Fåresyge
Fåresyge er en akut infektion med hævelse af ørespytkirtlerne (heraf navnet fåresyge). Bugspytkirtel og kønskirtler inklusiv testikler og bitestikler kan også rammes. Sidstnævnte er en frygtet komplikation, fordi det i sjældne tilfælde kan føre til sterilitet.
Symptomerne starter typisk med ca. 1 døgns varende tiltagende utilpashed, stigende temperatur og tiltagende trykkende fornemmelse ved kæbevinklerne. De følgende dage udvikles en dejagtig hævelse af den ene eller begge ørespytkirtler, som sidder foran ørerne og oftest giver svære smerter. Almentilstanden og feberens højde kan variere en del, men i svære tilfælde er der høj feber og påvirket almentilstand i et par dage, og sygdommen er en uges tid om at klinge af.
Fåresyge kan forebygges ved vaccination, hvilket indgår i det danske børnevaccinationsprogram med MFR-vaccinen, der også beskytter mod mæslinger og røde hunde. Siden indførelse af MFR-vaccination er sygdommen nu sjælden i Danmark og ses hovedsageligt hos uvaccinerede.
Smitten overføres med spyt, og der kræves en forholdsvis stor mængde virus, hvorfor der skal være tæt kontakt for smitteoverførsel. Der er ikke særlige restriktioner i forhold til børn i daginstitutioner udover hvad der normalt gælder for syge børn.
Diagnosen bekræftes ved en blodprøve. Der findes ikke en specifik behandling, som derfor består i lindring af symptomerne.
Kilde: Statens Serum Institut