Skønhed
6. maj 2016

Den ultimative makeup-guide: Hvad er det lige en primer er?

Hvad er en primer? Hvordan er det nu, jeg lægger en concealer? Og skal jeg bruge BB-creme eller almindelig foundation? Q guider dig her til alt, du skal vide om at lægge en smuk og holdbar makeup
Af: Mette Bundgaard
Makeup

Primer eller ej?

Det er ikke nødvendigt – som i at du overhovedet ikke kan leve uden – men en primer giver bare et bedre makeup-resultat. En primer forbereder ansigtet til makeup og forfiner din huds struktur. Den lægger en silkeblød base for en foundation, og da nogle primere indeholder lysreflekterende ingredienser, giver de også huden en flot glød. Primeren holder også på makeuppen, så den ligger flottere dagen igennem, og farveforskelle i huden bliver udjævnet. Nogle primere virker også plejende og opstrammende.

Sådan gør du:

1. Kom først en dagcreme i ansigtet.

2. Massér dernæst primeren blidt ind i huden, hvor den ligger og fungerer som et skjold mellem fugtighedscreme og foundation. Det vil sige, at den forhindrer din tørstige hud i at suge af din foundation, så der ikke i løbet af dagen opstår tørre pletter.

3. Kom derefter concealer, foundation og anden makeup på.

>> Find en primer, der passer til din hud lige her

Concealer mod ujævnheder

Din hud under øjnene er meget tynd, og den blå farve på de fine små blodkar, der ligger lige under hudoverfladen, kan ofte ses igennem. En concealer kan, hvis den har den rigtige farve og er lagt rigtigt, med det samme få øjenomgivelserne til at se friskere ud. På grund af dens kompakte sammensætning og høje indhold af pigment skjuler den let de mørke rande. Vælg en farve, der matcher din hudtone eller er en tone eller to lysere, og gerne i en gultonet nuance. Er huden helt helt lys, er en porcelænstonet concealer det smukkeste. Er dine rande meget blå, er det en god idé at bruge en corrector i en orange nuance før concealeren, da det er en komplementærfarve til blå og derved ”ophæver” den blå tone. En concealer kan du lægge før eller efter foundation, det gør ingen forskel. Skal du dække en bums eller andre små urenheder, er en concealer også god at have ved hånden.

Trin for trin:

1. Dup øjencreme på øjenomgivelserne med ringfingeren og lad den trænge ind.

2. Læg concealeren helt inde ved den inderste øjenkrog nede under øjet og så tæt op mod vippekanten som muligt. Sørg for, at alle mørke og rødlige farver er dækket.

3. Blend nu concealeren ind i huden ved at duppe eller presse let med en finger.

4. Børst til sidst lidt pudder på – med en meget let hånd – så concealeren ikke senere samler sig i linjer. Resultatet varer også længere.

>> Se det store udvalg af kvalitets-concealere og find en, der passer til dig her

Foundation

Foundation er skabt til at give huden et ensartet look, så urenheder, pigmentforandringer osv. skjules. Mineralfoundation virker som en løs pudder, påføres med en børste og dækker moderat og giver en sund glød.

Læs også: Sådan vælger du den bedste foundation til din hudtype

BB- & CC-cremer

Har du travlt i hverdagen, kan BB- og CC-cremer være et nemt alternativ til almindelig creme og foundation.

BB-creme: BB står for Blemish Balm eller Beauty Balm. Det er en alt i én-creme, der giver fugt, farve og solbeskyttelse. Nogle BBcremer indeholder også antiage-pleje og anti-shine, eller de kan give ekstra glød til huden. De kan også bruges som primer, det vil sige som et godt underlag for din foundation. De ser farvede ud, når de kommer ud af tuben, men de dækker ikke som en foundation, de giver kun et friskt skær. Så har du ujævnheder, der skal skjules, er det ved nogle BB-cremer nødvendigt at dække dem separat med en foundation eller en concealer bagefter.

CC-creme: CC står for Colour Corrector eller Colour Control og er en videreudvikling af BBcremen. Alt efter mærket kan den være tilsat nogle flere plejende ingredienser, f.eks. antiage-ingredienser. Pigmentpletter, rødme og forstørrede porer bliver mindre synlige med en god CC-creme, der oftest har en bedre dækkeevne end BB-cremer. CC-cremer har en smidig konsistens, så de er lette at putte på. Nogle af dem indeholder lidt flere farvepigmenter, hvilket giver en justerbar dækning, så du kan komme lidt mere på de steder, du har behov for det.

>> Der findes masser af BB- og CC-cremer til forskellige priser. Start med en billig en, hvis du vil se, om det er noget for dig. Se mere her

Highlighter

En highlighter er et lyst og ofte skinnende pudderprodukt eller en creme, der anvendes på huden, som du ønsker at fremhæve. F.eks. på øverste del af kindbenene, i øjenkrogen eller helt oppe ved brynet. Mens cremen arbejdes ind i huden, kommes pudderet på med en børste. Cremen vil for de fleste være det nemmeste at arbejde med, da den gradvist kan arbejdes ind i huden. Highlighteren kan anvendes på forskellige måder. Ønskes et naturligt look, kan highlighteren blandes med foundation og påføres det valgte sted på ansigtet. Må makeuppen gerne være mere markant, lægges highlighteren oven på foundationen. Nøgleordet, når det gælder highlightere, er "alt med måde", og for det meste vil det kræve en del træning, før man bliver rigtig god til at bruge highlighter.

Cremeblush eller pudderblush?

Blush på kinderne fremhæver hudens naturlige glød og får dig straks til at se frisk og sund ud. Vil du opnå et naturligt udtryk, skal du vælge en nuance, der højst er en eller to toner mørkere end din naturlige hudtone. Knib dig selv i kinderne, og læg mærke til, hvilken farve de får, så har du noget at gå efter, når du skal vælge en ny blush. En cremeblush er det optimale valg, hvis du har en tør hud, da den har brug for al den fugt, den kan få. Cremeblushen giver huden en sund og frisk glød. Den kommes direkte på huden eller oven på foundation. Smil – og dup blushen på det tykke af kinderne, og blend, blend,blend ud mod tindingerne og nedad. En blush i pudderform er rigtig god til en normal til fedtet hud og børstes på samme sted i cirklende bevægelser. Kom kun lidt farve på i første omgang – ryst eller pust på børsten, så overskydende pudder bliver blæst af, for det er lettere at lægge et nyt lag, end det er at fjerne overskydende farve. Kom lidt pudder på kinderne først, så blushen er lettere at blende.

>> Disse blushes fra dette bestemte mærke ser virkelig flotte ud, selv på et lag foundation

Løst eller fast pudder?

Pudder lægges oven på din foundation eller dagcreme, hvis du har brug for at mattere huden, fiksere din foundation eller bare godt kan lide følelsen af pudder. Du kan vælge mellem en løs eller fast en af slagsen. De gør det samme for huden, så det er helt op til dig, hvad du bedst kan lide at bruge. Den løse er nok bedst at bruge derhjemme, da den er lidt svær at transportere, uden at der sker alt for mange skader i tasken. Den faste kan du have med overalt, hvilket er meget praktisk.

>> Denne palette med forskelligt farvede fast pudder i er helt fantastisk! Brug de mørkere toner til at markere dit ansigt. De lysere fungerer som almindeligt pudder og highligtere

Lip plumper

En lip plumper ligner til forveksling en lipgloss, og faktisk er det også bare en lipgloss med et aktivt stof. Den gør altså mere end at tilføre farve og shine. En lip plumper vil ofte indeholde ingredienser som koffein, kanel og chili, som alle har til formål at irritere læberne lidt, sådan at de bliver naturligt røde og en anelse større, idet blodkarrene udvider sig. De første ti minutter vil du føle, at det kribler og svier lidt, men det fortager sig. Nogle lip plumpere indeholder også collagen, som mindsker de fine linjer på læberne, hvilket også hjælper dem til at fyldigere ud. Effekten holder desværre ikke hele dagen, så du er nødt til at påføre flere gange for at holde de fuyldige læber ved lige.

Vil du have mange flere skønhedstips? Så prøv et abonnement på Q. Læs mere om det her

https://imgix.femina.dk/abbo_til_web_-_2016_-_oplaeg2.jpg

Artiklen indeholder affiliatelinks

Læs mere om:

Læs også