Tine Bendixen: Curling eller kærlighed

Hvor længe er man barn? Det er man vel, så længe man ikke kan klare sig selv uden forældrenes hjælp. Den lader vi lige stå et øjeblik. I skrivende stund er min datter på Sri Lanka. Hun rejser alene, mutters alene, hun er 17 år og er taget af sted for at arbejde på et børnehjem og bo hos en srilankansk familie i en del af sin sommerferie. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var a piece of cake for mig at vinke farvel til hende i lufthavnen den lørdag aften og finde den indre ro og tilliden til, at det nok skulle gå glat med den mellemlanding i Qatar og flyskiftet videre til Sri Lanka, hvor nogen forhåbentlig stod og ventede på at transportere hende i et par timer ud til landsbyen, hvor hun skulle bo. Det blev heller ikke til meget søvn den nat, men da hun med fire-fem timers forsinkelse var landet søndag eftermiddag og sendte en glad sms, så blev min moderlige bekymring afløst af stolthed.

Nogenlunde samtidig med at hun rejste, var der Roskilde Festival, og på de sociale medier opstod endnu en curling-diskussion, fordi nogle forældre havde beklaget sig over forholdene for deres børn på festivalen. De havde ligget i kø for længe. De frøs. De kunne ikke få lov til at stille telt op, hvor de havde regnet med at stille det op. Det var bare ikke i orden, Roskilde! Og en talsperson fra festivalen fortalte, hvordan de blev ringet op af bekymrede forældre, der bad dem gå ud og finde deres børn og søreme slet ikke syntes, de bad om for meget – der var 130.000 besøgende i løbet af festivalen, så vi taler ikke bare nål i en høstak, men nål i en hel lade fyldt med høstakke. LÆS OGSÅ: 6 typiske faldgruber som mor til en teenager Jeg forstår selvfølgelig godt, at forældre vil det bedste for deres store (og små) unger. I mit verdensbillede er der bare forskel på curling og kærlighed. Det er, indrømmet, ikke altid let at sende sin indre curling-mor på ferie på ubestemt tid – man skal jo heller ikke underkende, at curling ikke altid bare handler om forkælelse, men i virkeligheden ofte er bekymring og frygt udlagt som omsorg. Og jeg tror, man gør sine unger den største tjeneste ved at give dem mere kærlighed end curling. Kærlighed handler jo blandt andet om at sætte hinanden fri, og både min datter og jeg er garanteret vokset mentalt, når hun lander igen (og jeg vil også være lettet, men det siger jeg ikke til hende!).

Nu synes du muligvis, jeg er en supertarvelig mor, der ikke er omsorgsfuld over for min datter, men jeg mener altså det her: Fra man er 12 år, kan man godt selv begynde at finde vej, spise med kniv og gaffel, opføre sig nogenlunde dannet over for fremmede, skifte sit sengetøj, smøre sin madpakke, rydde op på sit værelse, vaske sit tøj – og familiens håndklæder – og lave simple madretter til sig selv og familien. Det indebærer samtidig, at man som forældre erkender, at éns børn sjældent har samme standard som én selv (det er noget med frontallapperne) … I stedet for konsekvent at beklage sig over skidtet, der gror på værelset, eller, oh skræk, rydde op for sin teenager, må man lukke døren – og øjnene – og afvente, at ungen selv bliver træt af de mugne yoghurt-skåle, vattet med gammel makeup og bunkerne med vasketøj på gulv-et. ALLERHØJST må man, når der ikke er flere rene håndklæder til resten af familien, hente nogle af de enorme mængder af halvklamme håndklæder, der ligger henslængt på gulvet på teenageværelset. Jeg ser det hele som en proces – det handler om at lære at blive voksen, og det bliver man ikke fra den ene dag til den anden, og da slet ikke, hvis man har forældre, der konstant sørger for, at serviceniveauet er det samme, som dengang man var 5 år. Det er curling, og det er noget skidt. Medmindre, altså, man ønsker, at éns børn aldrig bliver voksne og bliver boende på børneværelset, som man selvfølgelig stadig rydder op for dem, til man selv stiller træskoene.