Selvudvikling
24. august 2017Chefredaktøren: Har du mod til at være dig selv?
Jeg har måtte bryde mit liv op for at finde tilbage til mig selv, til mine værdier, til livsglæden. Den har jeg – i en alder af 43 – fundet nu. Men det har været en lang vej, en hård vej, en nødvendig vej
Af: Camilla Kjems
- Er du dig selv, når du er sammen med andre?
- Siger du til og fra, når du mener til og fra?
- Kommunikerer du dit behov, når du har det (og ikke 10 dage efter)?
- Tager du dine behov alvorligt, hvad enten du for eksempel har brug for tid alene, til at være i naturen eller sove?
- Behandler du dig selv med kærlighed, når det kommer til for eksempel mængderne af motion, kost og arbejde?
Disse 5 spørgsmål skal du helst kunne svare ja til, hvis du vel at mærke mener, at du da bestemt går rundt og er dig selv – og også lever et liv hvor du er tro mod dig selv. Artiklen i denne uges femina ramte mig lige i solar plexus, for indtil for få år siden kunne jeg langtfra sige ja til alle disse spørgsmål. Jeg kunne ikke sige til og fra uden at føle skyld og skam og at jeg var helt forkert. Jeg satte alle andres behov i første række. Og jeg kunne ofte først mærke mine egne behov eller grænser, flere dage efter at de var blevet overhørt eller overtrådt. Til sidst brændte jeg sammen. Brød sammen. Og måtte bryde mit liv op for at finde tilbage til mig selv, til mine værdier, til livsglæden. Den har jeg – i en alder af 43 – fundet nu. Men det har været en lang vej, en hård vej, en nødvendig vej. Før i tiden ville jeg have tænkt, at det da er dybt egoistisk hele tiden at skulle ”lytte til sig selv" og på den måde sætte sig selv først, men min vigtigste erkendelse i forløbet har været, at det er det præcis modsatte: Først når du er noget for dig selv, kan du for alvor være noget for andre. Først når du er tro mod dig selv, kan du være autentisk og tro overfor dem, du elsker. Først når du har mod til at være dig selv, kan du slippe indre stress og angst og give dig hen til livet. Fordi du da er sikker på, at du kan stole på den, du med sikkerhed altid vil have ved din side: Dig selv. FÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA I GALLERIET HERUNDER