budskab her fra Q – Kvinder med Kurver er, at den rigtige krop, er den DU synes er rigtig.
Det blev altså opfattet, som om at vi ikke synes, at det er godt at spise sundt.
Læs også: 11 tips til at mærke, hvad du har lyst til
En andre skrev, at vi ’hylder overvægt’.
Det synes jeg ikke, at vi gør. Vi hylder retten til at være forskellige. Vi hylder retten til at være glad i den krop, vi nu har – også hvis den krop har flere kilo på sidebenene end modelmål, idealmål eller hvad vi nu kalder det.
Faktum er, ifølge Statens Institut for Folkesundhed, at 51 % af den voksne danske befolkning er normalvægtige, det vil jo sige, at knap halvdelen er enten overvægtige eller undervægtige – nok mest det første, men det er for mig slet ikke vigtigt.
For uanset din vægt, så er du o.k. Du og din krop er o.k.
Og jeg forstår ganske simpelt ikke, at nogen kan mene, at man skal skamme sig over sin krop uanset størrelsen, kropstypen, proportionerne eller lignende.
Læs også: 3 gode øvelser: Skru ned for selvkritik og op for kærlighed
At vi på Q – Kvinder med Kurver har valgt at have fokus på kurvede kvinder, og kvinder, der IKKE har modelmål, betyder ikke, at vi synes, at modelmål er forkerte eller at kurver er lig med overvægt.
Det betyder, at vi synes, at der OGSÅ skal være et blad for kvinder med kurver, og at de kurver er skønne.
Og vi kan spise sundt eller usundt, som vi lyster – og det er der masser af inspiration og oplysning om sund mad, motion og så videre andre steder. I Q er der kurver, om de er sunde eller ej det er vores egen sag. Vi har intet ønske om at opdrage på folk, men om at inspirere til det indre og det ydre – og ikke mindst til, at vi skal være glade for vores krop.
Det er altid det bedste udgangspunkt uanset størrelsen på den.