Curvy Kandi: Rend mig i idealerne!
(Instagram: Curvy_Kandi)
Der var engang, hvor det at være brun var tegn på fattigdom og hårdt arbejde ude under solen. Der var en (anden) gang at det at være brun, var det smukkeste man kunne være og blev forbundet med ferieliv og rigdom.
Der var engang, at det var et eftertragtet ideal at have stærke, kraftige lår og runde maver.
Og der var en (anden) gang, hvor slanke lår sås som stærke og maver helst skulle være flade og gerne muskuløse. Det sidste gør sig stadig gældende. Og jeg synes bestemt også, at slanke lår og stærke maver er smukke, men det fantastiske er, at jeg også fornemmer, at der er røre i ideal-dammen. Og jeg synes i hvert fald selv, at også kraftige lår og bløde maver er smukke.
For der bliver flere og flere kvinder, der ikke gider hænge fast i ét bestemt ideal. Der bliver flere og flere kvinder, der både kan se sig selv som smukke og se andre, som ser helt anderledes ud, som smukke. Eller faktisk tror jeg, de kvinder, har været der hele tiden, for jeg har altid oplevet kvinder som rummelige og i stand til at se det smukke i diversitet. Men desværre er der også mange af os, som har ønsket (ønsker) at det var (er) de andre, der var ’diverse’. Vi har beundret andre for at skille sig ud, være skæve og ikke passe ind i et ideal.
Eller måske projicere jeg lidt vel rigeligt her.
Men jeg kan jo så nøjes med at tage udgangspunkt i mig selv. Jeg har altid elsket og beundret dem, der var anderledes. Jeg har holdt af dem, der talte højt og slog ud med armene i min ungdoms Aalborg, hvor det ellers var mest in at ligne alle de andre. Jeg har skævet misundeligt til dem, der gik i specielt tøj, dem, der havde sjove frisurer og deres helt egen stil, som ikke kun handlede om deres ydre, men om hele den måde de var i verden på.
Og det er da også på tide, at vi frigør os fra snærende idealer. De stiller jo en for mange af os umulig opgave – det ville jo have været svært at leve op til idealerne i 1920’erne, hvor det var smart med smalle hofter og små bryster, hvis man som mig har brede hofter, runde lår og store bryster. Kropsbygning er jo kropsbygning, så kan der være mere eller mindre vægt på den bygning, men jeg får aldrig smalle hofter uanset om jeg så holdt op med at spise. Og det gør jeg altså ikke.
Personligt har jeg besluttet mig for at elske min krop. Den har stort set haft den samme fysiske form i mindst 25 år, så det virker tidsspilde at drømme om at veje 50 kilo og have små bryster – selvom det dælme også kunne være sjovt.
For mig har det været en beslutning. Og jeg ville virkelig ønske flere kvinder ville hvile i den krop, de bor i, for jeg hører stadig mange bruge en del energi på at ønske sig selv anderledes. Men jeg tror, som jeg ofte gentager, ikke at man kan hade sig selv til forandring.
Og så synes jeg også at historiens idealer kan vise os, at ja, nogle gang er ens kropsform et ideal og andre gang ikke – men uanset, så er det de færreste af os, der kan leve op til idealerne, det er derfor, de er idealer. Og idealer har sjældent buler og mærker. Men det har virkelighed. Og begge dele er ret fantastiske. Så rend os i idealerne – eller lad os i hvert fald holder idealerne på rette plads. De skal aldrig blive en målestok for virkeligheden.
Læs også: 7 skønne hashtag-kampagner, der viser den kurvede krop uden filter
TRE KVINDER du kan følge på instagram, hvis du gerne vil inspireres til et lidt mere rummeligt "kropsideal":
Tessholliday – model og designer af +size mode særdeles sej og inspirerende