Tine Bendixen: En tur i Ikea = himmel og helvede
Altså, vi er jo MINDST i Ikea en gang om måneden, sagde min mand lidende til en af vores venner.”Nej, DET er vi ikke, det er MAX en gang om året”, sagde jeg. Og begge dele kan jo åbenlyst ikke være sandt. Jeg synes, han overdriver helt vildt. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så underdriver jeg også. For vi er der nok to gange om året ... måske tre ... Men i hvert fald ikke 12 gange! Vi lider begge af erindringsforskydelse, når det gælder turen til det, min ellers meget rummelige mand har døbt Dødsstjernen. Fordi vi er der med forskellige forudsætninger. Han er i Helvede. Jeg er i himlen. Han synes, vi skal drøne mod udgangen, når vi har fundet den ene ting, vi kom efter. Men når vi er der for at købe ÉN ting, så er det jo ikke meningen, vi kun skal have den ene ting med hjem, vel? Det er da indlysende!
Nogle mænd får det simpelthen så dårligt af at være i Ikea, at man lige må sikre sig, der er en hjertestarter i nærheden. De ligner trætte, våde hunde, der trasker opgivende efter deres ejere – kvinderne – som til gengæld virker nærmest erotisk opstemte over at være omringet af alle de ting, deres mænd ikke fatter, hvad de skal bruge til. Om ikke andet kan man jo altid købe servietter og lys til lageret, ikke? Kvinderne vil blive i den erotiske følelse længst muligt. Indkøbs-orgasme? You bet! Mændene vil bare hjem. De keeeder sig. Generaliserer jeg? Ja. Men der er altså noget om det.
LÆS OGSÅ: Tine Bendixen: Jeg skylder i skat
Det handler om tid. Eller nærmere om tidsopfattelse. Jeg føler mig f.eks. selv som en træt, våd og opgivende hund, hvis jeg befinder mig i en situation, hvor jeg ikke kan undgå at se sport. Fodbold er næsten det værste. Jeg kigger undrende på mænd, der kigger på fodbold, og føler mig i Helvede, mens de er i himlen. Det keder mig altså helt utroligt. Den absolut eneste sportsgren, jeg nogensinde har fundet interessant, er keglebillard. Og det eneste, der er værre end at se sport, er at være tvunget til at dyrke det selv. Fy for den, det kan simpelthen ikke blive overstået hurtigt nok.
Tid er en elastisk størrelse. Det er jo sjovt nok sådan, at tiden føles lang, når man foretager sig noget, man ikke bryder sig om, og kort, når man gør noget, man elsker. Derfor kan 10 minutter i en supermarkedskø være dræbende, og en time sammen med mennesker, man holder af, kan føles som et alt for kort og flygtigt, sødt øjeblik.
Og så var det, jeg tænkte, at det med at bruge tiden sjovt eller kedeligt i virkeligheden skaber et paradoks. For vi vil jo så gerne leve længst muligt, ikke? Men hvis man så forestiller sig, at man UDELUKKENDE gør ting, man elsker i sit liv – så kommer det vel til at føles enormt kort, det liv. Tjuhej hvor det går, og så står han dér, manden med leen. Hvis man til gengæld udelukkende gør ting, man ikke bryder sig om, så kommer livet til at føles enormt langt. Og det var jo målet ... til gengæld keder man sig bravt hele vejen. Tre måneder som indsat i en celle i Vridsløselille MÅ føles som længere tid end tre måneder som feriegæst i et hus i Toscana. Og jeg ved alligevel godt, hvad jeg helst vil ... Så muligvis er løsningen at tage i Ikea en gang imellem eller at se en fodboldkamp, alt efter hvad det nu er, man bryder sig mindst om. Mærke kedsomheden brede sig, for lige at sørge for, at livet ikke går for hurtigt.
Sidder du og tænker: Hvorfor kører hun ikke bare i Ikea selv? Jamen, jeg har ikke kørekort, og jeg HAR prøvet at bakse tre store vægspejle og en palme hjem i en bus, og jeg glemmer det aldrig. Så hvis du skal derud, vil jeg gerne have et lift. Så er der også en chance for, at jeg faktisk når op på de 12 gange i løbet af et år! Vi mangler også servietter.
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
