Selvudvikling
23. januar 2019

Sådan føles en spirituel oplevelse

Journalist Laura Engstrøm var skeptisk over for spiritualitet, men i en meditation blev hun ført tilbage til et tidligere liv i Mexico hos mayaerne. Hør, hvordan hun beskriver sin bevidsthedsudvidende oplevelse.
Af:
Laura Engstrøm

Onsdag, 23. januar 2019 - 7:32 Udgivet første gang d. 10. juli 2017 - af Margrethe Vadmand og Thora Bruun Makita, foto: Mette Klærke

Hvordan var din spirituelle oplevelse?

– En morgen sad jeg på gulvtæppet i mit soveværelse og mediterede, som jeg havde gjort det mange morgener gennem to år. Men denne gang var det helt, helt anderledes. Min bevidsthed smuttede gennem ”noget”, en form for fortættet energi som en hvirvelstrøm. Videre, ned, hen og gennem tidslagene. Og pludselig befandt jeg mig i mayaernes Mexico før kolonitiden. Der var andre mennesker omkring mig, og særligt én, jeg genkendte; min gamle ungdomskærlighed. Som i en drøm kunne jeg flyve og hævede mig op over scenariet og så den lille by med pyramider, pladser og paladser. Der var afsvedet og tørt. Et par klare stemmer kaldte på mig. De føltes velkendte; som om mine forfædre talte til mig. Havde de en farve, var det sølv, stemmer af sølv. Jeg skulle komme til Mexico, sagde de.

Hvordan stoppede oplevelsen?

– Ganske pludseligt! Så var jeg tilbage i mit soveværelse som ude af en trance. Alt lignede sig selv, og så alligevel ikke. Det føltes, som om jeg havde set mig selv i et tidligere liv. At jeg engang havde levet dér, i mayaernes Mexico. Det føltes, som om mine forfædres ånd havde talt til mig! Men jeg ved selvfølgelig ikke, hvad det var. Oplevelsen slog benene væk under mig og alt, hvad jeg tidligere havde troet på. Verden var forandret, og jeg var forandret. Jeg besluttede mig for at gøre som stemmerne sagde og tage til Mexico.

LÆS OGSÅ: Hannes datter begik selvmord: Et klarsyn hjalp hende igennem sorgen

Hvad skete der i Mexico?

– Jeg tog Anna, min spirituelle lærer, med. Hun insisterede på, at vi skulle tage ud til en strand, som hun kaldte magisk. Her ville vi komme i kontakt med de kosmiske bevidstheder, mente hun. Hun var overbevist om, at de vil manifestere sig i det fysiske. Hun lavede nogle ritualer, mens jeg så på. Og med ét ramte en sølvflamme havets overflade. Så kom der en og en til, og store flammer af sølv dansede hen over havoverfladen. Anna var overbevist om, at det var kosmiske bevidstheder, der havde vist sig for os.

Laura Engstrøm skrev efterfølgende bogen ”Stemmer af sølv - mit møde med en magisk virkelighed” om at møde det spirituelle, når man er skeptisk.

Læs også