Kender du en, der aldrig siger undskyld? Der kan være 5 grunde bag …

Elton John sang om det: ”Sorry seems to be the hardest word”. Og indimellem kan det virke som om, den engelske sanger har fuldstændig ret.

For nogle mennesker – lad os kalde dem ”ikke-undskylderne” - kan bare ikke få sig selv til at stikke andre en undskyldning – uanset, hvor meget de skylder den.

Psychology Today har kigget nærmere på emnet, og hvis du tænker, at det da bare er, fordi personen er en klaphat, der ikke vil tabe ansigt, så kan du (måske) godt tro om igen.

”Det er ikke min skyld”

Når en ikke-undskylder støder ind i en anden person, mumler de måske et ”undskyld” uden at tænke nærmere over det.

Men når ikke-undskylderen sidder f.eks. i bilen og diskuterer med sin ægtefælle omkring ruten – og finder ud af, at man havde uret, vil vedkommende sikkert forklare sig med, at ”du også altid tager den forkerte afkørsel” eller ”GPS’en tager også fejl halvdelen af gangene – det er ikke min skyld!”

Et andet eksempel kan være, når vores handlinger forårsager andre skade, følelsesmæssig stress eller i det hele taget ubehag, så vil de fleste af os undskylde dybt.

LÆS OGSÅ: 8 tegn på, at du skal sige farvel til folk, der dræner dig

Både fordi det er på sin plads, og fordi det er den bedste måde at få tilgivelse på og dermed mindske den skyldfølelse, vi bærer rundt på.

Men også i en sådan situation vil ikke-undskylderne typisk komme med bortforklaringer og benægtelse for at mindske deres ansvar. Men hvorfor forholder det sig sådan?

De 5 grunde:

Ifølge Psychology Today kan der være fem grunde til det, og de handler om, at der ligger en enten bevidst eller ubevidst frygt for ordet ”undskyld”:

1. Erkendelse af fejltagelser er ekstremt truende for ikke-undskylderne, fordi de har svært ved at skelne deres handlinger fra deres karakter. Det vil sige, at har de gjort noget forkert, ja, så må de også være forkerte som personer. Derfor virker undskyldninger som en stor trussel for deres identitetsfølelse.

2. For de fleste af os vil en undskyldning åbne en dør til skyld, men for ikke-undskylderne åbner den i stedet en dør til skam. Og hvor skyld får os til at føle os skidt tilpas med vores handlinger, så får skam os til at få det skidt med os selv. Dem vi er. Og det gør skam til en meget mere giftig følelse end skyld.

3. Hvor en undskyldning for de fleste af os ses som en mulighed for at løse en personlig konflikt, så frygter ikke-undskylderne, at deres undskyldning vil åbne portene til yderligere anklager og konflikter. Når de erkender et fejltrin, så vil den anden part sikkert liste alle de forgangne fejltrin op, som ikke-undskylderen har ansvaret for.

4. Ikke-undskylderne frygter, at de ved at undskylde tager al skylden og fratager den anden part nogen som helst medskyld i konflikten.

5. Ved at nægte at undskylde forsøger ikke-undskylderne at kontrollere deres følelser. De er ofte komfortable med vrede, irritation, og følelsesmæssig distance og oplever følelsesmæssig tæthed og sårbarhed som truende. De frygter, at hvis de sænker paraderne bare lidt, vil det få deres følelsesmæssige forsvar til at smuldre og åbne sluserne til en flod af tristhed og sorg, der vil vælte ud. Måske har de ret. Men de har ikke ret i, at det vil være traumatisk at udstille den slags følelser. Faktisk kan det være enormt terapeutisk og styrkende at åbne sig – men det er en helt anden snak.