Kærlighed og sex
10. august 2017

Er din mand en dårlig elsker?

Vi skal blive bedre til at se indad, inden vi giver vores partner ansvaret, råder feminas sexolog.
Af: Sara Skaarup, redigeret til web af redaktionen
sexolog Sara Skaarup

Foto: Bo Lynge

Tag ansvar for din sexlyst, opfordrer feminas sexolog Sara Skaarup

Par, der er seksuelt ude af trit med hinanden, er en af de udfordringer, sexologer som jeg ofte støder på, når et par har bestilt tid til samtale. I de fleste, men ikke alle tilfælde er det kvinden, der er lukket lidt ned. Typisk savner manden i den situation initiativ og interesse fra kvindens side, men hos kvinden er sexlysten gået i hi – måske er hun også i tvivl om, hvad hun overhovedet har lyst til, og ofte føler hun et pres omkring det seksuelle.

Som regel er begge parter frustrerede. De synes hver især, det ville meget meget nemmere, hvis den anden dog bare slappede lidt af/oppede sig. Og tit er mindst den ene part netop kommet til sexologen i et hemmeligt ønske om at få medhold fra sexologens side omkring, at det er den anden, der har et problem.

Meld ud

Nu er det som bekendt sådan, at man ikke kan ændre på andre – kun på sig selv. Så er man endt i en uheldig cirkel, er det derfor en god idé at fokusere på éns egen del af udfordringen frem for på den andens.

Når er par er ude af trit med hinanden seksuelt, og den ene er lukket ned, må begge på arbejde. Den proces starter med, at både hun og han tænker over, hvad de selv hver især er villige til at ændre for at forandre situationen.

Hvad er jeg villig til at arbejde på – med mig selv – for at komme min partner i møde? Hvad kan jeg gøre, for at vi kan nærme os hinanden? For kvinden, der er blevet passiv, er det gavnligt at overveje: Hvad har jeg brug for for at give rum til at få mere lyst?

Faktorerne behøver ikke at være erotiske – flere weekendture, to uger uden sexsnak overhovedet, flere kys, at min mand taber sig, massage … meld ud! Det er godt med konkrete ønsker, så partneren ikke skal fiske i blinde – og man kan altid ønske, så må man se, om den anden vil efterkomme ønskerne eller ej.

Afgørende er det, om kvinden, der er lukket ned, reelt ønsker sig, man finder sammen seksuelt igen. Ingen mand kan åbne en kvinde mere, end hun åbner sig selv – så grundlæggende afhænger forløbets udfald af én beslutning: Om kvinden er villig til at selv at være med til at åbne sig.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også