Hvad betyder vores alder egentlig?

Man spørger ikke om en kvindes alder. Hedder det.

Eller hed det?

Jeg håber, det er datid, for hvis man ikke må spørge om en kvindes alder, så mere end antyder det jo, at det er, fordi hun skal skamme sig over den.

Lidt ligesom det der med, at vi helst skal forsikres om, at vi ikke ser tykke ud – for ser man tyk ud, kan man ikke se godt ud?

Vrøvl.

Jeg er tyk, og jeg ser godt ud. Synes jeg selv. Og så er det sådan set ret ligegyldigt hvad andres synes.

For år tilbage, da jeg var omkring 15 år yngre havde jeg en lille alderskrise omkring de 35 – jeg fornemmede, at ungdommen randt ud og det irriterede mig. Når jeg tænker over det nu, handlede det nok mest om, at jeg følte, at nu var det for sent at skifte spor. For sent at gøre noget andet, end det jeg var i gang med. Det passer ikke, men sådan føltes det.

Da jeg nogle år senere fyldte 40 havde jeg ikke den mindste snert af en 40 års krise. Slet ikke. Selvom jeg hyppigt blev spurgt om det, sådan a la ”Nå, er det hårdt?” eller blev forsøgt bekræftet i, at det da var helt o.k. med søde ordspil a la ”40, frisk og fyrrig”.

Men jeg var ikke ked at det runde tal.

Min daværende chef sagde klogt, at det nok ”handler om at du er tilfreds, der hvor du er og med det du har nået indtil nu”. SPOT ON.

For i mellemtiden var jeg flyttet helt bogstaveligt talt fra Aalborg til København. Jeg havde skiftet job – to gange – og jeg havde det bedre end nogensinde. Jeg ELSKEDE mit liv, og så er det der tal jo ret ligegyldigt.

Siden er det gået op og ned, som livet jo gør, men jeg bruger ikke tid på min alder. Der er så meget andet at bruge tiden på. Den er jo uanset hvad den er, og som vi siger her på Q – alder er bare et tal – og alle tal er pæne.

Læs også: Selvværd kommer med alderen

Læs også: Sex bliver bedre med alderen