Offer for ’nuttekløen’

Klokken er 02:47, og noget klynker ved siden af min hovedpude. I et par søvndrukne sekunder undrer jeg mig over, hvor lyden kommer fra, indtil virkeligheden melder sig: jeg har fået en baby. Igen.

I de næste 20 minutter sidder jeg i mørket og lytter til min lille datter Millas smasken og sutten. Hun er desværre ikke en af de babyer, der "sover igennem" - ligegyldigt hvilken definition af begrebet, man end vælger at bruge. Jeg ynder at tænke, at hun holder af mit selskab, og at det er derfor, hun finder det relevant at vågne med en til tre timers mellemrum for at ligge der og sutte.

Den type babyer er benhårde. Kun koncernchefer og torturofre sover i så korte stræk. Selv kommandosoldater ville bryde grædende sammen, hvis de skulle nøjes med så lidt søvn. Jeg har ved Gud aldrig forstået, hvorfor det skal være sådan. Rent evolutions- og overlevelsesmæssigt giver det jo ingen mening at udpine sin mor for enhver energi. Min søn Emil, som nu er 3½ år, sov endnu mindre end Milla, da han var spæd. Han kunne sagtens klare sig med 45 minutter, så var han på igen. Dag og nat. Og knægten trivedes tilsyneladende fint og var tyk og glad, mens det kun var mig, der var ved at gå helt op i limningen og efter syv måneder med ufrivillig powernapping tabte både hår og humør.

Men pludselig en sommerdag, da Emil var to år, virkede det som den mest naturlige og lyksalige ide at få et barn til. En veninde, der har tre børn, kalder fænomenet for 'nuttekløe'. Nuttekløe er, når trangen til at lære endnu et nyt lille væsen at kende og holde en lille varm, blød baby ind til sig fuldstændig sletter minderne om udmarvende træthed, ømme brystvorter, 3000 bleskift, mavekneb, fastbrændt majsgrød og endeløse bunker af snaskede stofbleer. Inde i hovedet er alt, hvad man kan se for sig, en lille nuttet baby…

Naturen er smart. Og heldigvis for det da.

Læs også:
De voksne ved alt
Hvem kan - far kan!
Mor skal i skraldespanden
Og der røg facaden
Respekt for ammehjernen
To børn - 1000 bakterier