Selvudvikling
13. marts 2017

Man fortjener ikke at blive svinet til, bare fordi man er overvægtig.

Midt på åben gade blev Mona Bjerre Ebdrup offer for body-shaming fra en fuldstændig fremmed. Men den ubehagelige oplevelse blev afsæt til et vendepunkt for Mona: Hun skrev et debatindlæg, hvor hun sagde FRA.
Af: Signe Halck, versioneret til web af redaktionen
Body-shaming

Foto: Privat

Lige fra barnsben har Mona Bjerre Ebdrup været vant til at være fysisk genstand for opmærksomhed og diskussion på den negative måde. Hun var overvægtig og stor af sin alder, og det gik ikke ubemærket hen hverken i skolen eller i mødet med fremmede mennesker og nye bekendtskaber.

Derfor har Mona i højere grad end mange andre gennem livet kæmpet med en følelse af at være forkert. I dag er hun 26 år, læser til kaospilot og er ved at starte op som selvstændig coach og grafisk facilitator, men indtil for nylig var det stadig opvæksten, der dikterede hendes syn på sig selv. At hun var forkert, og at folk havde ret til at sige hvad som helst til hende, bare fordi hun var ”tyk”. Der skulle en særligt grænseoverskridende oplevelse til, før Mona erkendte, at det ikke var tilfældet.

Læs også: Body-shaming: Plus size-blogger giver genialt svar på tiltale

Body-shaming på åben gade

"Jeg var i Montreal i sommer, og lige pludselig er der på gaden en fremmed fyr, der kigger på mig og siger: ’Undskyld, jeg kan ikke lide fede kvinder.’ Der blev jeg alligevel så paf, at det satte noget i gang inde i mig," fortæller Mona.

Det ubehagelige møde med den fremmede mand i Montreal var ellers langtfra det første af sin slags for hende. I nattelivet har hun fået upassende kommentarer om sin størrelse fra unge mænd, og i butikker er hun blevet ønsket tillykke med graviditeten – uden at være gravid. På en rulletrappe på vej til metroen er hun af en fremmed kvinde blevet sammenlignet med kvindens veninde, bare i en tykkere udgave, og på sine løbeture bliver hun ofte mødt af heppekorsagtige tilråb fra fremmede.

"Jeg har oplevet det her så mange gange i fuld offentlighed og har som oftest været alene, når det er sket, og der er aldrig nogen, der har sagt noget til det eller grebet ind i situationen. Så jeg har på en måde vænnet mig til det, skammet mig over det, tænkt, at det nok var o.k., og har været så overrasket over folks måde at være på og kommentere mig på, at jeg har været for lammet til at reagere i selve situationen."

I Montreal var Mona også for lammet til at reagere på stedet. Det var først, da hun kom tilbage til Danmark og mødtes med nogle veninder, at hun åbent begyndte at reflektere over det, der var sket.

"I starten brugte jeg en del energi på at slå det hen og på at tage fyren i forsvar og komme med undskyldninger på hans vegne, for han jo måtte have det svært og dårligt med sig selv, siden han på den måde havde behov for at tale nedsættende til fremmede folk på gaden. Så var det, mine veninder sagde stop og fik banket ind i knolden på mig, at det ikke var o.k., hvad der var foregået."

Læs også: 5 cool comebacks: Kendte kvinder siger fra overfor body-shaming

Sagde fra på Facebook

I tiden efter snakken med veninderne gik det op for Mona, at hun reelt havde været udsat for et psykisk overgreb i Montreal, og at det langtfra var en enestående episode. Det stod også klart for hende, at folk tilsyneladende ikke blander sig i den slags overgreb i det offentlige rum. Og det fik Mona til tasterne.

"Jeg satte mig ned og skrev og skrev om mine personlige oplevelser og med et budskab om, at den slags ikke er o.k., samtidig med at jeg appellerede til folk om at tage ansvar og gribe ind i situationer, hvor nogen bliver udsat for noget, der ikke er i orden."

Da teksten var færdig, lagde Mona den op som en offentlig statusopdatering på Facebook, og statusopdateringen blev gennem likes, kommentarer og delinger lynhurtigt spredt langt uden for grænserne af Monas egne Facebook-venner og deres venner. Det viste sig nemlig, at hun langtfra er den eneste, der har oplevet at være fysisk genstand for ubehagelige verbale overgreb på grund af sin krop.

"Jeg fik tilkendegivelser og beskeder fra fuldstændigt fremmede kvinder, der har haft lignende oplevelser, og som var så glade for, at nogen turde sætte fokus på emnet og dele nogle erfaringer åbent og ærligt. De her oplevelser er forbundet med så meget skam og tabu, at de fleste holder dem for sig selv og i bund og grund tror, at de fortjener at blive nedgjort af andre for deres overvægt og deres krop."

Læs også: Kender du nogen, der body-shamer andre? Så giv dem disse 4 gode råd

Body-shaming hjælper ikke ”hende den tykke”

Den overvældende opmærksomhed gjorde det klart for Mona, at hun havde fat i noget, der rakte langt ud over hende selv, så hun sendte sin tekst videre til Dagbladet Information, der bragte den som debatindlæg i september 2016.

Debatindlægget er delt mere end 5.000 gange på Facebook og viser, hvordan sociale medier kan være med til at give kvinder mulighed for selv at definere deres krop og sætte gang i debatten om den måde, vi fokuserer på vægt og kvindekrop. Og selv om Mona oplever, at vi i dag ser en større mangfoldighed i forhold til kvindekroppe og kropsidealer, for eksempel i medierne, så mener hun stadig, at der er behov for at ændre på den kultur, vi har i forhold til fuldstændig bramfrit at tale om andres udseende på.

"Det er, som om folk tror, at de nærmest gør én en tjeneste ved at fortælle én, at man er ’tyk’ eller ved at heppe på en overvægtig, der er tosset nok til at forvilde sig ud på en løbetur. Jeg ved godt, at jeg ikke er tynd. Til gengæld kan jeg uden større problemer løbe 14 kilometer og elsker at løbe, men gør det efterhånden kun øde steder. For når folk står og hepper på ’hende den tykke’, får jeg mere lyst til at løbe hjem på sofaen og gemme mig under dynen. Derfor er body-shaming og fat-shaming skadeligt, for det går ud over selvværdet hos én, der i forvejen føler sig forkert, og kan i værste fald bidrage til, at man bliver i sengen og trøstespiser."

Læs mere om:

Læs også