Sundhed
26. maj 2005

Hun sover meget uroligt om natten

Det er ved at være et stort problem for os, at min yngste datter på tre et halvt år sover meget uroligt om natten. Hun bliver puttet hver aften
Af: af Ulla Nielsen

Det er ved at være et stort problem for os, at min yngste datter på tre et halvt år sover meget uroligt om natten. Hun bliver puttet hver aften klokken ca. 20.00 med faste putte-ritualer: Børste tænder, læse godnat historie og falde i søvn i egen seng.
Det går fint, hun har intet imod i at blive puttet og falde i søvn i sin egen seng, men efter ca. 3-4 timers søvn vågner hun, er ked af det og vil ikke falde i søvn igen i sin egen seng. Det har stået på næsten hele hendes korte liv.
Det føles som om, vi gennem årene har prøvet alt. Min mand og jeg har trøstet flere gange i løbet af en nat, ladet hende skrige sig i søvn - det hjalp ikke. Efter halvanden time skriger hun stadig og alle andre, det vil sige søskende og naboer, er vågne.
Det stod på en uge - så droppede vi den metode.
Jeg har ligget og sovet hos hende, men lige så snart jeg går, vågner hun igen. Vi har haft hende sovende i vores seng igennem længere tid, og det er umiddelbart den løsning, der har været størst succes med. Hun vågner dog stadig mange gange i løbet af natten, sover meget uroligt og vågner tidligt.
Nu er hun efterhånden så stor, at hun fylder godt i sengen. Da hun samtidig ligger meget uroligt, bliver faren og jeg sparket, slået og næsten skubbet ud af sengen. Jeg har nu prøvet at lægge en madras ved siden af min seng, men lige lidt hjælper det - hun vågner stadig og kalder på mig. Jeg rækker en arm ud og nusser lidt. Tager armen til mig og en time efter er hun vågen igen.
I børnehaven siger de, at hun trives og er en glad pige. Hun får en lille lur efter frokost - det er hun nødt til efter en meget urolig nat, spiser sin mad og leger godt.
Det er nu fire år siden, jeg har fået lov til at sove hele natten, og jeg ved snart ikke, hvad vi som familie kan gøre for at bryde denne cirkel.
Catrina

Kære Catrina

Når man vælger at få børn, siger man også farvel til en sikker nattesøvn. Nogle børn har et rigtig godt sovehjerte og sover hele natten fra de er omkring et år, men for de fleste går det anderledes.

Vi bearbejder dagens oplevelser i vores drømme om natten, og da små børn får mange nye indtryk hver dag, giver det let urolige nætter med behov for at have far eller mor meget tæt på for tryghedens skyld.

Virker de gængse metoder med at lade barnet græde sig i søvn i en perioden slet ikke, og sover barnet uden de store problemer, når far eller mor ligger ved siden af, så mener jeg, at barnet har et behov for ekstra tryghed om natten. Og det synes jeg, man som forældre skal tage hensyn til. Det er ikke en ond cirkel, som absolut skal brydes.

Jeg synes, det er en god ide fortsat at lade barnet starte nattesøvnen i sin egen seng, men vågner barnet af den tunge søvn efter tre-fire timer, så tøv ikke med at tage barnet ind i jeres seng resten af natten. I dobbeltsengen eller på en madras ved siden af - hvad der nu fungerer bedst.

Hvis I som forældre ønsker en sikker nattesøvn, så må I dele jer sådan, at den ene sover med barnet, mens den anden sover i et andet rum i ro og fred. Med andre ord, så må I organisere jer ud af problemet.

Men tab ikke modet. Jeg kender ikke til nogen børn, der stadig har lyst til at sove hos deres forældre, når de når puberteten. Så I skal nok få dobbeltsengen tilbage.

Benedikte Hertel, sundhedsplejerske

Læs også:
Sover uroligt og vågner tidligt

Læs også