Jeg er så ked af at have født for tidligt

For ni måneder siden fødte jeg en datter. Hun blev født seksenhalv uge for tidligt og var indlagt fire uger på neonatalafdelingen efter fødslen. Der var en mislyd ved hendes hjerte, som ved en scanning heldigvis viste sig ikke at kræve behandling. Hun fejlede således ikke noget - skulle blot vokse sig større og blive i stand til at spise selv osv. I dag er der ikke noget at mærke på hende. Hun er stor og glad og trives godt. Min datter er ikke problemet - det er mere mig. Jeg har det stadig meget dårligt med, at hun blev født for tidligt. Jeg havde så ondt af hende: Tænk at begynde livet sådan et sted med mange lyde, lys, blodprøver, sonde osv. Jeg følte ikke, jeg kunne beskytte hende mod alt det, der skete, og jeg havde meget dårlig samvittighed over for hende. Følte, at det var min skyld. Også selvom jeg inderst inde vidste, at det var det ikke. Det skete spontant - vandet gik bare en aften, og der var ikke noget, jordemoderen kunne gøre for at stoppe veerne.
Jeg følte på en måde, at jeg var blevet frarøvet den sidste del af min graviditet. Jeg var slet ikke mentalt klar til, at hun skulle komme på det tidspunkt. Jeg kan stadig vågne om natten og tænke over alt det, der skete. Fx synes jeg, at jeg kan blive ved med at mærke følelsen af, at vandet gik, og hvor bange jeg blev dengang. På neonatalafdelingen handlede alting om min datter, og hun er naturligvis også det vigtigste. Men hvorfor er der ikke nogen, der spørger os, der har født for tidligt, hvordan vi har det? Det er så hårdt, og burde personalet på sådan en afdeling ikke vide det? Man har brug for at tale med nogen om det. Som du kan høre, er der mange ting, jeg ikke har fået bearbejdet omkring fødslen og tiden på hospitalet. Da jeg prøvede at tale med min sundhedsplejerske om det, synes jeg, hun kun fokuserede på, om jeg kunne knytte mig til min datter. Og det har jeg aldrig haft problemer med. Hende har jeg elsket lige fra begyndelsen. Sundhedsplejersken ledte vel efter tegn på, om jeg havde en fødselsdepression, men det vil jeg ikke kalde det. Det hele drejer sig jo om det chok, det var, at føde for tidligt. Nu går jeg og tænker på, om det vil ske igen, når jeg skal have mit næste barn. Jeg har haft det sådan længe, at jeg gerne vil være gravid igen med det samme, så jeg kan vise, at jeg kan gennemføre en normal graviditet. Men hvad nu, hvis det går galt - jeg tør dårligt blive gravid igen.
Stine

Kære Stine
Når en fødsel går i gang tidligere end forventet, er det altid en chokerende oplevelse for både mor, far og barn. Ingen i den lille familie er klar til fødslen - hverken fysisk eller mentalt. Hele graviditeten er styret af hormoner, som påvirker både mor og barn, og den sidste del af graviditeten er tiden, hvor begge gør sig klar til fødslen. Barnets fysiske udvikling afsluttes således, at barnet bliver klar til at slippe livet i sin mors mave for at begynde sit eget selvstændige liv. Mor bliver både fysisk og mentalt klar til at føde sit barn og starte amning. Afbrydes graviditeten før tid, får alle et chok, og det kan man reagere forskelligt på, afhængigt af fødslens forløb, barnets tilstand efter fødslen og mængden af personlige ressourcer hos den enkelte. Har barnet det godt og ser ud til hurtigt at komme sig over fødslen, så har vi en tendens til at mene, at alle må være glade, men sådan er realiteterne ikke. Ingen kommer lynhurtigt over sådan et chok, og følelser som skyld, utilstrækkelighed og følelsen af tab er helt almindelige i sådan en situation. Chok eller depression - mange af symptomerne er de samme - man hænger følelsesmæssigt fast i oplevelsen. Da du stadig efter ni måneder har en del negative tanker omkring fødslen, vil jeg opfordre dig til at søge professionel hjælp. Der er ingen grund til, at du har det på den måde, det tager jo også noget af glæden over at have fået din datter.
Du kan tale med en psykolog, men det vil også være godt at få kontakt til en kropsorienteret psykoterapeut, gerne med speciale i choktilstande. Chok sætter sig i kroppen, og får du ikke bearbejdet oplevelsen kropsligt, vil den dukke op ved din næste fødsel. Motivationen for din næste gradivitet skulle gerne være ønsket om endnu et barn og ikke at kunne præstere en normal graviditet. Du er god nok, og du gjorde det bedste, du kunne, andet må du ikke forlange af dig selv.
Benedikte Hertel, psykoterapeut

Læs også:
Fødselsdepression
Nedtur efter kejsersnit