Når computeren og Nintendoen bliver babysitter
Foto: all over press
Danske børn er storforbrugere af digitale medier som bærbare computere, spillekonsoller, mp3-afspillere, fjernsyn og mobiltelefoner.
I snit har et dansk barn i alderen 11-14 år over fem digitale medier på sit værelse. Det viser en undersøgelse blandt forældre med hjemmeboende børn, som Gallup har foretaget for Berlingske, skriver Berlingske (link fjernet).
Opbygger sociale relationer
- Børn i dag kan slet ikke undvære disse medier, siger Carsten Jessen, lektor på DPU, som forsker i unges medievaner til Berlingske.
- De interaktive medier som computer og mobiltelefon bruges af de unge til at opbygge og vedligeholde sociale relationer, og selv traditionelle medier som fjernsyn er udgangspunkt for snak i skolen, siger han.
Bør ikke bruges som babysitter
Blandt de fire- til seksårige børn har flere end hver anden en håndholdt spillekonsol, og hver fjerde har fjernsyn på deres eget værelse.
- Det er et problem, hvis medier bliver brugt som babysitter - uanset barnets alder - og det kan efter min mening være en rigtig god idé at sikre, at familien kan være fælles om oplevelser også via medierne, siger lektor Gitte Stand fra IT-Universitetet.
Hun står bag de danske bidrag til et storstilet europæisk forskningsprojekt om børn og digitale medier.
Gallupundersøgelsen viser desuden, at hver tredje forældre føler sig presset til at købe nye digitale medier til deres børn.
Læs også om, at elektronik på børneværelset giver kemiske dampe på mama.dk.