Stress af med naturen
Mandag, 4. december 2017 - 7:11 (udgivet første gang juli 2017) - af Jo Brand, redigeret til web af redaktionen. Foto: Panthermedia
Få psykolog Dorthe Djernis' bedste råd til at bruge naturen som terapi.
1. Opsøg den natur, du kan lide
Naturen er storslået, og når vi er til stede i den, påvirker den os på flere måder. Den kan gøre os mere empatiske og tillidsfulde. Den kan reducere stress (og her har selv fem minutter i naturen vist sig at have en effekt). Den påvirker vores helbred – f.eks. har man set, at folk, der bor tæt ved grønne områder, gennemsnitligt er sundere end folk, der ikke gør, ligesom forskning har vist en positiv effekt på immunforsvaret ved længere ophold udenfor.
For at få det bedste ud af naturen, handler det naturligvis om, at du opholder dig i natur, hvor du føler dig tryg. Vi har alle haft nogle oplevelser igennem livet, der gør, at vi trives bedre med noget natur end andet, og det skal man lytte til.
2. Tag af sted uden elektronik … hvis du kan
Naturens positive effekt på krop og sjæl kommer ikke helt af sig selv. Man ved, at man godt kan være ude i naturen, uden at det har en større effekt, hvis man f.eks. går med sin smartphone eller sidder med sin computer, fordi det binder ens opmærksomhed og fjerner fokus fra naturoplevelsen. Derfor kan du med fordel også droppe musikken som ledsager på gåturen - med mindre du har brug for den. For nogle kan musikken nemlig virke beroligende og dermed understøtte naturoplevelsen.
3. Hvis du vil stresse ned
Vil du have sænket dit stressniveau, er der tre ting, du skal gå efter i din naturoplevelse:
1. Tryghed. Det handler om at føle, at du ikke bliver forstyrret af noget uforudsigeligt. Helt konkret kan du opsøge et afgrænset område, hvor du kan sidde med en busk bag dig og kun overskue det, der er foran dig.
2. Vild natur. Undersøgelser har vist, at vild natur er at foretrække. Hvorfor ved man ikke præcist, men det kan have noget at gøre med, at den vilde natur spejler vores indre landskab. Er man broget indeni, har det en positiv effekt på én, når det også ser sådan ud omkring én. Det kan være frigørende.
3. Mange arter. Et sted med mange forskellige arter og typer af bevoksning giver sindet plads til at dvæle ved forskellige ting og dermed slappe af.
LÆS OGSÅ: Brug naturen som stresspille
4. Vær mindful i naturen
Hvis du skal mærke de positive effekter af naturen, kræver det, at du er i kontakt med omgivelserne, hvilket mindfulness kan hjælpe med. Du kan være mindful på flere måder. Du kan sætte dig på en bænk og koncentrere dig om lydene, lægge mærke til bladene omkring dig, duften af jord osv. Fokusér på en ting ad gangen, eller lad alle indtrykkene være der. Du kan også gå og mærke fødderne mod jorden eller koncentrere dig om himmelens farve. Den form for naturmeditationer gør, at du får en bedre kontakt til dine sansninger, og at du får mærket kroppen og aktiveret det parasympatiske nervesystem, der får dig til at slappe af.
5. Tag dine problemer med på tur
Naturen skaber et rum, hvor tingene flyder mere frit. Derfor kan naturen også virke befordrende, når det kommer til at tackle de personlige problemer, man går og tumler med. Forskning viser faktisk, at naturen virker godt, når det kommer til at regulere vores følelser. Naturen kan dermed også bruges, hvis du skal tale noget igennem med et andet menneske, eller hvis dine tanker er kørt fast. Endelig kan den virke kreativitetsfremmende, fordi du kommer ud af de vante tankemønstre og får frigjort noget mental kapacitet. Når du er i naturen, behøver du nemlig ikke bruge så meget energi på at forholde dig til stimuli, som hvis du er i byen.
6. Bring naturen ind i dit hjem
Du behøver ikke gå lange ture ved havet eller i skoven for at få glæde af naturens effekter. Forskning har vist, at alene det, at der står en buket blomster på dit bord, vil gøre dig mere venligt stemt, og at bare det, at du kan se trætoppe fra dit vindue, vil gøre en forskel for dit velbefindende. I Skandinavien er meget af den naturbaserede terapi fokuseret på gartnerarbejde som at grave huller og beskære buske, men i USA sætter man også folk til at omplante potteplanter, fordi det har vist sig at have en effekt. Man har også set, at det gjorde en markant positiv forskel, at ældre på plejehjem skulle passe på en plante i stedet for bare at have den.
7. Hver natur til sin tid
Der er ikke noget natur, der er bedst for alle mennesker på alle tidspunkter. Nogle gange vil man trives bedst med liv omkring sig og muligheden for at være sammen med andre mennesker, mens man andre gange trænger til at gå alene ved havet og blive blæst igennem.
Brug naturen til at afspejle det humør, du er i. Er der tale om store følelser og svære kriser, kan storslået natur være godt, fordi dine følelser kan blive spejlet. Har du haft en dum dag på arbejdet, kan det være, at det nok bare at sætte dig i en park og føle, at du er en del af noget større.
Om eksperten
Dorthe Djernis er psykolog, ph.d.-studerende i naturbaseret mindfulness og en af personerne bag behandlingen i Terapiskovhaven Nacadia, der hører under Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.