Sundhed
2. december 2008

Min baby er holdt op med at pludre

Jeg har en dreng på otte måneder. Han var begyndt at pludre rigtig meget, men har de seneste to måneder ikke gjort det. Han ser ud som om, han gerne
Af: Ulla Nielsen
https://imgix.femina.dk/media/89350693afcc49b4ae10b94f5f3a3192.jpg

Jeg har en dreng på otte måneder. Han var begyndt at pludre rigtig meget, men har de seneste to måneder ikke gjort det. Han ser ud som om, han gerne vil, men der kommer bare ikke nogen lyd ud af munden. Han siger små lyde, når han har sutten eller hånden i munden, og det lyder også som om, han puster. Er det normalt, og kommer pludrelydene igen? Er der evt. noget, vi kan gøre, når vi kommunikerer med ham?
Lone

Kære Lone
Det er helt almindeligt, at børn holder pause med deres pludren i perioder, hvor de er i gang med at lære nye, motoriske færdigheder, men sådan en pause må bare ikke blive for lang.

I ottemånedersalderen begynder børnene at pludre i stavelser og siger ba-ba, ma-ma o.l., og sprogforståelsen begynder så småt. Børnene leger lidt mere med lydene og især dem, de ikke kun kan høre, men også kan mærke i kroppen ved fx at sige noget med hånden i munden.

Mange små børn i dag har hørenedsættelse på grund af væske i mellemørerne i forbindelse med forkølelser o.l., og derfor skal man holde øje med det, når sprogudviklingen går i stå i længere tid. Væske i mellemørerne kan give så stærk hørenedsættelse, at det virker hæmmende for både barnets psykiske og fysiske udvikling.

Da jeres søn ikke har pludret i flere måneder, vil jeg anbefale, at hans hørelse bliver undersøgt hos en øre-næse-halslæge. Det kræver ingen lægehenvisning. Det skal undersøges, om den manglende sproglige udvikling kan skyldes væske i mellemøret, eller om der er andre årsager til, at han er holdt op med at pludre.

Drejer det sig om væske i mellemøret, så findes der flere behandlingsmuligheder, som er meget effektive og giver barnet hørelsen tilbage efter kort tids behandling. Drejer det sig om andre årsager, er det vigtigt, at de bliver opdaget og behandlet så hurtigt som muligt af hensyn til hans videre udvikling.

Så der er bestemt ingen tid at spilde. Det er bedre at få hørelsen undersøgt en gang for meget end en gang for lidt.

Benedikte Hertel,
sundhedsplejerske

Læs også:
Din babys sprog
Styrk dit barns sprog

Læs også