Få styr på børnene ved middagsbordet
Foto: All Over Press
Hvis barnet ikke vil spise maden, er der mange ting, du kan gøre, for at aftensmaden bliver en god oplevelse for både børn og forældre.
Af Julia Schmiegelow Foto: All Over Press
Skrig, skrål og børn der forlader deres plads uden at have indtaget den mindste bid, er ikke en sjældenhed ved mange middagsborde. Og er noget der kan give de fleste forældre grå hår på hovedet. Konflikter er netop, hvad der opstår hos mange familier, når aftensmaden bliver sat på bordet, skriver tv2.dk. Heldigvis har familievejleder Lola Jensen og ernæringsekspert Christian Bitz et par tricks, som - med tiden - kan gøre aftensmaden til en hyggelig affære:
Gå ikke rundt med maden: Børnene må gerne forlade bordet, når de er færdige med at spise, og de må gerne fortryde og komme tilbage. Men de skal ikke tage maden med fra bordet i små hapsere.
Spis sammen: Sid ned hele familien ved spisebordet, i stedet for at barnet sidder foran fjernsynet og får en tallerken mad sat foran sig.
Lad det lille barn gøre det selv: Hvis mad og service står langt væk fra barnet, vil barnet kun fokusere på at få fat i det. Så lad tingene stå i nærheden af barnet. Brug to tallerkener til barnet - en hvor du opbevarer maden, og en anden der står foran barnet, hvor du hælder lidt op ad gangen. Så er der også mindre, der ryger på gulvet. Stil bestikket og især en ske frem før barnet egentlig selv bruger det. For pludselig får barnet lyst til at prøve at bruge skeen.
Du skal smage!: Tal ikke negativt om maden, kom ikke med kommentarer eller kommandoer som, "du skal smage!". Det skaber en dårlig stemning.
Spis hel mad: Blend ikke maden til ukendelighed. Der skal være struktur i maden, og barnet skal kunne se, hvad det er. Fra barnet er cirka otte måneder, kan du begynde at introducere hel mad. Ligeledes er sammenkogte retter ikke et hit hos større børn, som for eksempel chili con carne, wokretter og grøntsagstærter. De skal kunne stole på indholdet.
Adskil maden: Børn kan godt lide, at de forskellige ting er adskilt på tallerkenen. Derfor er mormors mad med medister, sovs og kartofler ofte et sikkert hit.
Ingen cirkusforestillinger: Forsøger far at narre maden i barnet på en 'flyvemaskine-ske', skal der efterfølgende større og større 'forestillinger' til for at få barnet til at spise maden.
Ingen mad, når køkkenet er lukket: Hvis barnet kommer og siger, at det er sulten, efter maden er ryddet af bordet, skal barnet ikke have noget. Giv gerne et stykke frugt om aftenen, men sig kærligt til det, at køkkenet er lukket og du får mad igen til morgenmaden.
Hvad har du så oplevet i dag?: Snak om, hvad der er sket i løbet af dagen, når I sidder rundt om middagsbordet. Så fjerner I fokus fra maden, der ellers kan skabe en del konflikter.
Lav en madplan: Læg en plan for næste uges aftensmad sammen med børnene. Hvis din datter kun kan lide ris, kan du sige for eksempel sige, at "det er din maddag på torsdag, og der får du ris". Så ved hun, hvad der skal ske, og tør flere ting.
Læs mere:
Kræsne børn giver konflikter ved bordet
Sådan får du en ulvetime uden skrig og skrål