Leonora Christina Skov om sin barndom: ”Min mor græd meget”

Leonora Christina Skov fortæller om sin barndom

Jeg er født i Helsinge i 1976 og bliver døbt Christina Skov.

Min mor er uddannet økonoma og arbejder på halv tid på et plejehjem. Min far, der er gammel militærmand, er chef i licensafdelingen i DR. Jeg har ingen søskende, og det får jeg heller ikke. Jeg får at vide, at det er fordi, jeg hylede og skreg så meget, da jeg var lille, at min mor ikke kunne være nogen steder.

Mit første minde er...

... at jeg ligger og skriger i en lift inde på et værelse, og min mor står uden for døren og græder. Hun har en ubehandlet fødselsdepression. Jeg er et år, vil jeg tro. Jeg græder, fordi jeg ikke vil ligge dér, men samtidig har jeg også dårlig samvittighed over for min mor.

Jeg må ikke sidde på min mors skød.

Hun kan ikke lide, at folk kommer for tæt på. ”Du skal ikke komme for tæt på. Det kan jeg ikke have,” siger hun. Så jeg sidder ved siden af hende. Jeg længes efter, at en voksen kvinde skal holde om mig.

Jeg er fars pige ...

... og jeg ved, at jeg er ønsket af ham. Han er meget engageret – meget mere end de andre fædre i Helsinge. Han leger med mig om aften­en. Så spiller vi bold i haven eller cykler. Der er altid et formål med legen. Vi gør det, for at jeg skal blive dygtigere, f.eks. træne min finmotorik ved at gribe.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov: Det har været en udfordring at leve så anderledes end alle andre

Jeg starter i 1. klasse og er udenfor.

Der er klikedannelse. Hende, der bestemmer det hele, hedder Christina, og så har hun et sidekick, der hedder Tine. De er ikke søde. De holder dem, der ikke er ligesom dem selv, udenfor. F.eks. skal man have noget bestemt tøj på: skotskternede bukser, en polotrøje – Kappa eller Lacoste – og en pullover. Tines far arbejder i elektronikbutikken i Helsinge, og da jeg har fået en rød ghettoblaster til fødselsdag af mine forældre, kommer hun hen og siger: ”Min far synes, at den er grim.” Men jeg er ligeglad. Rød er min yndlingsfarve. Jeg retter ikke ind i skolen, som jeg gør derhjemme.

Da jeg starter i skole ...

... kommer jeg i dagpleje hos Ellinor, som jeg er hos før og efter skole, når min mor skal arbejde. Ellinor er kærlig og omsorgsfuld og engageret. Derhjemme må jeg slet ikke få slik – min mor siger, at det er usundt for tænderne, men hos Ellinor må jeg godt. Hun har også en gigantisk rød spegepølse, som er helt fantastisk. Og så tager hun mig med i Brugsen, hvor der er et cafeteria, og hvor jeg spiser pommes frites med remoulade til frokost – det er så lækkert.

Jeg er 6 år og ved, at jeg skal være forfatter.

Jeg skriver dagbog og historier. Min mormor og morfar siger, at jeg skal sende en af dem ind til Vamdrupavisen. Det gør jeg, og den bliver antaget.

Min far sammenligner min mor og mig.

Han siger, at min mor er et bedre menneske, at hun er pænere, klogere osv. Da jeg bliver voksen, spørger jeg ham, hvorfor han gjorde det. Han siger, at det var, fordi jeg kunne klare det, og min mor manglede selvtillid.

I 4. klasse starter jeg på Helsinge RealSkole.

Det er en privatskole, der er meget striks. Men mine forældre har reageret på, at jeg har sagt, at jeg kedede mig på den anden skole, fordi undervisningen var så dårlig. Jeg er stadig udenfor, men det er ikke sådan, at jeg får buksevand eller bliver slået. Jeg kan løbe stærkt, og så er jeg bedre begavet end de andre. Når vi skal skrive fristil, er jeg lysår foran dem.

Jeg har 160 pennevenner over hele verden: Fiji, Tahiti, Peru, Bhutan, Sydafrika osv.

De er på en måde mine venner. Når jeg kommer hjem fra skole, har min mor stillet brevene op til mig på køkkenbordet – der kommer gerne syv-otte stykker om dagen. For mig er det en måde at rejse på, og jeg lærer meget af at skrive med dem og skriver også meget personligt med nogle af dem.

I 5. klasse bliver jeg ven med Shirley.

Hun bliver min bedste veninde. Hun interesserer sig også for at skrive, og så har hun pennevenner ligesom jeg. Min yndlingsleg er, at man sidder over for hinanden ved køkkenbordet og skriver historier, som man skiftes til at læse op for hinanden. Den leg er der ikke mange, der gider lege, men det gider Shirley.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov stod af Facebook: Alle andre havde et meget federe liv end mig

Selv om jeg får gode karakterer ...

... er jeg altid rystende nervøs, når jeg får karakterer, for min far kan altid finde noget, jeg kunne have gjort bedre – om det så er i håndarbejde. Som årene er gået, er det blevet mine præstation­er, der er det vigtigste. Det fylder det hele. Han leger ikke længere med mig. Og jeg føler ikke, at han elsker mig, hvis jeg ikke præsterer. Så når vi er på ferie, glæder jeg mig til at komme tilbage til skolen, så jeg kan præstere igen. Senere beslutter jeg, at når jeg er gået ud af gymnasiet og er flyttet fra Helsinge, vil jeg ikke fortælle om mine karakterer til mine forældre, og det løfte holder jeg.

Selv om jeg får nye veninder i gymnasiet, bliver Shirley ved med at være min bedste veninde.

Men da hun er 19 år, dør hun. Hun falder om med hjertestop på en trappe i Spanien, hvor hun er på sprogskole. Det er 21 år siden nu.

Da Shirley dør, tager jeg mit liv op til overvejelse.

Jeg bliver voksen. Jeg er lige flyttet til København for at studere og springer ud, hvilket fører til et kæmpe brud med min familie. Jeg ser dem ikke i syv år. Det er også i de år, at jeg sidder ude på KUA og printer billeder ud af Audrey fra Twin Peaks, fordi jeg vil genskabe hendes look – nu er jeg jo i København, og her er masser, jeg gerne vil have. På den måde genskaber jeg mig selv og tager også navnet Leonora.

Sådan ser jeg min barndom i dag:

”Der var ikke så meget kærlighed, så den måtte jeg finde andre steder. Mine forældre så mig ikke. Jeg var der for at præstere i skolen og gøre min mor glad, hun levede gennem mig, og jeg havde altid antennerne ude for at mærke efter, hvordan hun havde det. I dag er min mor død, men min far lever stadig. Han kan ikke se, at han har gjort noget galt, heller ikke da jeg sprang ud. Derfor er det også lidt svært at have en tæt relation i dag”.

Kort om Leonora Christina Skov

Forfatter, uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab. I 2015 udkom hendes seneste roman ”Hvor intet bryder vinden”, og til januar udkommer hun med en roman baseret på hendes erindringer fra barndommen. Hun er 41 år og gift med videnskabsjournalisten Annette K. Nielsen, som hun bor sammen med i København.