Mor som 20-årig
foto: Nellie Møberg
Pernilles 3 råd
til dig, der bliver mor som 20-årig
- Husk, at det er et fuldtidsjob, som kræver meget tid og overskud, så du skal være klar til at sætte dine egne behov til side. Forbered dig mentalt under graviditeten.
- Hjælp dine nærmeste til at forstå din situation. Det er altafgørende at have folk omkring dig, som støtter op.
- Nyd det, og lad være med at tænke på, hvad andre siger. Vær stolt af dig selv og dit valg hele vejen.
"Jeg har altid gerne villet være ung mor. Min egen mor var 20, da hun fik min storesøster, og det er dejligt at se, hvor ung hun er i forhold til os. Min kæreste og jeg snakkede om, at det var nu, vi havde lyst, og der var mange omkring os, som fik børn, så det føltes meget naturligt," fortæller Pernille.
Hun forstår godt, at nogle synes, det er tidligt, men for hende føles det helt rigtigt.
"Jeg er nok også lidt atypisk, for jeg har altid gået meget op i sport i stedet for at drikke mig fuld hver weekend. Jeg har mange veninder, som har det helt anderledes, og for nogle kan det godt være svært at sætte sig ind i, at jeg kan blive forsinket til en aftale, fordi mine behov ikke længere kommer først."
Udfordringer
For Pernille har rollen som mor betydet, at hendes uddannelse er udskudt. "En uge inden jeg skulle begynde på studiet, begyndte morgenkvalmen og de ømme bryster, og det endte med at jeg kun var der få gange, fordi jeg havde det så dårligt i begyndelsen af graviditeten," fortæller Pernille, der droppede studiet og fik job i stedet.
I dag er hun på barsel og kontanthjælp og planlægger at starte studie igen næste sommer.
En anden udfordring ved at være ung mor er andres meninger.
"Jeg kan godt føle, at folk prøver at belære mig på grund af min alder. De kommenterer på måden, jeg tager mig af Mille, eller jeg kan blive spurgt, om jeg har en kæreste, fordi de tror, at en ung mor må være single. Men jeg tager mig ikke så meget af det."
Fordele
Noget af det bedste ved at være ung mor er ifølge Pernille, at hun er frisk og har masser af overskud.
"Jeg synes, det er vildt dejligt, og kærlighed har fået en helt ny betydning, efter at Mille er kommet til verden," fortæller Pernille.
"Der er også noget fedt ved at tænke på, at når min datter er 20, så er jeg 40 og har stadig meget liv tilbage. Min kæreste og jeg joker med, at vi allerede som 40-årige kan rejse verden rundt og nyde hinanden," siger Pernille.
"Folk siger, at jeg spilder min ungdom, men det kommer jo an på, hvad man giver værdi. Hvis du bruger din ungdom på at gå i byen og være fuld, hvor meget husker du så af den? Jeg føler ikke, at jeg spilder min ungdom, og hvis jeg har lyst til en tur i byen, så gør jeg det. Selvfølgelig kommer Mille i første række, men jeg sætter ikke mit liv på standby."